Inden vi får set os om, har vi taget hul på årets anden måned. Før det bliver februar er det dog lige tid til et lille tilbageblik på den sidste måneds tids. Jeg lavede en liste med ti ting, jeg gerne ville her i januar HER, og det er tid til at gøre månedsregnskabet op. Jeg er ikke heeelt tilfreds med, hvordan det er endt ud i denne måned.
Gået godt: 6, Gået dårligt: 2, Både og: 2.
De ting, der er gået decideret dårligt er, at jeg ikke fik afprøvet to nye opskrifter. En enkelt blev det dog til, som var sund mousakka. Desuden er jeg ikke blevet færdig med at se The Crown, men det kan jo reelt nås endnu med tre dage tilbage af måneden at løbe på. Fra søndag har vi gæster i hytten, så jeg tvivler på, hvor meget Netflix det bliver til 🙂 I stedet fik jeg set hele første sæson af Sommer, som ligger på DRs hjemmeside. Den var jeg gået i gang med for flere år siden, men så fjernede de den. Nu fik jeg set den færdig, og jeg var faktisk positivt overrasket over den – selvom det irriterer mig, at jeg ikke kan se anden sæson.
“Både og” dækker over madplanlægningen, som jeg fik lidt mere op at køre i januar, men jeg fik ikke taget den lille tavle i brug, og det var kun en enkelt uge, der var styr på retterne. Angående basketballbilletter havde vi faktisk fundet en kamp, som vi ville ind at se. Vi ventede til selve kampdagen, da billetterne falder en del i pris der, men manden blev desværre småsyg, så vi droppede idéen om en proppet sportsarena.
Til gengæld er det gået godt med resten af listen, såsom en god træningsrutine, udforske et nyt område af San Franciscos omgivelser, og at tage flere billeder med kameraet og telefonen.
I februar vil jeg…
… Tage til Grand Canyon og Las Vegas. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at lægge måneden ud med et smut til Grand Canyon og efterfølgende festligheder i Las Vegas. Grand Canyon er på top tre over det smukkeste og mest storslåede, jeg nogensinde har set. Også selvom der var dårligt vejr og sigtbarhed, da jeg var der for 3-4 år siden. Kom nuuu februar!
… Hike med en dansk pige, som jeg for nyligt er kommet i kontakt med. Vi hikede sammen i torsdags, og vi har allerede sat en dato for vores næste eventyr.
… Elske at have besøg hjemmefra. Først af en af mine bedste veninder og hendes kæreste og dernæst af svigerfar og hans kone. At opleve San Francisco sammen med nogen hjemmefra er uovertruffent!
… Lave yoga eller pilates herhjemme mindst to gange. Jeg håber også på at komme afsted i fitness, selvom besøg altid gør det liiidt mere attraktivt at springe over 😉 At klemme lidt hjemmetræning ind SKAL jeg finde tid til.
… Holde fødselsdag. Jeg bliver 29 år, og jeg er sikker på, det bliver en helt særlig dag. For første gang nogensinde skal jeg nemlig fejre min fødselsdag under fremmede himmelstrøg.
… Se The Crown færdig (hvis jeg ikke når det her i januar) og finde en ny serie, som jeg kan snuppe et afsnit af ind i mellem.
… Få arrangeret walk-and-talk med den indiske pige, som jeg kender igennem mit ene frivillige job.
… Give idéen om at få skriblet lidt i min dagbog endnu et skud. Måske skal jeg droppe at se den som en dagbog, hvor jeg skal skrive lidt ned hver dag. I stedet vil jeg hive den ned fra hylden, når jeg har noget på hjertet. Så jeg kan indkapsle særlige tanker eller følelser, både skidt og kanel, som jeg synes er værd at huske på.
… Brainstorme over blogindlæg og skrive mine indfald ned i min kalender. Jeg elsker at have en liste, som jeg kan hive frem, hvis kreativiteten og motivationen ind i mellem halter. Ingen idéer er for små, store, dumme, dybsindige eller skøre til den liste.
… Afprøve mindst én ny opskrift. Jeg sætter baren lidt lavere end i sidste måned og håber på at nå i mål denne gang. Det burde dæleme da kunne lade sig gøre.
Hvad har I på to-do-listen for februar?
3
venterpaavin says
Besøg hjemmefra lyder da slet ikke dårligt (:
Jeg har ingen planer umiddelbart, udover kursus på job, og evt. en lille sommerhustur, hvis det kan koordineres tidsmæssigt.
– K
Line says
Besøg hjemmefra er det bedste 🙂 Med eller uden sommerhus, så må du have en skøn februar!
/Line
Lisbeth says
Det lyder som om februar bliver en rigtig feel good måned, med plads til en masse dejlige ting! For mig kommer februar til at stå på opstarten af andet semester på min kandidat, og så skal jeg have fundet den perfekte lejlighed i Budapest, som mine veninder og jeg kan bo i, når vi skal på forlænget weekendtur til marts. Det ser jeg ret så meget frem til! 🙂
Knus
// http://www.moonlitmadness.dk
Line says
Februar er lig med feel good for mit vedkommende. Din lyder nu heller ikke skidt – med Budapest i sigte 🙂
/Line