Min veninde satte sig i taxaen og forlod vores lejlighed for seks timer siden. Nu er her helt stille, og jeg har tid til at nedfælde lidt ord herinde på bloggen. Det skal dog ikke handle om min veninde eller hendes besøg herovre i denne omgang. I stedet skal det handle om, at jeg har haft et møde med en personlig træner.
Manden og jeg er meldt ind i fitnesscenteret nede ved hans arbejde. Med i vores abonnement er et opstartsmøde med en personlig træner. Det mener jeg også, jeg blev tilbudt i sin tid, da jeg meldte mig ind i Fitness DK (for omkring seks år siden!), men jeg fik aldrig benyttet mig af det.
For at sige det mildt, så var jeg liiidt spændt på, hvor meget jeg ville få ud af det møde. Og om hun ville køre mig helt i sænk og konstatere, at jeg er ude af form og helt håbløs 🙂 Så galt gik det heldigvis ikke! Hun viste sig at være en sød, imødekommende og smilende dame, som i øvrigt er et hoved mindre end mig – hvilket jeg sjældent møder, da jeg selv er under 160 cm.
Først fik vi snakket om, hvordan jeg tidligere har trænet. Jeg var jo i gang med at træne op til et halvmarathon, men jeg har måtte lægge løbet på hylden her i San Francisco på grund af bakkerne. Vi snakkede også om, hvad mit mål med træningen var. I den forbindelse snakkede vi vægt. Her skete der en mindre, omend ret central, misforståelse. Jeg regner i kilo, og træneren regner i pund. Vi får regnet om til pund, og hun bliver ved med at fortælle mig, at det slet ikke var urealistisk, og at jeg ikke var langt fra mit mål. Det kunne jeg ikke få heeelt til at passe. Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, vi havde regnet omvendt i forholdet mellem kilo og pund. Ups! Det gør altså en vis forskel.
Uanset den lille misforståelse, så viste hun mig nogle maskiner, der ville være gode for mig at bruge. En af mine udfordringer er, at jeg keder mig big time efter 10-15 minutter på en maskine. Jeg gider simpelthen ikke den samme maskine længere tid af gangen. Derfor er det nu planen, at jeg kører intervaltræning, når jeg står på maskinerne, så jeg får presset mig selv maksimalt på de 10-15 minutter. Jeg satte mig også for første gang nogensinde op på en spinningcykel, hvor jeg også arbejder i intervaller. Hun anbefalede, at jeg spinner to gange om ugen og den sidste gang om ugen tager cardiomaskiner i stedet.
Der ud over viste hun mig en håndfuld styrketræningsmaskiner, som jeg skal gøre brug af. Der er både lidt for ben, ryg og arme. Jeg skal komme så meget vægt på, at jeg kun kan lave 12 gentagelser, holde 20 sekunders pause og så tage 12 gentagelser mere. Til sidst vist hun mig to øvelser, der inkluderer en stor medicinbold. Den ene øvelse ligger jeg på gulvet og trækker bolden ind under mig, og ved den anden øvelse laver jeg mavebøjninger på bolden.
Jeg har trænet to gange, siden jeg havde mit møde med min personlige træner. Det er alt for lidt i forhold til de mål jeg har. Faktisk har jeg været topmotiveret og haft lyst til at fyre den af i fitnesscenteret, men jeg har haft travlt med at stornyde besøg hjemmefra. De to gange det er blevet til har dog været positive – jeg har slet ikke snydt en eneste gang 😉 Jeg har faktisk presset mig selv og øget min tid på spinningcyklen. Til gengæld har jeg stort set ikke været øm efter træning, hvilket jeg ellers plejer at være. Så jeg tror, jeg skal øge vægten på nogle af maskinerne og sidde/stå lidt længere på cyklen/cardiomaskinen.
Mit mål er at træne mit personlige program 2-3 gange om ugen og så tage et hold, Pilates eller BodyPump, 1-2 gange om ugen.
Jeg har mod på og lyst til at træne en masse. Og jeg er positiv over mit møde med en personlig træner. Hvis det var gratis, så ville jeg elske at blive fulgt op på og have et reelt forløb hos hende. Det koster bare 80$ per træning/opfølgning, og det er alt alt alt for meget, når vi også betaler for medlemskabet i fitnesscenteret.
Er der nogen af jer, der har prøvet at have en personlig træner? Eller hvordan træner I og holder motivationen oppe?
0
Jane says
Jeg er også lige startet op med en personlig træner. Det gør virkelig en stor forskel. Nu er jeg en måned inde mit program, og jeg har aldrig holdt et program i en måned. Så allerede der giver jeg min træner et mega high five! Det er fedt! Og det handler mest af alt om at komme ind i en rytme. Den kan bare være fandens svær at finde 😛
Line says
Jeg har lige læst list op på din erfaring med personlig træner. Det er godt nok sejt, at du holder sådan ved! Og sygdom kan man jo desværre ikke gardere sig imod. Jeg ville ønske, jeg havde mulighed for at mødes med min træner bare en gang om måneden og lige få rettet ind (og have en af være forpligtet overfor). Men det koster alt for mange penge i vores fitnesscenter, så jeg sugede til mig af den ene time, jeg havde med hende. Jeg har ikke snydt endnu! Træner omkring tre gange om ugen lige nu, og det fungerer rigtig godt. Om lidt kommer vores ferie dog og smadrer rytmen lidt, men tilgengæld kan jeg snøre løbeskoene og komme afsted på løbeture hjemme i Danmark. Det har jeg opgivet med San Franciscos terræn!
High-fives og “hep hep hep” til dig 🙂
/Line
Jane says
Det lyder godt! Vi skal bare klø på 😉