Kender I det, at man har viiirkelig meget lyst til velsmagende, nybagte boller. Men man orker ikke hævetid og dej overalt på hænderne. Sådan kan jeg i hvert fald godt have det, og så finder jeg altid den samme opskrift frem. Den kræver få ingredienser, dejen koldhæver natten over, og de bliver knasende sprøde.

Opskriften er ikke min egen, men derfor er den alligevel min absolutte favorit, når jeg craver nybagte boller. Især hvis det skal være de nemme af slagsen – for man skal slet ikke have fingrene ned i dejen, når man bager disse.

Dejen netop hevet ud af køleskabet. Den ligger i en oliesmurt skål (ellers får man den ALDRIG til at slippe, haha)

Klasket på en bageplade med to skeer. Ingen dejindsmurte hænder!

Dejen skal smækkes sammen aftenen forinden (hvis man skal bruge bollerne om morgenen vel at mærke), og så skal den “klattes” op på en bageplade og ind i ovnen. Easy peasy, og de smager SÅ godt.

Opskriften findes lige her. Jeg følger den dog slet ikke slavisk, og da jeg lavede bollerne for nogle dage siden, var det på rent øjemål. De bliver stadig drøngode.

Har I også en opskrift, som I altid vender tilbage til?

Faktisk stødte jeg ind i et ret kritisk problem. Hjortetaksalt og potaske (åh, jeg aner aldrig om man siger pot-aske eller po-taske, haha) er ikke sådan liiige at opdrive herovre. I hvert fald var det ikke tilgængeligt i mine to lokale supermarkeder, og det var heller ikke uden videre til at bestille hjem over nettet. Det begrænsede altså mine julebagningsplaner en del. I hvert fald måtte jeg være en smule kreativ

Jeg havde bestilt en del ingredienser på webshops, fordi de netop ikke var på hylderne i de nærmeste supermarkeder. I øvrigt kunne jeg ikke købe vaniljestænger – i stedet bestilte jeg et “Vanilla extract making kit”, som basically bare består af vaniljestænger, der kommer i en lille plastikflaske. Som man kan tilsætte vodka eller rom! Øh, jeg skulle jo egentlig bare bruge vaniljestængerne. Mine online-bestillinger nåede desværre ikke alle at nå frem til 1. søndag i advent, så jeg mangler stadig at bage vaniljekranse. Og havregrynskuglerne blev alternative, da flormelisen ikke var nået frem, og jeg åbenbart havde glemt at købe kokosmel, som ellers er min yndlingsting at rulle dem i.

I år fik jeg produceret:

• Pebernødder efter denne opskrift. Jeg ELSKER Lagkagehusets opskrift på pebernødder, selvom jeg reducerer mængden af hvid peber en smule.
• Brunkager som er bagt efter denne opskrift, hvor jeg så har tilsat smuttede, hakkede mandler. Jeg måtte være kreativ og finde en uden potaske. De blev fine, men de mangler lidt det porøse/sprøde, som de plejer at have. Desuden lagde jeg dejen i fryser i en times tid, og det fungerede fint, hvis man ikke har tid til at ligge den på køl i et døgn.
• Julekager til juletræet, hvor jeg brugte samme dej som ovenstående. Jeg tog 1/3 af dejen fra, inden jeg kom mandlerne i. Den del blev til fine udstikskager, som skal på juletræet. De er pyntet med icing og krymmel.
• Brændte mandler lavede jeg efter denne opskrift. Jeg bliver altid overrasket over, hvor simpelt det egentlig er. Alligevel blev mine lidt til den mørke side, men det er jo ikke opskriftens skyld
• Havregrynskugler fandt jeg denne opskrift på, som ikke er med flormelis. De er blevet gode, men jeg vil nu også gerne nå at lave nogle med flormelis – den kom frem to dage efter, naturligvis… Jeg rullede havregrynskuglerne i enten sukker, havregryn, krymmel eller kakaopulver.
• Vaniljekranse (de er som nævnt ikke lavet endnu, men jeg har købt ingredienserne til det), som jeg vil bage efter denne opskrift.

Har I fået gang i årets julebagning? Og hvad kaster I jer forresten over?

Jeg har efterhånden nogle ret faste traditioner på det her punkt. Der SKAL laves pebernødder, havregrynskugler og vaniljekranse som minimum. Søde Tine og jeg plejer at bruge det meste af en eftermiddag, aften, og nogle gange nat, på årets julekageproduktion. Det er med julemusik for fuld volumen, hendes KitchenAid på overarbejde og en masse smagsprøver på kagerne undervejs. Jeg glæder mig allerede til at bage med hende næste år.

Det tog mig sådan cirka tre sekunder at beslutte mig for, at det blev en del af aftenens menu. Jeg begav mig derfor i Trader Joe’s med en lille indkøbsseddel i hånden. De fleste ingredienser havde vi faktisk allerede, så jeg manglede bare kikærter og tahin.

Jeg lavede min hummus på slum. Faktisk følger jeg stort set aldrig en opskrift til punkt og prikke. Jeg lod mig inspirere kraftigt at to dygtige madbloggerinder (hende her og hende her), og da deres opskrifter mindede utroligt meget om hinanden, turde jeg godt at kaste mig ud i det på egen hånd og ikke være så nøjsom med mængderne Jeg kom desuden det hele i foodprocessoren og blandede det sammen i den. Konsistensen var lidt tyk og “chunky”, men det var helt bevidst. Man kan tilføje lidt mere vand og blende det mere sammen, så bliver det tyndere og en finere konsistens, hvis man mere er til den slags.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver en omgang hummus! Det var både helt enormt enkelt, og så smagte det virkelig godt. Jeg kom dog 1 1/2 hvidløgsfed i portionen, og jeg vil nok nøjes med et enkelt næste gang. Og så holde en anelse igen med olivenolien, da det ellers kan komme til at dominere smagen meget. Overordnet set var jeg dog yderst tilfreds med min hummus, og den faldt også i god jord ved manden. Forresten er hummus genialt i sandwiches, så jeg fik også brugt lidt dagen efter til frokost.

P.S.: Grunden til de manglende indlæg herinde er, at jeg har en veninde fra Danmark på besøg. Så jeg nyder til fulde at opleve San Francisco sammen med hende, og så har jeg skruet ned for min tid foran computeren.

Vi skyder ugen i gang med mit andet lille tip til vores nye hjemby. Vi har nemlig været ude at spise, og det var en virkelig god (og anderledes) oplevelse, som jeg vil tippe jer om.

Mine forældre havde givet os nogle dollars med til en “velkomstmiddag”. Desværre var jeg syg den først uge herovre, så vi udskød at gå ud og nyde noget god mad. Vi var af sted efter små to uger her i byen, og vi endte mere eller mindre tilfældigt på den indiske restaurant Dosa.

Vi havde flere gode restauranter i kikkerten, men den vi allerhelst ville spise på var lukket ned på grund af renovering. Desuden ville vi gerne spise på en restaurant i gåafstand, og så bestilte vi bord på Dosa, som har gode anmeldelser online. Det levede vores aften på restauranten bestemt op til.

Der er en menu, hvor man får tre forskellige retter og dermed kommer lidt omkring i det indiske køkken. Det valgte vi begge, og så købte vi vinmenuen, hvor man får vin, der matcher de enkelte retter. Jeg startede med den smukkeste forret (øverste billede). Den var så frisk og fuld af smag! Og kirsebærrene var overdrevet lækre sammen med spirene, kokosnødden og ruccolaen. Første bid var liiidt til den stærke side (der var chili i salaten) og brændte min smagsløg en smule – heldigvis var der masser af vand på bordet, haha.

Manden fik også en super velsmagende første ret, som var en kebab-slider med lam, yoghurt og chutney af rød peber. Vinen og maden kom hurtigt på vores bord, og betjeningen var venlig. Dosa er nemlig ikke indisk mad, som mange danskere kender det. Der er ikke chicken tikka masala på menuen her, så vi var lidt på udebane Dosa serverer, så vidt vi forstod, sydindisk mad, hvor det man normalt køber som take away i Danmark er nordindisk.

Et lille minus var, at bordet ikke var særlig stort, og tjeneren kom med næste ret og næste glas vin, inden vi var færdige med den første ret. Det er ikke ret god stil at “skynde” sådan på os, men vi fandt plads til det hele, og det gjorde ikke alverden, at det lige kiksede med overgangen fra første til anden ret.

Min anden ret er på ovenstående billede. Den var, ligesom det andet, rigtig god. Inden i dosaen var der en form for kartoffelmos med grøntsager i. Jeg fik den klassiske udgave af dosaen, og der var trøffelolie i min. Manden fik en ret, der lignede til forveksling. Der var dog en stor forskel – han havde bestilt chiliudgaven af sin dosa. Den var ikke for utrænede eller sarte smagsløg, for at sige det mildt. Jeg turde slet ikke smage hans mad, da jeg så, hvor meget det brændte hos ham.

Efter lidt tid fik han kontrol over den brændende fornemmelse, og selve smagen af retten fejlede bestemt ikke noget. Chili-niveauet var bare ikke lige, som vi er vant til. Nu er vi dog heller ikke typerne, der overdynger vores mad med chili til hverdag. Vand og vin, samt noget knap så stærk dyppelse, hjalp godt på vej.

Den sidste ret var vi enige om og valgte det samme. Og det fortrød ingen af os. Vi fik lam, som var i en marinade med yoghurt, kartofler og grøntsager, og så var der citronris til. Igen var retten til den stærke side, men slet ikke på en ubehagelig måde. Jeg kunne ikke spise det hele, men det var med stor ærgrelse, jeg lod resten blive spist af manden.

Alle de glas vin vi fik til vores retter var gode og passede fint til madens smag. Selvom mandens anden ret var lidt for stærk til vores præferencer, og at de serverede anden ret, før vi var færdige med den første, så havde vi en rigtig god oplevelse.

Restauranten er meget populær, og det så ud til, at der var mange indere, som spiste der. Det er jo altid et godt kvalitetstegn, når folk der kender til indisk mad vælger at spise på restauranten. Derfor vil jeg klart anbefale, at man bestiller bord. De har vist også et langbord, hvor konceptet er, at man kan komme ind fra gaden og få plads. Da vi kom var der dog en ret lang kø, og flere valgte at gå andre steder hen og spise. Der er en del støj i restauranten, fordi den er så populær og har rigtig mange gæster. Det gjorde nu ikke noget, og vi kunne sagtens sidde og snakke sammen uden at skulle råbe og gentage alting fem gange.

Vi kunne bestemt godt finde på at aflægge Dosa et besøg en anden gang. I kan læse mere om restauranten på deres hjemmeside her. Vores oplevelse var på restauranten på Fillmore Street, så hvordan den anden restaurant (Valencia) er, tør jeg ikke stå på mål for.

Selvom jeg ikke slipper for at handle mindst hver anden dag, så har jeg alligevel lavet en madplan. Det er nemlig uendeligt svært at hoste op med idéer til aftenens menu, når man står småsulten ved køledisken. For mig er det SÅ meget nemmere, hvis jeg målerettet kan smide det i indkøbskurven, som vi skal bruge til en allerede udtænkt ret.

Derfor har jeg lavet en madplan, som vi allerede er godt i gang med. Og den kan jeg da lige så godt indvie jer i. Der er ingen raketvidenskab bag, og vi kører med mange af de samme retter som “hjemme” i Danmark. Vores aftensmad er ganske basic og indebærer ikke de store, gastronomiske eksperimenter. I denne uge skal vi have (mandagens mad er, sjovt nok, allerede fortæret):

Mandag: Wraps med kylling, grøntsager, mango, salsa og creme fraiche

Tirsdag: Koteletter, råkostsalat og ovnkartofler

Onsdag: Wok med ris

Torsdag: Lasagne

Fredag: Kylling i karry med ris

Lørdag: Ovnbagte frikadeller og blomkåls “cous-cous” med inspiration herfra

Det gode ved kun at handle ind til 1-2 dage af gangen er, at vi ikke er lige så fastlåste som normalt. Vi kan nemmere udskyde og ændre på planerne madmæssigt – uden det betyder slatne grøntsager, kød der bliver for gammelt og muggent brød. Og dermed dårlig samvittighed over unødvendigt madspild.

Det giver en vis frihed til at gå ud at spise, lave en af retterne som frokost i weekenden eller indse, at vi har lyst til noget helt andet end det planlagte. Så der er alligevel nogle fordele ved at trave op i Target og Trader Joe’s næsten dagligt

Hvis I også er madplanstypen, så del endeligt jeres. Det er altid rart med noget inspiration.

Tortillachips, guacamole og creme fraiche – aldrig gå ned på tilbehør

Indrømmet. Det helt igennem fantastiske majvejr indbyder ikke ligefrem til simreretter. Faktisk kunne jeg leve af hjemmelavet jordbærkoldskål, grillpølser (helst dem med ost i), is, hvidløgsflute og hjemmelavet kartoffelsalat (featuring friske ærter, radiser, tomater og lidt chilipeber). Det har jeg, i store træk, levet af de sidste to dage. Det er som om, at både vejret og mine cravings har sprunget foråret over – vi gik ligesom bare fra vinter og regn til bragende solskin og temperaturer på over tyve grader!

En simreret jeg dog snildt kan klemme ned, uanset heden, er chili con carne. Man bliver ind i mellem spurgt, hvad ens livret er. Og jeg hverken kan eller vil vælge én ret. Jeg har mange på favoritlisten, og de skiftes konstant til at være øverst og dermed min livret. Chili con carne ligger altid lunt i svinget. Jeg ELSKER den krydrede, stærke, bønneret, der sender tankerne og smagsløgene på en tur mod varmere og mere sydlige himmelstrøg. Noget af det bedste ved retten er tilbehøret! Enhver ret, hvor guacamole kan indtages til i rå mængde er et hit. Sidst jeg lavede retten fik vi tortillachips, guacamole og creme fraiche til. Andre gange får vi brune ris. Skulle der være rester af chili con carnen, så gør den sig formidabelt på andendagen eller i wraps med blandet grønt.

Jeg har afprøvet et væld af opskrifter. Enten smagte de af for meget, af for meget, var for vandede, var for “bønnede”, osv. De sidste par gange har jeg derfor taget udgangspunkt i den samme opskrift, som jeg så har arbejdet lidt på og udviklet efter mine (okay, også min mands) smagsløg. I skulle tage at prøve opskriften, som findes hos Ann-Christine fra Valdemarsro lige her. Jeg har hendes kogebog, hvor opskriften også er med i. Både opskriften og kogebogen kan i den grad anbefales.

Vi har ingen børn herhjemme, så jeg bruger væsentligt mere chili end i opskriften. Desuden tilsætter jeg ofte lidt kaffe og whiskey/cognac. Til gengæld skærer jeg en anelse ned på chokolademængden, da den bliver for gennemtrængende til min smag. En bouillonterning og noget vand kan gøre det ud for fond, hvis man ikke lige har det på lager. Med andre ord fungerer opskriften rigtig godt, selvom jeg afviger fra den og freestyler lidt. Allerhelst laver jeg retten i vores støbejernsgryde og lader den simre længe. Så holder jeg naturligvis øje med, om der skal tilsættes lidt væske undervejs.

Er I også til chili con carne? Eller hvad er jeres livret? Man må godt vælge nævne mere end én