Selvom alting er vendt lidt på hovedet denne december med et spædbarn i hytten, så er det alligevel blev lidt jul på vores matrikel. Vi har fået købt et lille juletræ, der er kommet kalenderlys og adventsdekoration op, og vi har fået kastet lidt julepynt rundt i stuen. Julemusikken flyder også ud af højtalerne nærmest konstant, da vores søn elsker at have lidt baggrundsstøj, og hans mor elsker julemusik

En lille trægris fra Kerteminde, Golden Gate Bridge fra San Francisco og en skildpadde med nissehue på fra Hawaii. Flagkæden i perler har jeg desuden fået af en sød veninde i julegave for nogle år siden.

Jeg elsker julen, og jeg elsker at pynte vores årlige minijuletræ. Faktisk går jeg helt og ser frem til at finde kassen med julepynt frem og én efter én finde de små ornamenter frem og hænge dem på grangrenene. Manden og jeg har efterhånden fået en tradition med at købe et lille stykke julepynt (eller flere… ahem), når vi er ude at rejse eller lignende. Derfor har en del af vores juletræspynt efterhånden en helt særlig betydning, og vi bliver mindet om historien bag dem, når vi pynter juletræet.

I år kan jeg mærke, at jeg virkelig savner San Francisco. På vores sidste hele dag i byen købte jeg to stykker julepynt, som naturligvis skulle hænges på vores lille træ. Men da vi pakkede alle vores juletræsting frem, så manglede de to amerikanske ophæng. Ingen af os anede, hvor de var blevet af. Det stak faktisk lidt i mit hjerte ved tanken om, at de måske var blevet væk eller gået tabt i flytningen fra USA tilbage til Danmark. Heldigvis fandt manden dem dagen efter, og jeg hængte dem straks på træet.

Træhesten købte vi i Stockholm, imens vi boede i Uppsala.

Vi har minder fra både vores år i San Francisco, vores bryllupsrejse til Hawaii, vores ophold i Uppsala (selvom ophænget er købt i Stockholm) og fra dagene lige efter vores bryllup, hvor vi stak af fra alting og tilbragte nogle dage i Kerteminde. Jeg elsker at have noget pynt til juletræet, der gør mig så varm om hjertet og vækker minder til live – og jeg glæder mig helt vildt til at tilføje endnu flere fremover. Hvem ved, hvilke steder i verden, der skal repræsenteres på vores kommende juletræer?

Har I også noget julepynt, der betyder noget helt særligt for jer?

Udover de fysiske og mentale minder om livet på den amerikanske vestkyst, så tog vi også en helt særlig “souvenir” med hjem. Som ankommer til november. Vi venter nemlig vores første barn, og jeg er allerede næsten syv måneder henne i graviditeten. Vi har kendt til vores lille San Francisco baby siden marts, men faktisk fortalte vi det først til familien, da vi kom hjem fra USA. Alle var samlet hjemme ved svigerfar den dag, vi landede, så vi syntes, det var helt perfekt at annoncere det nye familiemedlems ankomst til alle samtidigt. Der var kun få, og ingen fra vores familier, som vidste det før det. Det var virkelig rart at få det fortalt og at dele glæden med vores nærmeste.

Jeg var til de første undersøgelser og scanninger, imens vi boede derovre. Faktisk var jeg ved læge/på sygehus seks gange på tre måneder! Og det er altså ikke fordi, der har været det mindste galt med mig eller babyen. De er bare ret grundige i det amerikanske sundhedssystem, og jeg følte mig tryg i hele forløbet. Det er sjovt at stifte bekendtskab med et udenlandsk sundhedssystem, når det nu er på grund af gode og glædelige omstændigheder. Alle var virkelig søde og syntes, det var helt fantastisk, at vi fik en San Francisco baby med hjem til Danmark.

Heldigvis har jeg haft det godt igennem hele graviditeten, og faktisk glemmer jeg indimellem, at jeg er gravid. Min lænd brokker sig efterhånden, og mit energiniveau er også mere svingende end normalt. Men det er absolut peanuts i forhold til, hvad jeg havde frygtet og nærmest forventet. Og ingen af delene er værre, end at de er til at leve med.

Vi er så småt i gang med at gøre klar til, at der kommer en baby. Vi har dog hverken specielt travlt med det eller ret meget plads at gøre godt med i vores lejlighed. Barnevognen er bestilt, og vi har noget tøj i små størrelser klar. Resten må vi få styr på de kommende to måneder, men heldigvis kræver sådan en lille størrelse jo ikke alverdens dingenoter og dippedutter det første stykke tid. Så vi skal nok nå at få styr på de sidste, nødvendige ting. Jeg synes i hvert fald, det er hyggeligt, at researche på diverse babyting, så vi har en idé om, hvad der findes i den store baby-shopping-jungle, og hvad vi rent faktisk synes, vi har behov for at eje.

Manden og jeg glæder os helt vildt til at møde det lille væsen, som puffer og møffer rundt i min mave. Vi kender ikke kønnet, så vi er selvfølgelig også spændte på, om det er en dreng eller pige, der slutter sig til vores lille familie. Det bliver noget helt særligt, når vi går fra tosomhed til tresomhed.

San Francisco vil altid betyde noget helt særligt for os

Alligevel er det som om, jeg ikke helt har indset, at vi ikke bare er på ferie her i Danmark. At vi ikke snart hopper på et fly og tilbagelægger den lange vej til den amerikanske vestkyst. Måske skyldes det, at jeg ikke har haft et job at vende tilbage til, og at der så småt er gået feriestemning i den.

I hvert fald tænker jeg stadig også på San Francisco som “hjem”, og jeg flyver tilbage til byen i mine tanker mange gange ugentligt, vist ikke dagligt. Der er nogle ting, som jeg virkelig savner ved at bo i San Francisco. De er slet ikke kommet bag på mig, og jeg har sikkert nævnt de fleste af dem i mine udenlandsdansker-indlæg. Der er naturligvis også ting ved byen (og landet), som jeg så absolut ikke savner. Dem tager vi en anden dag

Jeg savner:

… Naturen lige uden for San Francisco. Og i Californien generelt set. Staten har det hele fra skimulighed til bragende solskin, Yosemite og Stillehavet.

… Restauranterne. Odense er kommet godt med på madfronten, men madscenen i San Francisco er svær at slå. Jeg kan nærmest ikke mindes, vi har spist et dårligt sted i byen. Og så afspejler byens multikulturelle sammensætning sig naturligvis også på menukortene.

… Mit faste fitness-hold fredag formiddag. Jeg elskede at være på det hold, at lære instruktøren at kende og at falde i snak med nogle af de andre deltagende. Jeg er ikke kommet i gang med andet end løb, siden vi flyttede til Danmark, og jeg savner fitness ret meget.

… Arkitekturen. Træhuse i pastelfarve og med de fineste udskæringer side om side med farverige og kreative vægmalerier.

… Farver generelt. Det lyder åndsvagt, men San Francisco er bare farverig, mangfoldig og noget helt særligt. Både når det kommer til bygninger, tøj, mad, hår, musik og natur.

… Vores isterningmaskine! Nøj, hvor var den rar. Sådan en kunne jeg dæleme godt tænke mig.

… Den amerikanske åbenhed. En lille sætning her og der, når man venter ved lyskrydset, står i kø til croissant-butikken, er til sportsarrangement, træner i fitness eller bare er ude at gå en tur. Amerikanerne er nysgerrige, og de er ikke generte. Alligevel er der en fin, udefinerbar grænse, som de aldrig overskrider. De bliver aldrig pågående eller stiller upassende spørgsmål. De vil bare gerne small-talke.

… Frugten. Undtaget æblerne! Men mango, ananas, jordbær, melon, blåbær, appelsin, vindruer… Det hele var så sindssygt lækkert nærmest året rundt.

… De små-skæve eksistenser. Ikke som i “jeg har røget mig skæv”-eksistenserne – dem savner jeg slet ikke! Men dem, som bare skilte sig lidt ud. Det er ikke unormalt at gå og småsynge eller lave lidt dansetrin for sig selv på gaden i San Francisco. Eller at råbe et kompliment efter min cykel, min cykelhjelm, min jakke eller andet. Ingen løfter et øjenbryn, hvis du skiller dig en smule ud fra mængden, og det kan jeg faktisk meget godt lide.

… Mulighederne. Hvis man keder sig i San Francisco, så er man vist selv uden om det. Der foregår hele tiden noget nyt, og vi nåede slet ikke alle de museer og steder, vi gerne ville. Så er der heldigvis noget at komme tilbage til

… Det internationale. Jeg blev veninder med en inder, mens vi boede i byen. Og manden og jeg sås desuden med et par, som var fra Finland og Malaysia. Min ene chef var skotte, fitnessinstruktøren var belgier og mandens nærmeste kollega var kineser. Jeg elsker at lære nye mennesker og kulturer at kende. San Francisco er så sammensat og spændende på det punkt!

… Badekar. Det var så luksus at have eget badekar i et år.

• Torsdag: Mine nye løbesko skal gerne løbes lidt til inden Alt for Damernes Kvindeløb. Jeg har længe “kun” løbet omkring tre kilometer, når jeg kommer afsted, men i dag tvang jeg mig selv lidt længere. Det blev til en løbetur på fire kilometer – så er der jo kun én kilometer op til løbsdistancen Mandens kammerat er stadig på besøg, og vi går alle tre ud at spiser til aften. Vi tager på Brenda’s Meat & Three, hvor manden og jeg efterhånden har været en del gange. Konceptet er enkelt, og maden er velsmagende, sydstatsinspireret comfort-food. Selvom både mit valg af drikkelse og kød er udsolgt, ender jeg ualmindeligt mæt og ikke skuffet over vores sidste besøg på restauranten.
• Fredag: Jeg elsker mit BodyPump-hold. Desværre er min instruktør i Europa, så min sidste omgang holdtræning er med en vikar. Det gør dog ikke træningen mindre hård, haha. Næsten hver fredag har jeg en frokostdate med manden, da fitnesscenteret ligger ved det universitet, hvor han er ansat. I dag er ingen undtagelse. Det blæser lidt rigeligt, så vi dropper at indtager frokosten udendørs og går i stedet ind på en café. Om aftenen smutter vi, sammen med mandens kammerat, på Whitechapel Gin Bar, hvor vi både får uhyggeligt lækre drinks og lidt aftensmad. Hvis I nogensinde kommer til San Francisco og i øvrigt kan lide gin-drinks, så skal I tage på denne bar! Jeg har i øvrigt tippet om den lige HER.

• Lørdag: Vi smutter på de Young Museum og bruger nogle timer her, inklusiv kage og kaffe i caféen, inden vi går ad Haight Street hen til lejebilen. Gaden er byens berømte hippie-gade, og krydset ved Ashbury spillede en stor rolle i Summer of Love 1967. Vi kører ned til Mission Bay, hvor der er food trucks ved Spark Social SF. Det her sted kommer jeg til at savne! Vejret er lækkert, og vi har lidt tid, inden vi skal mod lufthavnen, hvor mandens kammerat skal fange flyet mod Danmark.
• Søndag: Manden har en lille overraskelse i ærmet – han har nemlig lejet en bil, så vi kan komme på en allersidste hike. Jeg troede aldrig, jeg skulle blive SÅ vild med hiking og naturskønne gåture, men jeg er intet mindre end bidt af det nu, og det bliver noget af det, jeg får sværest ved at undvære. Vi kører til Mount Tamalpais, hvor der er uendeligt mange hikes at vælge imellem. Vi når to kortere hikes, og den sidste byder både på et udendørsteater (som havde Beauty and the Beast på programmet) og rådyr, som er så vant til mennesker, at vi kan komme virkelig tæt på dem. Udsigterne fra de to hikes og at suge det sidste natur til os er ubeskriveligt. Om aftenen har vi inviteret et finsk-malaysisk vennepar ud at spise på en af vores yndlingsrestauranter, Zazie, fordi de har lånt os deres cykler det sidste års tid. Vi får snakket, nydt den gode mad, grinet og sagt tak for lån af cykler.

• Mandag: I dag er det Memorial Day, så manden skal ikke på arbejde. Vi har en laaang to-do-liste over alle de ting, vi skal nå i forbindelse med flytningen til Danmark. Ingen af os har rigtigt lyst til at tage hul på den, for man kan fornægte flytningen lidt endnu, når man ikke har pakket alverden ned. Vi har bestilt afhentning af tre kasser (to er med mandens stationære computer og en er en flyttekasse med alt muligt blandet, som vi ikke kan klemme ned i kufferterne) tirsdag, så i dag er sidste udkald til at få pakket ned og lukket flyttekassen. Vi får også sorteret godt ud i tøj og sko, så vi ikke propper vores kufferter unødvendigt med ting, som vi godt kan skille os af med.
• Tirsdag: Jeg vågner med ondt i halsen. Skide dårlig timing oven i vores flytning og sidste dage her i San Francisco! Formiddagen går med, at jeg sidder og venter på afhentningen af vores kasser. Heldigvis bliver de afhentet som aftalt, så jeg ikke skal sidde bundet til lejligheden alt for længe. Jeg kaster træningstøj på og lynpakker min rygsæk, for jeg kan lige nøjagtigt nå et smut i fitness og træne 30-40 minutter inden vores frokostaftale. Det er min sidste gang i fitness, og på trods af travlhed når jeg også nogle minutter i sauna (man skal have fuld valuta for pengene, ik’?!). Jeg mødes med manden og hans chef, som har inviteret os på frokost på STEM Kitchen and Garden, som er et hyggeligt sted med lækker mad og deres egen køkkenhave, hvor de dyrker en del af de ingredienser, de bruger i maden/drikkelsen. Vi bruger næsten to timer på frokosten og får sagt ordentligt farvel til mandens chef. Vi har lært hende ret godt at kende gennem det sidste år, og vi har både stået på ski og været på et dansk-inspireret bageri sammen med hende og familien.

• Onsdag: Min hals er ikke blevet bedre. Tværtimod. Nu er der kommet feber oven i hatten, og jeg har det mildest talt skidt. Jeg har allermest lyst til at ligge på sofaen og glemme alt om nedpakning og de sidste ærinder, men da jeg (som altid) har udskudt en del planer til sidste sekund, er det ikke en mulighed. Jeg hopper i uldsokker, joggingbukser og en sweatshirt og tager mod Fisherman’s Wharf. De varme sokker kunne jeg godt have droppet, for det er 17 grader varmt og solskin fra en skyfri himmel! Jeg går forbi søløverne ved Pier 39 og vinker farvel til dem, inden jeg smutter i julebutikken og en anden souvenirbutik. Vi har nemlig ikke fået købt noget juletræspynt, som ellers er en rejsetradition, så det skal vi selvfølgelig have med hjem fra San Francisco. Jeg finder også en magnet og en fin lille rystekugle. Hjemme igen står den på en lang lur i håbet om lidt helbredsbedring. Eftermiddagen bruger vi på at pakke tøj og sko i vores kufferter og forsøge at fordele vægten, så der ikke er én kuffert, der er alt for tung. Manden får afmeldt sit ZipCar-abonnement (billeje), og jeg får streget ud og opdateret vores to-do-liste. Om aftenen går vi på en fransk restaurant og spiser en På-Gensyn-San-Francisco-Middag. Maden er i top, men både og manden og jeg har det lidt underligt med, at det er vores sidste aften i byen.
• Torsdag: Den sidste dag som udenlandsdansker i San Francisco. Inden klokken er 14 skal vi have helt styr på det sidste og lukker lejlighedsdøren bag os en sidste gang. Jeg kan bedst lide at have en del at tage mig til, så jeg ikke skænker flyveturen så mange tanker. Vi bruger derfor formiddagen på at pakke det sidste i vores kufferter og tage hul på rengøringen. Heldigvis skal vi ikke være über-grundige, da vi har slutrengøring med i huslejen. Mens manden ordner det sidste støvsugning, bestiller jeg en bil, så jeg kan aflevere fem poser fyldt med tøj og sko til den lokale Frelsens Hær-butik. Vi gennemgår lejligheden en sidste gang, spiser resterne i køleskabet til frokost og tjekker, at vi har pakket nødvendighederne i vores håndbagage og resten i vores fire kufferter. Inden vi lukker og slukker tager vi begge billeder af lejligheden, så vi for altid kan huske, hvordan der så ud. Vi bestiller en bil, der kan kører os i lufthavnen, og så slæber vi kufferterne op af den stejle trappe. Jeg foreviger mine nye, elskede Nike-sko med “San Fran”-teksten på vores gade og hopper ind i bilen, som kører os mod lufthavnen.

Jeg havde desværre kun sovet en halv time, usammenhængende, på den lidt over ti timer lange flyvetur. Så jeg var en anelse mørbanket, da vi var på landjorden igen. Vi fik proppet al vores bagage ind i bilen, og så kørte svigermor os til Odense. Her havde vi lige en lille times tid hjemme i lejligheden, før vi skulle til velkommen-hjem-hygge hos svigerfar. Vores nærmeste familie var samlet hjemme ved svigerfar, hvor den stod på smørrebrød og brunsviger. Rendyrket dansk og fynsk menu

Det er skønt at være i vores velkendte by igen. Virkelig skønt. At se alle ens kære, at give dem store kram og ikke at skulle skænke tidsforskel og fysisk distance én eneste tanke. Alligvel er det som om, jeg ikke har forstået det. Det har ikke bundfældet sig, at vi har låst døren til lejligheden på Terra Vista Avenue for sidste gang. Og at vi ikke skal tilbage til den store, lyserøde sofa, isterningmaskinen og den stejle gåtur op til Target. Lige nu nyder jeg glæden over at være tilbage i Danmark, men jeg har på fornemmelsen, at jeg får lidt efterdønninger og savn, når mit hovede (og hjerte) forstår, at vi ikke skal tilbage til Californien foreløbigt.

Et år i udlandet er den vildeste oplevelse. Vi har oplevet så uendeligt meget, og både manden og jeg er blevet stærkere, mere modige, og vi har klaret os igennem både medgang og modgang. Det er næsten umuligt at undgå modstand og hårde tider. Når man sidder over 8000 kilometer væk fra alt det man kender, så rammer den slags bare med 100 km ekstra i timen, og man kan ind i mellem føle en lille smule modstand og frustration som en kæmpe mavepuster.

Men vi klarede det. Og vi ikke bare klarede det – vi nød vores udlandseventyr, og vi havde slet ikke lyst til at sætte et punktum for det. Det har på ingen måder været “ren overlevelse” at bo i San Francisco i et år. Vi har suget byen med al dens personlighed og muligheder til os, og vi har ind i mellem knebet os selv i armen over, om det ikke bare var en drøm, at vi boede lige der i Californien og havde en så anderledes og spændende hverdag. Det var virkelighed, og det har været fantastisk.

Alt det hårde, frustrerende, komplicerede og mavepustende fyldte ikke nær så meget som alt det fascinerende, lærerige og helt igennem fantastiske. Jeg har både grint og grædt under vores ophold, og jeg ville ikke have været noget af det foruden. Er I klar over, hvor stærke man bliver sammen som par, når man står som komplet fremmede i en by langt væk hjemmefra og skal have en hverdag op at køre? Det kan ikke sættes på formel, og det kan desværre heller ikke købes på recept. Det skal ganske enkelt opleves.

Jeg havde det svært med at tage afsted for et år siden. Det betød blandt andet, at jeg skulle sige et job op her i Odense, som jeg var rigtig glad for. Og jeg havde ikke et nyt på hånden, da vi satte kursen over Atlanterhavet. Op til vores afrejse var mit hovede fyldt med bekymringer. Men vi er et team, og naturligvis bakkede jeg op om det helt igennem unikke karrieremulighed, som lå i San Francisco og ventede på min mand. Jeg har ikke fortrudt, og jeg ville gøre det hele om igen. Vi har begge udviklet os SÅ meget det sidste år, både sammen som par og ikke mindst individuelt.

Jeg elsker at være tilbage i Odense, og jeg har glædet mig til alt det velkendte og at have familie og veninder tæt på mig igen. Men San Francisco vil altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Det føles sært, men jeg har efterladt en lille flig af det i den farverige, skøre og fantastiske by. Jeg er også sikker på, at vi ikke har sat vores ben i byen for sidste gang.

På en solrig dag begav manden og jeg os nemlig mod Twin Peaks her i San Francisco. Her er helt kort fortalt en af de bedste udsigter over byen, som man kan opnå. Det skyldes naturligvis, at de to bakker har en vis højde (282 meter i elevation) og i byen er det kun Mount Davidson, der slår dette med én sølle meter.

Vi bor ikke langt fra Twin Peaks, så vi besluttede os for at hoppe i det praktiske fodtøj og tilbagelægge turen til fods. Fra vores lejlighed, op på Twin Peaks og tilbage igen tilbagelagde vi ti kilometer. Man skal dog beregne længere tid end to timer til sådan en tur – dels vil man gerne nyde udsigten fra toppen, og dels skal man lige have pusten igen og få syren i bentøjet til at fald en smule til ro

Manden og jeg havde smurt sandwiches og medbragte derudover en del snacks og vand. Vi fik spist og drukket det hele, så hvis I ligesom os begiver jer afsted til fods et stykke fra Twin Peaks, så pak lidt energi i fast og flydende form!

Byen ser så lille og fin ud, når man kommer så højt op. Det er imponerende at betragte byens udformning, når man får det fulde overblik. Helt til højre på ovenstående billede er Market Street, som skærer diagonalt og bryder byens ellers meget parallelle gader. Man kan se hele vejen ned ad gaden til Ferry Building.

Skyline er også et syn for sig. San Francisco er jo på mange måder en storby, og så alligevel er den så meget mere end det. Der ligger så meget andet end de højtragende skyskrabere i byen. Kontrasten mellem skyline og resten af byen bliver tydelig fra Twin Peaks.

Man får det vildeste view! Selv Golden Gate Bridge og Marin Headlands har man udsigt til, når man får kæmpet sig op på toppen. Vi satte og spiste frokost, hvor vi både kunne skimte broen og havde udsigt ud over byen. Ret vildt frokost-view!

Der er forresten ikke deciderede siddepladser/klassiske borde-bænke-sæt på Twin Peaks. Og ingen andre end os havde smurt madpakker og indtog dem deroppe. Man kan dog snildt finde en betonkant at slå sig ned på, så man behøver ikke at slæbe et picnictæppe eller campingstole med derop.

En rigtig træls ting er, at der lå glasskår en del steder på vej op og ned fra Twin Peaks. Utroligt mange glasskår. Vi har ikke set tilnærmelsesvis det samme andre steder i byen, og vi kunne ikke heeelt komme frem til, hvorfor det her sted lige er så plaget af den slags svineri – der er immervæk langt herop (på gåben i hvert fald) for at nyde sine bajere.

Et lidt utydeligt billede, men her er Market Street (og hvordan den skærer på tværs af det hele) endnu tydligere end på det tidligere billede. Skyline er ikke færdigbygget, og til højre for Market Street er en bygning under konstruktion, som bliver den højeste i skyline.

TV- og radiotårnet kan ses fra nærmest overalt i byen. Faktisk spotter man det, inden man kører ind i selve San Francisco. Det er et ret godt pejlemærke for byen. Tårnet hedder Sutro Tower, og når man tager op til Twin Peaks kommer man ret tæt på det og får en fornemmelse af, hvor højt det faktisk rager op.

Er man i San Francisco i tågesæsonen (og det er der ret stor sandsynlighed for, da tågen er her en stor del af året), så er det et ret unikt syn, at man ikke kan se det midterste af tårnet men kun toppen, fordi resten er indhyllet i tåge. Vi var dog afsted på en skøn, klar dag.

Kommer I nogensinde til San Francisco, så vil jeg klart anbefale et smut op til Twin Peaks, hvis I vil have smuk udsigt og et overblik over byen.

April var fyldt med besøgende gæster, en skitur og andre rare sager.

Status på livet som udenlandsdansker:

• Vi havde overnattende gæster 11 ud af månedens 30 dage. Vores meget pink sovesofa er i den grad blevet brugt i løbet af de sidste 11 måneder!
• Gensynet med min bedste veninde var ubeskriveligt. Jeg havde ikke set hende siden august, så da hun ankom med sin kæreste og lille datter hoppede og sprang mit hjerte af glæde. Sjældent har jeg krammet hende så længe, som da hun trådte ud af bilen.
• Jeg har fået gang i lidt løb igen. Bakkerne tager dog livet er mig (og især mine knæ småbrokker sig). Meeen, jeg har tilmeldt mig Alt for Damernes kvindeløb i juni, og hvis jeg skal klare mig levende igennem de 5 km, så må jeg i løbeskoene ind i mellem herovre. Nøj, hvor jeg glæder mig til det danske, flade terræn.
• Vi var inviteret på mini-skitur oppe ved Lake Tahoe af hans amerikanske chef. Jeg kan stadig ikke få ind i mit hovede, hvor vild Californien er. 3-4 timers kørsel fra San Francisco, så er man ved Lake Tahoe (som både er skøn sommer og vinter) eller i Yosemite (som er noget af det smukkeste, jeg har oplevet). Jeg drømmer om i fremtiden at tilbringe en måned på roadtrip bare her i Californien – med en del dage i San Francisco, naturligvis
• Manden og jeg nåede at hike i slutningen af måneden. Det blev en hike her inde i byen for at spare tid og penge, så vi ikke behøvede at leje en bil. Vi gik op til Twin Peaks, hvor man får den vildeste udsigt over byen, Golden Gate Bridge og vandet. Jeg tænker at lave et indlæg med lidt mere info og flere billeder fra vores lille tur derop. Billedet her i indlægget er fra Twin Peaks.
• San Francisco i solskin kan altså noget helt særligt. Vi har haft ret lækkert vejr i april (meget få dage med regn), og temperaturen sneg sig op over 20 grader.
• Alle der spørger mig er i chok over, at vi snart skal hjem. Det er jeg jo også selv, haha. Selv min fitnessinstruktør har flere gange kommenteret, at hun slet ikke forstår, at vi allerede har været her i et år. Vores udlejer har også spurgt meget ledende ind til, om vi kunne finde på at tage et ophold herovre igen – så må vi meget gerne kontakte hende ift. leje af lejlighed.
• Jeg har nævnt det før, men det fortjener endnu en hyldest. Frugten herovre er i særklasse. Det eneste, jeg ikke har kunne finde, er æble, som jeg kan lide. Jeg kan bedst lide dem syrlige og friske. Men kvaliteten af mango, ananas, appelsiner, vindruer og bær i alskens afskygninger kommer jeg godt nok til at savne! Tror jeg skal leve af frugt og smoothies de sidste 14 dage for lige at stocke up.
• Jeg glæder mig godt nok til at lande i Kastrup. Så er alt pakkeriet og flytningen ligesom overstået. Tror mine skuldre og mit hjerte lige sænker sig betragteligt, når vi låser os ind i vores lejlighed i Odense. Jeg glæder mig bare ikke, til at jeg indser, at vores amerikanske eventyr er slut.

Som altid er der også en status på, hvordan det er gået med at indfri mine aprilplaner. Læs min liste over, hvad jeg gerne ville i april HER. Resultatet er:

Gået godt: 5, Gået Dårligt: 3, Både og: 2

Jeg fik ikke tømt vores kamera for billeder, jeg fik ikke købt nye solbriller (det gjorde jeg dog i starten af maj), og jeg har heller ikke fået læst i min bog. “Både og” dækker over at ses med min indiske veninde, som er på billedet herinde. Vi nåede ikke at se hinanden i april, men vi fik aftalt en frokostdate, som vi var på i forgårs. Så jeg nåede trods alt at stable en aftale med hende på benene. Vi håber på at se hinanden en eller to gange mere, inden jeg rejser til Danmark. Desuden fik jeg ikke fundet en serie på Netflix, som jeg fik set. I stedet så jeg anden sæson af Sommer (den ligger på DR’s hjemmeside) og Mercur (som ligger på TV2 Play). Begge serier fangede mig og får klart en anbefaling med på vejen.

I maj vil jeg…

… Se det lokale basketballhold, Golden State Warriors, in action. Vi fik billetter til en kamp i julegave af svigerfar og hans kone, og de blev indløst her i starten af maj. Kæmpe oplevelse at sidde blandt 20.000 andre fans og heppe med.

… Se frem til, at hele to par sko ankommer med posten. Jeg udnytter lige, at vi bor her i USA lidt endnu. Jeg har designet mine egne Nike sneakers (til minde om vores ophold herovre), og så fandt jeg min løbeskosmodel Asics i en vild farvekombi på tilbud, så dem klikkede jeg også hjem.

… Ses med søde Deeksha (på billedet) en gang eller to mere. Hun introducerede mig for en belgisk kollega, inden vi gik ud og fik frokost, og hende pønser vi på at lave noget hyggeligt sammen med en weekenddag.

… Sortere ud i mine ting. Der er umuligt plads til alt i mine kufferter, når vi rejser hjem. Nogle sko og noget tøj må lade livet.

… Tømme kameraet og få delt nogle billeder fra vores tur til Washington herinde (Jep, vi prøver igen, haha)

… Lave smoothies. I rå mængder. Jeg lavede smoothie for første gang for tre dage siden, og jeg har lavet det hver dag lige siden. Hvorfor pokker har jeg ikke udnyttet den fantastiske, californiske frugt på den måde noget før?! Bærrene har virkelig meget smag, og de er så gode i en smoothie. Jeg forudser det som mindst en ugentlig ting med sådan en gang blendet, farverik drik.

… Holde fast i mit BodyPump-hold. Jeg elsker min træning, som primært er fredag formiddag. Instruktøren er super flink, og flere af de deltagende er jeg også på “hilse-stadiet” med. Hvis jeg ikke kan komme afsted om fredagen, så vil jeg forsøge at komme afsted mandag eller onsdag, hvor samme instruktør underviser.

… På kunstmuseum eller andet kulturelt med manden. Vi har ikke mange fridage tilbage her i San Francisco, så vi skal have mindst en af dem udnyttet ved f.eks. at gå på et af byens museer.

… Mødes med mandens chef og hendes familie på Copenhagen Bakery & Café i Burlingame. Det bliver spændende, om de overhovedet har noget, der minder om danske bagervarer.

… Lave en lille (måske bare i mit hovede) liste over alt det, vi skal have, når vi bor i Danmark igen. Eksempelvis brunsviger, bland-selv-slik, rugbrød og god ost.

Skal I noget rart her i maj?

Vores ophold herovre lakker mod enden, og nogle dage er jeg afklaret med det og tænker, at det bliver trist, men også rart at komme hjem. Andre dage har jeg fuldstændigt svedt ud, at dette ikke er min hjemby, og at vi ikke hører til her i mere end et år. Det er vel et tegn på, at vi efterhånden er faldet ret godt til

Marts måned var god. Ret stille og rolig, og alligevel nåede vi en masse. Jeg brugte måneden på mine frivillige jobs, jeg mødtes med min indiske veninde, min danske hiking-veninde og hendes kæreste sov hos os en nat (hun er rejst hjem til Danmark igen), og vi havde besøg af mandens danske chef. Det blev også til nogle dage i Washington DC og et smut i vores lokale, retro-agtige biograf til en aften i selskab med en skønhed og et udyr.

• Washington DC er bestemt et besøg værd. Jeg oplevede meget af byen på egen hånd, fordi manden var optaget af arbejde, og jeg er SÅ glad for, at jeg gjorde det. Jeg nåede på 3 museer alene, forbi Det Hvide Hus, Tidal Basin og Washington Monument alene. Sammen med manden nåede jeg ét museum og Lincoln Memorial. Smithsonian museerne er alle gratis – virkelig inspirerende og super fedt for turister!
• Vi fik ikke bare set Washington DC. Vi fik set en del mere af østkysten. Der kom nemlig en snestorm (ved navn Stella) forbi, så vores fly fra San Francisco blev ændret til at have en mellemlanding i Chicago. Desværre blev vores fly til Chicago ved med at blive forsinket, så vi kunne ikke nå at skifte fly. Flyselskabet havde ikke rigtig nogen løsning på problemet, og da manden skulle på arbejde i Washington DC, måtte vi være kreative. Vi fik i stedet billetterne ændret til et direkte fly til Philadelphia, hvor vi måtte overnatte. Dagen efter fangede vi en bus og kørte i 3,5 timer til Washington DC. Det var selvfølgeligt en lang tur og en omvej, men til gengæld fik vi set en del af det østlige USA. På sådan en bus oplever man altså “det ægte USA” – vi stoppede i hvert fald i en del byer, og de var langt fra prangende og rige alle sammen.
• Amerikanerne er ret ligeglade med et lyskryds, når de skal over vejen. Herovre tæller lyskrydset ned fra ca. 10, når det skifter fra grønt til rødt. Selvom der kan være langt over på den anden side, så er det ingen hindring for at bevæge sig ud i krydset, selvom der kun er 1-2 sekunder tilbage, før det bliver rødt. Mange ænser heller ikke farven på lyskrydset, før de begiver sig ud i fodgængerfeltet. Det er liiidt småfarligt, når man kommer som cyklist eller bilist.
• Symbolet for cykelstier herovre er enten at der står “Bike Lane” på asfalten, eller at der er en tegning af en cyklist. Og her kan jeg godt lide den amerikanske løsning! Symbolet på en cyklist har nemlig cykelhjelm på. Det rokker nok ikke ved manges mening om, hvorvidt de spænder en hjelm om hovedet eller ej, men jeg kan godt lide det signal, man sender. Det offentlige symbol på en cyklist indebærer naturligvis en cykelhjelm
• Jeg savner at hike. Vi har ikke haft tid til det i marts, så jeg håber, at vi kan nå det i april eller starten af maj. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget jeg kommer til at savne hiking og den californiske natur, når vi flytter tilbage til go’e, gamle’ og fla’e O’ense.
• Tilværelsen er ret meget i limbo for tiden. Det ene ben i San Francisco og det andet ben i kufferten på vej hjem. Vi gør ikke de store nye tiltag herovre, når vi rejser hjem om kort tid, men vi kan heller ikke gøre ret mange tiltag i forhold til vores hjem og tilværelse i Odense, da den jo ligger et stykke ude i fremtiden (og vores lejlighed er optaget, indtil vi flytter hjem)
• Det er så dejligt nemt at falde i snak med folk. På mit faste fitnesshold snakker jeg en del med instruktøren og en af de andre deltagere, som er der næsten hver gang. Amerikanerne er gode til small talk, og de er ikke bange for at lære nye mennesker lidt bedre at kende. Jeg vil virkelig forsøge at tage bare lidt af deres mentalitet på det punkt med hjem i kufferten.

Jeg havde mange skønne ting på tapetet i marts, og jeg nåede da også en del af tingene på min liste, som I kan finde lige HER. Status på hvordan alting er gået er:

Gået godt: 4 Gået dårligt: 3 Både og: 3

Der er flere, som er gået dårligt, end jeg havde håbet. Det dækker over, at jeg slet ikke har haft fokus på bloggen – der har været en masse andet i marts, som har optaget min tid. Og ind i mellem har jeg bare perioder, hvor jeg ikke får skriblet løs eller brainstormet til blogindhold, så både at fokusere på og at brainstorme til bloggen må på listen over ting, der er gået dårligt. Desuden har jeg ikke været ude at hike, da manden har arbejdet mindst en dag hver weekend, så vi har prioriteret afslapning i stedet. “Både og” dækker over, at jeg har fået holdt fast i min træning, men stadig ikke er stærk nok til mere end 20 armbøjninger, jeg har forsøgt at indstille mig på snart at skulle forlade San Francisco (det er lettere sagt end gjort), og jeg har fået øvet mig enkelte gange i spansk, men slet ikke så meget som jeg drømmer om.

På den positive side gik turen til Washington rigtig godt, selvom kirsebærtræernes lyserøde eksplosion udeblev pga. en snestorm. Jeg nåede på fire museer (tre af dem alene), forbi Det Hvide Hus og andre interessante monumenter. Jeg har også nået at spise is i solskin ude på vores altan!

I april vil jeg…

… Stå på ski i Lake Tahoe. Mandens chef inviterede os derop sammen med hendes mand og søn. Vi var afsted i starten af måneden, og det var skønt. Vi prøvede langrendsski for første gang nogensinde, og det var både hyggeligt og god motion

… Glæde mig ustyrligt meget til at få besøg af min bedste veninde. Hun rejser herover med sin kæreste og deres datter, som snart fylder to år. Jeg har ikke set hende i otte måneder, så det siger sig selv, at jeg næsten er ved at gå til af glæde over at se hende igen.

… Tømme ud i fotos på vores kamera. Det er a-a-a-l-t-i-d fyldt med billeder, og jeg får aldrig ryddet op i dem. Det vil jeg lave om på. Og så ender nogle af dem sikkert også her på bloggen.

… Ses med min indiske veninde. Jeg har ikke set hende siden starten af marts, da vi begge har været væk fra byen. Det var så hyggeligt at se hende sidst, så det må vi forsøge at finde tid til.

… Spise frokost med manden og et par, som er fra Finland og Malaysia. Vi mødte dem helt i starten af vores ophold og har set dem én gang siden. De var så søde at låne os cykler hele året. Det har været lidt svært at få en ny aftale i stand, men i næste uge har vi en frokostaftale med dem.

… Købe et par nye solbriller. Jeg har stadig mine højtelskede fra Ray-Ban, men jeg kan godt lide også at have et par billige, som jeg ikke er lige så øm overfor. Desværre knækkede dem jeg havde i min rygsæk for nyligt. Jeg tænker, at Target er leveringsdygtig i et par fine solbriller til en overkommelig pris.

… Klippe videoer og skrive en webtekst på mit frivillige job.

… Nyde den påskepakke, som min søde mor har sendt herover. Der var ugeblade, slik og ikke mindst påske-skrabelodder i. Jeg krydser fingre for en stor gevinst

… Læse i “Alt det lys vi ikke ser”. Jeg var gået i stå, selvom den er rigtig god. Den var med i kufferten til Lake Tahoe, hvor jeg blev helt opslugt igen. Om jeg når tre sider eller hundrede er ligegyldigt, jeg vil bare gerne læse lidt mere i den.

… Finde en serie på Netflix, der fanger mig. Det er et stykke tid siden, jeg blev færdig med The Crown, og jeg har ikke fundet en ordentlig erstatning lige siden.

Har I nogle aprilplaner?