At føle sig lille, målløs og imponeret: Grand Canyon

 

Gør jer klar til en ordentlig omgang billedespam. For jeg kunne seriøst ikke begrænse mig, da jeg skulle vælge billeder til dette indlæg. Grand Canyon er så sindssygt et sted, og jeg havde over 20 billeder, som jeg ville vise jer, da jeg allerede havde sorteret i dem. Jeg måtte skære yderligere, men jeg lover jer for, at dette indlæg kun er et glimt af Grand Canyons skønhed.

Onsdag aften fløj manden og jeg til Las Vegas. Vi havde lejet en bil, og vi satte straks kursen mod Grand Canyon. Vi var i nationalparken på vores roadtrip i september 2013, og vi glædede os begge ubeskriveligt meget til gensynet. Faktisk var jeg lidt bange for, om Grand Canyon ville skuffe lidt. Kunne det virkelig være så smukt og imponerende, som jeg huskede det? Det skuffede ikke. Og det var mindst lige så imponerende at se stedet anden gang.

Fotos gør på ingen måder steder retfærdighed. Farverne, formerne, størrelsen – Grand Canyon er ikke på listen over verdens syv naturlige vidundere for sjov!

Vi ankom først til vores hotel omkring klokken 01.30 natten til torsdag, så vi skyndte os at hoppe under dynerne. Vi ville nemlig gerne tidligt op og have noget ud af torsdagen. Hotellet ligger i Tusayan, som er en lille by tæt på nationalparken.

Vejrudsigten havde advaret os om næsten 10 graders frost om natten og kun få plusgrader om dagen. Der var også faldt en del sne i ugerne op til vores besøg. Vi havde derfor investeret i hikingstøvler, pakket vores varmeste tøj og købt lidt til at holde ørerne varme. Det er en rigtig god idé at være opmærksom på vejret, når man besøger et natursted som Grand Canyon, hvor mange af oplevelserne er på udendørs præmisser. Man er udenfor i mange timer, temperaturen skifter en del (når man bevæger sig ned mod kløften og op igen), og i skyggen kan kulden være bidende.

Jeg har savnet snevejret ualmindeligt meget, og jeg har været dødmisundelig, når det fine hvide lag har lagt sig i Danmark. Derfor hvinede jeg af fryd og var ét stort smil, da vi ankom til hotellet, og ikke mindst da vi begav os ud på hiking torsdag formiddag.

Vi havde udset os Angel Bright Trail, som vi ville hike et godt stykke ned af. Vi er ikke garvede hikere, og vi vidste godt at en tur oppe fra kanten, helt ned i kløften og tilbage igen var for stor en mundfuld. Det første stykke af hiken var meget glat. Så glat at manden nær flænsede sin ene handske, da han greb fat i klippevæggen for ikke at vælte. Der er ikke noget hegn som sikkerhed, så vi gik meget langsomt og forsigtigt fremad.

Faktisk overvejede vi kraftigt at vende om. Vi havde ikke pigsko på eller købt nogle smarte dimser med kæder/pigge, som kan spændes uden på ens støvler. Vi aftalte at give det fem-ti minutter mere, og hvis hiken ikke ændrede sig, så måtte vi opgive.

Heldigvis vendte vi ikke om, og stien blev mere fremkommelig. Så længe vi gik i sne, så var der ikke så glat. Vi skruede dog ned for ambitionerne og aftalte at gå efter 1,5 mils hike ned i kløften. Man skal jo lige have energi og tid til at komme op igen 😉

Gåturen i sne var fantastisk. Man bevæger sig langsomt ned i den ufatteligt store kløft, og landskabet omkring én er næsten umuligt at suge ordentligt ind. Grand Canyon er uden tvivl på min top tre over smukkeste ting, jeg nogensinde har set.

Der var noget særligt over at besøge stedet i vintermånederne, hvor sneen tilføjer endnu en farve til omgivelserne. Så selvom hiken var lidt besværlig og glat, så var det hvide lag med til at gøre udsigten endnu mere spektakulær.

Vi havde købt frokost og godt med snacks til turen. Lækre snacks skal der til, når man begiver sig ud på en hike. Der var ikke nogle oplagte steder at sætte sig ned og indtage måltidet (der var kun klippevæggen og den tilsneede sti). Vi stoppede derfor op og indtog frokosten og vores snacks stående. Når udsigten er som i Grand Canyon, så kan man ikke tillade sig at klage over manglende borde-bænke-sæt. Jeg kan ikke forestille mig et flottere sted at indtage mad.

Det var ikke koldt, mens vi gik. Dels får man varmen, når man hiker, og dels blæste det ikke nær så meget som oppe på kanten af kløften. Så vi frøs faktisk slet ikke undervejs, hvilket jeg ellers havde frygtet.

Vi tog os god tid til at nå frem til de 1,5 mil. Der var masser af muligheder for flotte udsigter, og landskabet ændrer sig hele tiden, når man vandrer. Hver gang man drejer om et hjørne eller vender sig om, så viser kløften sig fra en ny side. Det kan være svært at forstå, hvor stort et område Grand Canyon faktisk er – selv når man har set det på et kort på forhånd og læst om det.

Grand Canyon får mig til at føle mig så lille. Lillebitte i dette gigantiske naturvidunder. Området her er helt unik, og det er så smukt og imponerende, at jeg faktisk bliver rørt af det. Det får mig til at tænke på, hvor fantastisk naturen er, hvor vilde ting den kan skabe, og hvor meget vi mennesker bør passe på og bevare den bedst muligt.

Det tog os lidt over halvanden time at gå de 1,5 mil (ca. 2,5 kilometer). Vi havde dog også spist undervejs og holdt en del fotopauser. Vi faldt i snak med flere amerikanere på vej ned, og den ene frarådede os at gå længere end de 1,5 mil, når vi ikke havde pigge på støvlerne. Desuden er amerikanerne virkelig søde til at spørge, om de skal tage et billede af os. Ham der tilbød at tage fotos af os snakkede vi også med i nogle minutter – man går ikke ned på small-talk og amerikansk imødekommenhed, når man hiker.

Vi stod og kiggede rundt om os. Ud i kløften på de mange farver, de mange lag og de mange konturer. Så kiggede vi op. Vi havde slet ikke opfattet, hvor langt nede fra kløftkanten vi var. Faktisk kunne vi knap se de mennesker, som stod deroppe og kiggede ud over kløften. Turen op tog også lidt over to timer, og vi fik i den grad pulsen op – man skal ikke undervurdere terrænnets stigning kombineret med den tynde luft.

Vi blev inde i nationalparken for at se solen gå ned. Solnedgange er næsten altid imponerende, og med Grand Canyon som kulisse var det ingen undtagelse. Det eneste minus var, at det hurtigt blev umådeligt koldt at stå og se den smukke himmel og farverne forandre sig. Jeg rystede af kulde, men det var det hele værd! Også selvom man skal slås lidt med andre turister og et uendeligt antal selfiesticks.

Om aftenen havde vi bestilt bord på en restaurant på et hotel inde i parken. Vi havde spist der, sidst vi var i Grand Canyon. Jeg fik noget super lækkert kylling, og restaurantbesøget var den perfekte måde at afslutte dagen på. Jeg fik to kopper kaffe (en mini-stempelkande) til dessert omkring klokken 21.30, så jeg kunne slet ikke falde i søvn. Alle indtrykkene, kløftens storslåethed og koffeinen holdt mig vågen helt til klokken 03.30.

I nattens løb besluttede jeg mig for at være lidt modig. Sidst vi var i Grand Canyon bookede vi en helikoptertur 2-3 gange, men på grund af thunderstorms blev den aflyst hver gang. Jeg er meget bange for at flyve, og så er sådan en tur i øvrigt en pebret sag (ca. 1400 kroner pr. person). Måske var det min overtræthed, min brors besked på Facebook om, at vi skulle booke en tur eller mit løfte til mig selv om at være mere modig, der fik mig til at nævne det for manden, så snart han vågnede.

Manden havde snakket meget om sådan en helikoptertur, så han var nem at overtale. Jeg fik bestilt en flyvning, og vi fik i al hast pakket sammen, checket ud, købt morgenmad på en tankstation og fundet frem til lufthavnen.

Jeg fik en rigtig god plads lige ved vinduet. Vi var syv gæster ombord på helikopteren og så vores pilot. Jeg var bange, ret bange. Men jeg opdagede nærmest ikke, at vi lettede. Og så snart vi var i luften forsvandt enhver frygt fra min krop. Jeg er åbenbart mere til helikoptere end flyvemaskiner. Vi havde købt en tur, der skulle vare 25-30 minutter, men vi var afsted i næsten 40.

Billederne taler vist for sig selv. Turen var hver en dollar værd! Den følelse det giver, når man svæver ud over kløften kan ikke beskrives. Jeg fældede en tåre eller to i helikopteren – sjældent har jeg set noget så smukt og overvældende. Hvis man har tid og råd, så vil jeg bestemt anbefale at booke en helikoptertur.

Grand Canyon er så kæmpestort. Med helikopteren fløj vi fra syd til nord og tilbage igen. Selvom man ser det ovenfra, så kan jeg stadig ikke få ind i mit hovede, hvor enormt et område kløften dækker over.

Vi skulle afsted mod Las Vegas fredag. Det er en køretur på 4-5 timer (afhængigt af frokost og tissetrang), og vi ville helst ikke ankomme alt for sent. Det var altså ikke med min gode vilje, at vi lagde Grand Canyon bag os.

Selvom jeg var her for anden gang, så var det lige så overvældende. Dem som kender mig ved, at jeg sjældent tier stille, og at jeg stort set aldrig er tom for ord. Når jeg står der og ser ud over Grand Canyon, så er jeg målløs. Det tager nærmest pusten fra mig. Jeg forsøger at suge det helt ind, indprente det på min harddisk og få lagret naturoplevelsen til evig tid.

Hvis jeg får muligheden, så ses vi igen, Grand Canyon!

 

5