Juli er så småt i gang. Sommermåneden over alle sommermåneder, i hvert fald er det den klassiske feriemåned. Manden har dog først taget ferie i august og september, men derfor emmer denne liste alligevel af lidt feriestemning. Lige nu har vi nemlig mandens mor og ene søster på besøg. Vi hentede dem i lufthavnen i fredags, og vi har haft den hyggeligste weekend sammen – den kommer der nok et weekendindlæg ud af. Jeg vil i stedet bruge dette indlæg til at kigge lidt tilbage på min juniliste (den finder I her) og skrive i punktform, hvad jeg gerne vil nå i juli.
Det er gået overraskende godt med næsten alle de ting, jeg satte mig for i juni. Da jeg sad og kiggede listen igennem er der kun to ting, som jeg ikke har indfriet – og så to, der halter lidt. Jeg kan stadig slet ikke finde rundt i Target, og derfor tager det mig virkelig lang tid at klare de helt almindelige, ukomplicerede hverdagsindkøb. Jeg ved dog nu nogenlunde, om jeg skal lede i stueetagen eller på 1. etage, så lidt forbedring er der. Der ud over er mit knæ lidt medtaget af de mange bakker, så jeg har (indtil videre) droppet løbeture i vores nærområde. I stedet er manden og jeg blevet meldt ind i fitness, så jeg tænker at give løbebåndet nogle tæsk i stedet.
De to ting, som det halter lidt med er at få skrevet dagbog og ikke at spise fast food/take away alt for tit. Jeg får ikke skrevet i dagbogen hver dag, og i skrivende stund mangler jeg at skriver for en uge. Jeg tager små noter på min telefon, så jeg kan husker oplevelser, tanker, følelser, osv. og skrive det ind i dagbogen, når jeg får tid og lyst. Vi har hentet aftensmad tre gange, spist aftensmad på restaurant én gang og spist frokost ude/købt på farten et par gange. Det er ret meget på en måned, men det er mindre end jeg havde frygtet. Det er simpelthen bare nemmere at finde noget frokost i nærheden end at sørge for en madpakke, som man skal have en rygsæk med for at slæbe rundt på. Jeg er ikke helt tilfreds med vores indsats på madfronten, men jeg havde frygtet, vi ville spist mere “hurtig mad”, end vi gør 🙂
Og så er det vist også tid til lidt tanker omkring, hvad jeg gerne vil i denne måned. I juli vil jeg…
… Stornyde at have gæster. Som sagt er svigermor og min ene svigerinde på besøg lige nu. De bor ved os i en uges tid, inden de kører videre på ferie, og så kommer de tilbage og har nogle dage ved os igen. I næste weekend skal vi til Yosemite sammen. Det bliver f-a-n-t-a-s-t-i-s-k at genopleve den nationalpark! Når de tager hjem kommer en af mine gode veninder herover tre dage efter, og så står den på tøsehygge i rå mængder. Gæster hjemme fra Danmark er så herligt!
… Forsøge at rationere det bland-selv-slik som de har været så søde at tage med herover til mig. På nuværende tidspunkt går det ikke så godt, haha.
… Tage til flere samtaler vedrørende frivillige jobs. Jeg har en samtale om en uges tid og er i kontakt med et andet spændende sted. Desuden har jeg to hængepartier, som jeg skal have fulgt op på. Jeg ligger bestemt ikke på den lade side, lige hvad jobsøgning angår i hvert fald, og det skal jeg heller ikke i juli måned.
… Fortsætte med og blive endnu bedre til at lave madplaner.
… Få brugt mit fitnessabonnement. De har nogle af de hold, som jeg kender hjemmefra (f.eks. Bodypump), swimmingpool, fine maskiner og vist nok også en klatrevæg. Der er ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at pakke sports- og svømmetøjet en del gange her i juli.
… Gøre et stort indhak i “Alt det lys vi ikke ser”. Jeg er omkring 70 sider inde i bogen, som jeg fik i rejsegave af mine søde kolleger i Danmark. Den har allerede fanget mig meget godt, så jeg er spændt på for alvor at komme ind under huden på historien og karaktererne i bogen.
… Fejre 4. juli. Det er allerede i morgen, faktisk i dag for jer i Danmark, og jeg glæder mig. Hvis der er noget, amerikanerne kan finde ud af, så er det at fejre sig selv og deres land. Den står på fridag til manden, museumsbesøg og naturligvis fyrværkeri-kiggeri om aftenen.
… Suge til mig, tage en masse billeder og blogge løs herinde. Jeg er vild med at dele vores rejseeventyr herinde, fordi det også giver mig en digital pendant den håndskrevne dagbog. Det er hyggeligt at kigge tilbage og genopleve gode minder.
… Sende en hilsen hjem til Danmark. Vaskeægte og helt old-school postkort, sgu.
… Sidst men ABSOLUT ikke mindst, så er juli også måneden, hvor jeg kan fejre ti års kærlighed med min mand. Tænk sig, det er et helt årti siden, at jeg fik lidt for meget indenbords til min bedste venindes klasses studenterfest og lokkede ham den søde til at følge mig ned af en trappe, som virkede helt uoverskuelig med en gedigen promille i blodet. Der kan (åbenbart) komme uendeligt meget godt ud af at fulde lidt rundt med en stor mexicanerhat på, få hjælp af en sød fyr med at overvinde trappen og belønne ham med et kys for hjælpen.
Har I skønne sommerplaner her i juli?
2
Skønne planer for juli måned! Hurra for 10 års kærlighed. Tænk, at det allerede er 10 år siden, jeg blev student 😉
Ja, det er altså helt vildt, at det er ti år siden! Jeg forstår det slet ikke 🙂 Jeg er SÅ glad for, du gik i den klasse, haha.
/Line