Langdistancevenskaber

Jeg har været ramt af jetlag siden i fredags, hvor vi landede i San Francisco efter mere end 17 timer på farten! Jetlagget betyder, at jeg vågner omkring klokken 3 hver nat og er fuldstændigt frisk. Jeg ligger og tvinger mig selv tilbage i drømmeland, men det tager som regel et par timer, før jeg når dertil. Og det er altså begrænset, hvad man kan bedrive tiden med midt om natten, så jeg får tænkt en hel masse tanker. Både de helt store og de bittesmå.

De sidste par nætter har jeg tænkt en del over, hvordan det er at undvære ens veninder i hverdagen. I det år hvor manden og jeg bor i USA kører jeg jo en form for langdistancevenskab med dem. Især efter at have tilbragt tid med tre af mine allernærmeste veninder på vores ferie i Danmark, kan jeg mærke, hvor meget jeg går og savner dem. Jeg havde det i øvrigt på præcis samme måde med familiemedlemmer – det er som om, at man bliver mindet ekstra meget om det, når man ser dem igen.

Farverig og tøset kaffepause med to af de dejligste damer

Det var absolut ikke nemt at give på-gensyn-krammere og vide, at det går mange måneder, før jeg igen kan bruge tid med mine yndlingsdamer. Der kom lidt tårer i øjenkrogen, og jeg havde mest af alt lyst til aldrig at give slip på dem igen. Selvom jeg ikke normalt ses med veninder flere gange ugentligt, særligt fordi to af dem ikke bor på Fyn, så er det altså anderledes at sidde på hvert sit kontinent og havde en tidsforskel på 9 timer imellem os. Spontane besøg er af helt logiske årsager komplet udelukket.

Jeg priser mig lykkelig for sociale medier! Jeg ville jo slet ikke ane, hvad der foregik i deres liv, hvis det ikke var for Facebook, Instagram, SnapChat og blogge 🙂 Det er så rart med de små glimt og miniopdateringer på hinandens gøren og laden, så man ikke er koblet helt af, når der nu går månedsvis mellem, vi kan ses.

Sushi, rødvin og snak til langt ud på aftenen med en god veninde. Sådan noget savner jeg her i San Francisco

Skype er også en genial opfindelse, og det føles næsten som at have en ægte venindesnak. Næsten. For intet kan altså erstatte vaskeægte samvær. Det er ikke det samme at snakke ind i en skærm. Heller ikke selvom der sidder en skøn veninde og smiler, vinker og griner på den. Elektronisk kontakt kan ikke gøre det ud for de dødhyggelige timer, som jeg normalt spenderer med mine veninder. Derfor er det også super fedt, at flere af dem undersøger muligheden for at aflægge San Francisco et besøg.

På trods af sociale medier er det lidt svært at følge ordentligt med. Dels lægger hverken jeg eller mine veninder jo alting til skue på de sociale medier, og dels så er det ikke altid nok med et billede på Instagram. Jeg mangler snakkene, grineanfaldene, krammene, de indforståede blikke og deres til tider smådårlige jokes 😉

Det er ikke nemt at være veninder på langdistancebasis. Men jeg føler mig heldigvis heller ikke hægtet af og helt udenforstående i deres liv. Jeg elsker den kontakt, vi, trods afstanden, har. Og jeg sugede hvert sekund af venindehygge til mig i sidste uge! Jeg glæder mig helt vildt til at se dem alle igen og om et lille år ikke længere at skulle have langdistancevenskaber.