Udenlandsdansker – Måned #1

Vi har allerede boet her i en måned. Faktisk en måned og én dag, da vi ankom d. 31. maj om eftermiddagen. Jeg tænker, at det kunne være en idé at opsummere hver måned, hvad status er på mit liv som udenlandsdansker. I disse indlæg skal der både være plads til det store, måske nærmest abstrakte og til de bittesmå og helt konkrete ting. Begge dele fylder nemlig i ens hverdag, når man pakker sydfrugterne (ret skørt udtryk faktisk) og krydser Atlanterhavet.

Tidsmæssigt føles det på én og samme tid, som om vi ankom for en uge siden, og som om vi allerede har boet i San Francisco i månedsvis. Det er en skør fornemmelse, men det betyder også, at jeg er faldet lidt mere på plads i hovedet med tanken om, at vi skal blive her et stykke tid. Omend følelsen af at være på ferie ikke heeelt har forladt mig endnu, så er der kommet lidt mere “ro” på.

Udsigten fra vores altan. Nogle dage er Sunny California ikke den helt rette betegnelse…

Status på livet som udenlandsdansker:

• Jeg savner. Jeg savner en masse forskelligt lige fra familien og veninderne, vores lejlighed og min cykel til “min” Rema1000, bland-selv-slik, ikke at have en sprogbarriere (selvom den ikke er uovervindelig, så er den der konstant) og at kunne finde bare en smule rundt i gader og stræder.
• Man skal ikke lade sig snyde af udtrykket “Sunny California”. Jovist, solen skinner, og vejret er da ganske fint. Men vi har ikke sommervejr, som indbyder til bare arme og ben endnu. I San Francisco er overskyet og tåget vist mere reglen end undtagelsen (i hvert fald her i juni), og nogle dage bryder solen slet ikke igennem. Der er dog også kæmpe temperaturforskel på, hvor I byen man befinder sig. Heroppe i bakkerne er der mere køligt, blæsende og overskyet.
• USA er et bureaukrati af en anden verden. Og det er ganske enkelt umuligt at gennemskue systemet fra ende til anden. Særligt har vi bøvlet med, hvad jeg må og ikke må lave herovre i forhold til det visum, som jeg er her på. Der er endnu ikke en endelig afklaring på den sag 😉
• Hvis man troede, at boliger i Danmark, nok primært hovedstadsområdet, er ubetalelige og håbløst dyre, så ændrer man mening, når man slår sig ned i San Francisco. Her kan man snakke om boligpriser, der når helt op i skyerne.
• Jeg har været til to samtaler vedrørende frivilligt arbejde. Det ene sted havde desværre ikke kapacitet til mig, og det andet sted arbejder jeg stadig i (jf. det amerikanske bureaukrati) at finde ud af, om jeg må kaste mig over nogle arbejdsopgaver eller ej. Jeg har en samtale mere i sigte om små to uger. Så der sker en del på den front, hvilket jeg også har brug for.
• Livet som hjemmegående husmor – bortset fra, vi ikke har nogle børn, der skal vartes op – falder mere i min smag, end jeg havde troet. Jeg vil helt vildt gerne ud at lave noget, og jeg trænger til at møde folk, bruge mine kompetencer og blive udfordret. Men det er mest usikkerheden omkring, hvornår jeg kan starte på noget, der irriterer mig. Hvis livet som hjemmegående havde en fast udløbsdato, så ville min tilværelse slet ikke genere mig – tværtimod ville jeg stornyde friheden og masse af tid til afslapning. Jeg havde det lidt på samme måde, da jeg ikke havde et job. Det var ikke det at gå hjemme, der drænede mig – det var i stedet, at jeg ikke vidste, hvornår jeg igen skulle i gang med noget.
• Jeg mangler vores kæmpestore garderobeskab med plads til alt mit tøj. Jeg har langt fra pakket alt med herover, og jeg kan knap nok klemme det i de opbevaringsløsninger, der er her i lejligheden.
• Data på telefonen er uundværligt, og jeg bruger det tydeligvis i rå mængder. Jeg havde i hvert fald opbrugt min månedlige kvote for højhastighedsdata efter to uger, haha.
• Det er overraskende svært at finde på og handle ind til mad, når man stadig føler sig fremmed og på udebane i supermarkedet. Man kan ikke få frisk fisk, men man kan vælge mellem ti forskellige slags popcorn. Det er altså skørt at gå og lede efter ganske almindelige varer, som der åbenbart ikke er plads til (eller måske snarere ikke salg nok i) i et kæmpe supermarked, når man så kan fylde en hel hylde med peanutbutter i forskellige afskygninger.
• Jeg har endnu ikke nået at være inde i byens absolutte midte. Ikke fordi jeg ikke har haft tid, den har jeg masser af, men jeg har ikke prioriteret det. Når man ikke kun er her en uge eller to, så har man slet ikke så travlt med at nå rundt til alting. Jeg længes faktisk ikke efter byens puls, lyskryds, hvor man skal sparke sig frem og de hundredvis af farverige skilte med det ene gode tilbud efter det andet. Måske længes jeg ikke efter det, fordi det er så tæt på vores lejlighed, at jeg kan komme dertil nemt og hurtigt. Der er ingen tvivl om, at jeg skal ned til Union Square og i stormagasinerne, men jeg har bare ikke haft travlt med at strege det ud på to-do-listen.
• Tidsforskellen er virkelig underlig. Jeg glemmer konstant, at klokken er ni timer mere i Danmark. Derfor kommer der ofte blogindlæg på småskæve tidspunkter. Hvis man lige vil sende en snap eller en besked på Facebook, så er der stor sandsynlighed for, at modtageren ligger og snorkbobler, fordi det er midt om natten hos jer.
• Det skaber sammenhold at rykke til udlandet. Manden og jeg prøvede det i miniformat, da han boede tre måneder i Sverige for et års tid siden. Jeg var der ind i mellem og sammenlagt nok halvdelen af tiden. Når man står sammen i en ukendt by, så løser man tingene sammen. Ingen af os har endnu, modsat i Danmark, aktiviteter ud af huset herovre. I Danmark var manden var til håndbold et par gange om ugen, og jeg sås med en veninde eller havde andre planer en gang eller to om ugen. Herovre er vi sammen konstant, når han kommer hjem fra arbejde. I weekenderne er vi sammen 24 timer i døgnet. Man skulle tro, vi ville blive vanvittige og være ved at flå hovederne af hinanden – sådan har det bare slet ikke været. Vi nyder bare at opleve byen sammen.