Lad os lige få én ting på det rene. Jeg er slet ikke hellig, når det kommer til at vaske og rense mine makeupbørster. På ingen måde. Faktisk gør jeg det alt for sjældent, og da jeg kastede mig over projektet i weekenden, kunne jeg ikke huske, hvornår jeg sidst havde gjort det. Selvom jeg ikke er god til selv at få det gjort, så er jeg pinligt bevidst om, hvor vigtigt det er at holde en nogenlunde hygiejne (ikke kun hvad ens makeupbørster angår, haha). Kalder I det i øvrigt børster eller pensler?! Jeg blev helt i tvivl, da jeg googlede løs efter gode metoder til rensning. Tilsyneladende lever begge begreber i bedste velgående.
Der er to ting, der kan få mig til at søbe makeupbørsterne ind i vand og sæbe. For det første, så er det tanken om, hvor møgbeskidte sådan nogle bliver. Og at jeg gladeligt svinger dem rundt i mit ansigt næsten dagligt. Det er simpelthen ikke hygiejnisk eller særligt rart at tænke på, hvor mange bakterier og hvor meget gammel makeup, jeg får tværet rundt. For det andet, så føles makeupbørsterne SÅ lækre, når de er nyvaskede. Det føles jo nærmest som at få helt nye børster, og der er metoden med sæbe, vand og håndkraft immervæk en noget billigere løsning, end at gå ud og investere i nye børster. Jeg skal være ærlig og indrømme, at det især er følelsen af nyvaskede makeupbørster, der får mig i sving. Man kan jo ikke se, hvor bakteriefyldte sådan nogle er, så den del af det tænker jeg ikke over dagligt. Jeg tænker dog en del over det, når jeg kan se, hvor meget gammel makeup, der kommer ud af børsterne under rensningen.
I virkeligheden er det jo såre simpelt at give sine makeupbørster lidt kunstigt åndedræt og vække dem til live igen. Det kræver fire ingredienser: vand, parfumefri sæbe/shampoo, håndkraft og en god portion tålmodighed. I lørdags havde jeg alle delene, så jeg indtog køkkenvasken for en stund. “Opskriften” er jo bare at gøre børsten våd (og sørge for, at der ikke løber vand direkte ned mellem børstehovedet og skaftet), komme en klat sæbe/shampoo i håndfladen og køre børsten rundt i sæben, under rindende vand, indtil vandet er klart og rent. Ofte skal proceduren gentages et par gange med den samme børste.
Jeg har virkelig researchet på, hvordan man bedst vasker og renser sine makeupbørster. Der er ingen hokuspokus, og jeg ejer hverken en smart handske til formålet eller særlig makeupbørsteshampoo. Til gengæld har jeg suget til mig, at det ikke er helt ligegyldigt, hvordan man lader børsterne tørre. Der må ikke komme for meget vand ned mellem selve børstehårene og skaftet. Det kan nemlig opløse limen, og så ryger skaftet af (hvilket er sket på den forreste børste på indlæggets nederste billede). Jeg sørger derfor for at lægge mine makeupbørster med en lille hældning, så vandet løber væk fra skaftet. Det klares snildt med et håndklæde, hvor den ene ende er rullet en smule.
Mine makeupbørster var tørre og klar til brug dagen efter vaskning. Man skal altså ikke kaste sig ud i renseprojektet, hvis man skal lægge krigsmaling få timer efter. Det tager tid for børsterne at blive ordentligt tørre. Når alt kommer til alt er jo slet ikke så besværligt at ordne sine makeupbørster – og jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor jeg ikke gør det noget oftere! Husker I at få rengjort jeres makeupbørster, eller er det (ligesom ved mig) et projekt, der ofte bliver udskudt?
0
Skriv et svar