For en lille uges tid siden havde jeg fødselsdag. Eller, det havde jeg jo faktisk ikke, da den 29. februar ikke fandtes i år. Hvis I vil læse om, hvordan det er at være skudbarn, så har jeg forfattet en smule om det HER.
D. 28. var altså dagen, hvor jeg skulle fejres. Og den var særlig af tre grunde. For det første, så fyldte jeg 30 år! For det andet, så var det min første fødselsdag som mor (hvilket naturligvis ændrede en smule på vores morgentraditioner). For det tredje var det min første fødselsdag i vores nye hjem.
Jeg havde en skøn dag, hvor manden sørgede for lækkert morgenbord, W artede sig så vi kunne nyde morgenmaden (og kaffen!), W tog en god formiddagslur, og manden og jeg tog ud at spise om aftenen. Vi havde ikke fået vores søn på lidt over tre måneder passet før, og jeg var heller ikke sikker på, jeg havde lyst. Men jeg havde lyst til at komme ud at spise og have lidt alenetid med manden, så mine forældre så efter vores arving i to timers tid. Det gjorde slet ikke så ondt som frygtet at være væk i et par timer, men det var godt nok skønt at komme hjem til ham igen.
Mange har det svært med alder, især ved runde fødselsdage. Det har jeg slet ikke. Den eneste grund til, jeg hader at blive ældre er, at det betyder, at alle omkring mig også ældes. Og det bliver jeg mindet om ved fødselsdage – min egen såvel som deres. Jeg har slet ikke krise over selv at tage hul på et nyt årti af mit liv, og alder er på mange måder bare et tal for mig. Når jeg bliver varm om hjertet til julefilmen “Arthur Christmas”, føler jeg mig som én på 10 år, og når jeg bruger en del af W’s lure på at hækle, så føler jeg mig som én på 70. Har vi ikke alle både barnlige og mere “modne” sider af os selv?
Om jeg er der i livet, hvor jeg regnede med at være, når jeg fyldte 30 år? Det er faktisk svært at svare entydigt på. Jeg har opnået og ikke mindst oplevet meget og mange ting, jeg aldrig havde forestillet mig, men jeg mangler stadig nogle ting og har da (heldigvis) nogle drømme tilbage at få opfyldt. Det føles ret voksent at sidde i sit eget hus, at være til møde i banken om huslån, at tage vare på et lille barns liv, at modtage breve om pensionsopsparing og at tage stilling til, om man ønsker den ene eller den anden rejseforsikring. Samtidigt har min karriere været en smule afbrudt – primært på grund af vores år i San Francisco. Det ville jeg så til gengæld ikke bytte væk for noget job i verden. Den oplevelse var helt unik, og jeg er ikke så nervøs for min fremtidige jobsituation. Jeg er uden tvivl stadig den bekymrede type (som jeg skrev om HER), men jeg tager tingene lidt mere “en dag af gangen”, og lige nu er baby i fokus. Det hele plejer jo alligevel altid at løse sig på den ene eller den anden måde. Jeg har også flere rejsedestinationer, som jeg skal nå forbi i fremtiden, så der er nok at gå og drømme om.
I går havde vi så huset fuld af gæster. Trods flere afbud, damn you influenza, havde jeg en rigtig hyggelig dag. Vi havde bestilt mad ude fra, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg vælger den løsning. Det var så rart ikke at skulle stå og time en masse madlavning med gæsternes ankomst osv.
Hvordan har I det med fødselsdage og at blive ældre?
4
Skriv et svar