177 dages stilhed her på domænet. Det er ubetinget rekord. I starten havde jeg viiirkelig dårlig samvittighed over ikke at skrive løs og udgive indlæg fra tid til anden. Så var der en lang periode, flere måneder faktisk, hvor jeg slet ikke skænkede min blog en tanke og nærmest glemte alt om den. Nu er jeg så begyndt at savne mit lille internethjørne igen. Derfor puster jeg lidt liv i min blog igen, hvor meget må tiden vise.
Hvad er der så sket siden sidst? Tjo… en hel del faktisk. Midt i juli gik manden på barsel, og jeg startede op på et fuldtidsjob i starten af august. Én ting er at jonglere et fuldtidsjob med en baby i husstanden – mit fuldtidsjob ligger bare med ca. 2,5 timers transport hver vej! Så jeg cykler hjemme fra klokken 06.00, og jeg parkerer cyklen og kysser løs på babykinderne (og manden) tidligst 17.40 igen. At W så sjældent sover en hel nat uden opvågninger kommer oven i ligningen. Og at jeg ikke kan smække benene op, lukke øjnene og indhente et det sidste lille års søvnunderskud i toget frem og tilbage – der arbejder jeg for at kunne møde efter klokken 8 og gå klokken 15.
Mit arbejder kræver også ind i mellem udlandsrejser, så jeg har været på min første flyvetur til udlandet alene. Ganske nervepirrende, helt vildt underligt at rejse væk fra mine to yndlingsmænd, men også spændende og fagligt udfordrende.
Så der er run på. Også lidt for meget, hvis I spørger mig og min lille familie. Heldigvis er der bedre tider i vente, da min arbejdsplads i starten af næste år får lokaler på Fyn. Jeg har heldigvis mulighed for at arbejde nogle dage om ugen på Fyn allerede nu, så det benytter jeg mig af 🙂
W startede i vuggestue for en måneds tid siden, og om under en måned fylder han et år. Om jeg allerede har købt lidt balloner, lys og andet fødselsdagslir? En smule, haha.
Vores relativt hektiske hverdag er grunden til stilheden herinde. Jeg ser W 1,5-2 timer om dagen til hverdag, og der vil jeg ikke sidde med min computer på skødet. Og så går jeg sjældent i seng meget senere end klokken 21, for man aner aldrig, hvad natten bringer af søvnterrorisme. Så der er ikke meget tid tilovers i skemaet. Alligevel vil jeg gerne fra tid til anden skrive løs herinde og udgive indlæg om små og store ting. Læs endeligt med, hvis I stadig har lyst.
3
Skriv et svar