Igen en smule forsinket for jer, men her er det stadig lørdag. Så jeg tillader mig at smide lidt Lørdagens Links efter jer.
Der har været lidt stille herinde på domænet den seneste tid, men det betyder bare, at der har været god fart på ude i virkeligheden. Vi har lige haft besøg af min svigerfar og hans kone, som vi sagde farvel til i onsdags. Det er SÅ skønt med besøg hjemmefra 🙂
Jeg har fundet fem indlæg frem til jer, som har fanget min interesse i den seneste uge. Jeg håber, de også fanger jer.
Jeg synes, Cathrine er så usandsynligt sej. Hun har i den seneste uge åbnet op for fertilitetssnakken og skrevet et meget personligt indlæg om ikke at kunne få børn. Efterfølgende har hun skrevet andre spændende indlæg om emnet. Jeg synes, at bloguniverset kommer særligt til sin ret og viser sin styrke ved indlæg som disse, hvor en blogger tør at åbne op og være lidt sårbar. Alting er ikke lyserødt og candyfloss, og det er fedt med ærlighed og et upoleret indlæg ind mellem. Læs Rockpaperdresses’ indlæg om ikke at kunne få børn HER.
Når en der har styr på sit dullegrej i samme grad som Rikke har, så lytter jeg. Derfor fandt jeg også indlægget om de produkter, hun køber om og om igen interessant. Hvis I trænger til lidt inspiration på skønhedsfronten, så vil jeg anbefale jer hendes indlæg, som findes lige HER.
De fleste bloggere (eller journalister for den sags skyld) har nok prøvet at have lidt lavvande på kreativitets- og idéfronten. Faktisk er det min erfaring, at det hjælper at skrive sig ud af den slags, hvor omsonst det end lyder. For mig er det lidt ala “mere avler mere”, så hvis jeg skriver mange indlæg, så får jeg også idéer til mange indlæg. Skulle man gå lidt i stå, så faldt jeg over 50 idéer til blogindlæg. Listen, som jeg synes har nogle fine bud på indlæg, kan I skæve til HER.
Emma Martiny er drønsej. Jeg bliver så inspireret af, hvor mange bolde hun altid har i luften. Madlavning (inkl. egne kogebøger) er en stor del af hendes univers, og hun ved altså, hvad hun laver. Vores nytårsmenu var i hvert fald kraftigt inspireret af hendes blog, og den sad lige i skabet. For tiden skriver hun opskrifter for Femina, og jeg fik helst lyst til at prøve den jordskokkesuppe, som hun skrev om i denne uge. Find indlægget HER.
Ann-Christine, der driver Valdemarsro, er en anden madblogger, som jeg tyer til gang på gang. Jeg har hendes kogebog på hylden hjemme i Danmark, og hun har flere opskrifter, som jeg har lavet et utal af gange. For nyligt delte hun tre bud på, hvordan man kan holde en temamiddag. Der er indisk, mexicansk og falafel-fest på menuen med mange bud på opskrifter under de tre overskrifter. Bliv inspireret og inviter til en mad-temafest HER.
Som altid, så er anbefalinger af blogindlæg velkomne i mit kommentarfelt. Så hold jer endeligt ikke tilbage med dem. Og så ha’ lige en skøn søndag, ik’? 🙂
0
VenterPaaVinBlog says
Åh Emma M tager altså altid de lækreste billeder, er også helt fortryllet.
– A