Sikke en skøn weekend! Den er fløjet forbi, og jeg kunne sagtens bruge en fridag mere i selskab med manden. Men det er blevet mandag, og han er mødt ind på sin afdeling for at forske. Jeg har brugt dagen på at sortere i billeder fra weekenden og forberede mig til et møde ved en organisation her i byen.
Ud over billederne her i indlægget (jep, der er et par stykker. Kunne ikke begrænse mig.. ahem), så har jeg også filmet en del i går. Så i den nærmeste fremtid kommer der en lille stemningsfilm fra vores søndag op herinde på bloggen.
Lørdag havde vi tilmeldt os et ret sjovt arrangement. Det var for internationale studerende og en oplagt mulighed for at få snakket med nogle andre, der også er relativt nye i byen. Vi skulle gøre Ocean Beach klar til sommersæsonen, så der skulle fyldes spande med skrald og cigaretskodder. Umiddelbart lyder der måske ikke som verdens sjoveste opgave, men det viste sig at være helt vildt hyggeligt. Og så var der øl og frokost sammen med de andre deltagende efterfølgende – den del lød lidt sjovere end strandrengøring.
Vi fik udleveret vores udstyr (spand, lille spand til cigaretskodder, handsker og sådan en tang-tingest), og så gik vi i gang. Manden og jeg fulgtes med en japaner i de to timer, vi brugte på at finkæmme stranden for ting, der ikke hørte til i sandet. Han var rigtig flink og ville enormt gerne snakke. Desværre var hans engelske/amerikanske ikke udpræget godt, men det gik an, og vi fik snakket løs. Vi nåede omkring emner som religion, kulturforskelle, sport, anden verdenskrig, at være ny i San Francisco, boliger i byen, arbejdstider, familierelationer, osv. Vi spildte ikke tiden, haha.
Vores nye japanske ven måtte desværre forlade arrangementet inden fællesspisning. Her faldt vi i snak med de andre deltagere og arrangører. Et par, som er fra Finland og Malaysia, bor ret tæt på os. Så dem skal vi muligvis på et marked eller lignende med i en weekend. Vi har i hvert fald udvekslet kontaktinformationer. Vejret var i øvrigt super lækkert, hvilket bestemt havde en positiv afsmitning på arrangementet og folks humør. At manden og jeg havde glemt alt om solcreme, og vandrede rundt på stranden i to timers tid med smårøde nuancer som resultat, er en helt anden snak 🙂
Søndag var det igen godt vejr, så vi indtog morgenmaden på vores altan. Vi fik bananpandekager og hver vores balje med kaffe (der kan være uhyggeligt meget kaffe i de krus). Pandekagerne var så søde, at vi slet ikke fik brug for siruppen. Efter morgenmaden skypede vi med mandens familie, som spiser aftensmad sammen hver anden søndag. Vi fik lige opdateret hinanden på stort og småt, og så måtte manden og jeg drøne videre i dagens program.
Vi havde nemlig lejet en bil gennem Zipcar, som manden er blevet medlem af. Det er en super nem og relativt billig løsning, når vi ind i mellem har brug for en bil. Det koster ca. 10$ i timen at leje en Zipcar (prisen varierer, afhængigt af hvilken bil man lejer), hvilket er inklusiv benzin og forsikring. Manden har så tegnet noget ekstra forsikring oveni, som han vist betaler månedligt – men det koster ikke alverden. Bilerne står rundt om i byen, og der står blandt andet to lige nedenfor vores lejlighed. Det var dog ikke en af dem, vi tilbragte søndagen i. Vi fandt denne røde karet, som ikke kostede ret meget i timen, og som var parkeret i gåafstand fra vores hjem.
Vi kørte sydpå mod Silicon Valley. Ved Mountain View var der et marked, som vi besluttede os for at aflægge et visit og købe noget frokost ved. Der var ikke “rigtig” frokost på markedet, som allermest bestod af lækre frugter og grøntsager. Der var også de fineste blomster, som jeg næsten ikke kunne gå fra igen. Næste gang vi kører til markedet, må jeg have en buket med hjem! Der var også kaffe og helt vildt lækker lemonade på markedet. Vi købte et valnøddebrød, jordbær, kirsebær, ferskener, nektariner, lemonade og to små cupcakes. Og så kørte vi mod Google, hvor vi indtog frokosten.
Det var en ret sjovt oplevelse at se Google. Det er vildt, at et firma kan blive så stort, at det bliver en turistattraktion! Der var i hvert fald andre end os, der havde fået samme idé med at se den kæmpe virksomhed. Heldigvis er området stort, og der var på ingen måder proppet med mennesker. Faktisk havde vi området, hvor vi spiste frokost, for os selv.
Rundt omkring bygningerne står der cykler, som naturligvis er i Googles farver. De er ikke låste, og de er til fri afbenyttelse. Gud, hvor har jeg savnet at træde i pedalerne og cykle rundt. Vi kørte en lille tur og fik set lidt flere af bygningerne. Google virker som en ret speciel arbejdsplads, hvor man har tænkt de ansatte og deres behov med ind. Blandt andet var der en frisørvogn lige ved siden af en bygning, så man kan lige nå at få studset spidserne i sin frokostpause eller mellem to møder.
Efter Google kørte vi til Stanford University, som er et af verdens bedste universiteter. 1 % af de ansatte er nobelprismodtagere – det er eddermame noget af en statistik. Der var SÅ flot ved universitetet. Først og fremmest, så er det kæmpe stort, og vi fik slet ikke set det hele. Vi gik lidt rundt og nød omgivelserne, hvor der hele tiden var små afkroge og steder at tage et lille hvil. Jeg kan kun forestille mig, hvor inspirerende det må være at studere et sted som her med så smukke omgivelser.
Der er en kirke ved universitetet, som vi også var inde i, men jeg var mest betaget af den udefra. Fronten af kirken havde et fint budskab med de fire ord: Love, Faith, Hope og Charity. Det er bestemt også værd at kigge indenfor i kirken, for med sollyset gennem mosaikkerne er den stemningsfyldt og flot.
Små steder som dette var der mange af. Ikke det værste sted at tilbringe en mellemtime eller lave noget gruppearbejde. Generelt var omgivelserne ved universitetet imponerende og interessante. Vi gik rundt i en lille times tid, og vi blev slet ikke færdige med at suge til os. Vi havde dog lidt af en bagkant, da vi skulle aflevere bilen på et bestemt tidspunkt og også gerne ville nå hjem at se det lokale hold spille den afgørende finale i NBA (hvilket er basketball-ligaen, hvis du ikke lige er nede med diverse sportsforkortelser).
Vi fik afleveret bilen lige præcis til tiden. Vi troede faktisk, vi havde lejet den til klokken 17, så jeg var lidt ærgerlig over, at vi allerede afleverede den klokken 16. Bryder mig absolut ikke om at spilde penge og ikke at udnytte vores betaling maksimalt. Senere på aftenen opdagede vi, at vi kun havde lejet den til klokken 16 – riiimeligt heldigt, vi havde været i god tid, for det er smådyrt (fra 50$) at aflevere en Zipcar for sent.
Nu gik jagten på et sted at se Golden State Warriors spille en vigtig finalekamp mod Cleveland. Det første sted var der en kæmpelang kø, og en medarbejder sagde, at vi ikke skulle spilde vores tid. De havde ikke plads til flere, og hvis vi ville se kampen fra starten, skulle vi gå et andet sted hen. Ret pænt af ham at informere os om det, så vi ikke stod i kø forgæves. Det næste sted var også helt proppet – det var en bar med ubehageligt højt musik, og hvor vi ikke kunne komme til at hverken stå eller sidde ved et bord/en bar. Vi ville gerne have noget aftensmad i løbet af kampen, så det var heller ikke her, vi skulle se kampen.
Vi endte på et lille pizzeria, som havde kampen kørende på et tv. Efterhånden kom der flere fans til, og der blev heppet godt med, selvom det ikke var en sportsbar. Vi delte en forret, delte en kæmpe (og rigtig god!) pizza og delte en dessert. Og så drak vi tre fadøl hver. Vi kom af med omkring 550 kroner i alt, så det er der ikke noget at sige til. Maden var god, betjeningen opmærksom (grænsende til over-opmærksom), folk heppede med i kampen, og det var et hyggeligt, lille sted. Desværre tabte holdet fra San Francisco, så der var ikke kæmpe jubelstemning.
Jeg håber, I har haft en lige så god weekend, som jeg har haft. Og at mandagen ikke har taget livet af jer 🙂
4
Jeanette h says
Sikke en skøn weekend I har haft! I udnytter virkelig tiden til fulde. Jeg får helt dårlig samvittighed over min søndag, der blev brugt med lidt træning og blogging haha! Her er kl. 22.36, og jeg er på vej til køjs. Vejret er intet at berette om i disse dage, og jeg misunder dig de finde billeder med masser solskin. Trods lidt røde kinder 😉
Line says
Vi forsøger bestemt at få proppet nogle oplevelser ind i weekenderne, men vi er også opmærksomme på ikke at overfylde dem, så vi brænder helt ud. En søndag med træning og blogging lyder da slet ikke som noget, du skal skamme dig over – det lyder skønt 🙂
Vejret her er også ret svingende. Især fordi vi bor oppe i bakkerne, så der er en del vind næsten dagligt. Sydpå, ved Silicon Valley, var det vildt lækkert vejr (omkring 30 grader). Vi har “kun” omkring 20 grader i San Francisco, men til gengæld er det sjældent, det for alvor regner.
Vi lærte vist lektion med solcreme i lørdags. Solen er dæleme stærk i middagstimerne og ude ved havet!
/Line
Bex says
Det er så skønt at læse med om jeres eventyr. Du beretter så levende!!
Line says
Hvor er du sød! Og dejligt at du kan lide at læse med. Jeg saaavner dig <3
/Line
Lisbeth says
Hold nu op for en lækker weekend! Kan slet ikke forestille mig, hvor inspirerende hver af de steder i besøgte var, så alt det på én gang lyder jo helt fantastisk! Tror man burde blive udenlandsdansker – der lyder i hvert fald overordentligt lækkert 😀
// http://www.moonlitmadness.dk
Line says
Det er nogle vilde steder. Vi nåede slet ikke Facebook og YouTube, som vi også havde snakket om at køre forbi. Det må blive en anden god gang. Det er begrænset, hvor meget man kan suge til sig på én dag 🙂 Jeg nyder i hvert fald at opleve en hel masse nye og spændende ting, så udenlandsdansker får (indtil videre) min anbefaling!
/Line
TIne says
Sikke en skøn og hyggelig weekend! Det er dejligt at følge med i jeres hverdag og få en masse glimt af jeres fantastiske by!
Line says
Ja, vi havde en virkelig god weekend. Jeg elsker også at følge med inde ved dig og i jeres hverdag. Savner dig! <3
/Line