Hvad pokker – det er jo allerede weekend igen lige om lidt! Og I er ni timer tættere på hjemme i Danmark, end vi er herovre 😉 Jeg vil vise lidt billede og fortælle om, hvad vi fordrev tiden med fredag, lørdag og søndag for snart en uge siden. Uden at sige for meget, så var der fuld skrue på farvepaletten.
Fredag mødtes vi med et par. Min mand har læst sammen med manden, og jeg har desuden kendt ham igennem spejder i omkring 15 år. De var i San Francisco på ferie, så vi aftalte at mødes til aftensmad. Vi spiste på en lækker italiensk restaurant, hvor det enormt høje støjniveau ikke ødelagde, hvor velsmagende maden var. Efter tre retter til hver og en god rødvin til deling, gik vi ud for at få øl. Vi tog på en lille bar, hvor vi prøvede nogle gode øl og sad og hyggesnakkede – lige indtil livebandet gik på. Det var komplet umuligt at få et ord indført resten af aftenen. Til gengæld kom der hurtigt godt gang i dansegulvet, som vi dog nøjedes med at betragte. På trods af den alt for høje musik, så var det et hyggeligt sted med god feststemning.
Lørdag var vi liiidt tunge i betrækket. Vi stod dog tidligt op for at skype med mandens familie og sige god fødselsdag til hans bedstemor og senere også hans mormor. Vi orkede ikke alverden, så vi blev enige om, at en lille gåtur måtte være dagens projekt. Vi bor ikke så langt fra nogle berømte huse, der hedder The Painted Ladies. Det hedder de ikke for ingenting, for der er fine farver på de malede damer. På gåturen derhen smuttede vi et supermarked, hvor der sørme var rugbrød (mega små pakker til en ret høj pris, ahem) på hylderne – der må vi hen og købe lidt groft brød snart. Inden vi nåede til de berømte, farverige huse gik vi forbi nogle andre helt vildt flotte huse. Jeg er vild med farverne her i byen!
Og så skete det! Efter næsten fire uger i byen stod menuen på burger. Det er mandens livret, og det ville jo også være en skændsel ikke at klemme et par stykker ned i løbet af vores år, når vi nu bor i burgerens højborg, USA. Vi lavede en lækker version til aftensmad med hjemmesyltede rødløg, guacamole, cheddar, barbequesovs og andre lækkerier.
Søndag besluttede vi os for at få et glimt af weekendens farveeksplosion – Pride. Det foregår jo kun én gang om året, så det ville vi ikke gå glip af. Vi hoppede på en bus og tog ned til området, som var spærret af til festlighederne. Desværre nåede vi ikke selve paraden, men der var godt gang i den nede på pladsen ved Civic Center og rådhuset. Der var mange politifolk, og vi fik tjekket tasker. Med angrebet i Orlando kort tid for inden, var der ingen, der stillede spørgsmålstegn ved det mindre sikkerhedstjek.
Da vi først var inde på pladsen var det bare at suge indtrykkene til sig. Der var folk i alle farver og former – mere eller mindre påklædte. To ældre herrer gik splitterravende nøgne rundt, men det bed ingen særligt mærke i, og de skilte sig ikke synderligt ud i infernoet af fjerboaer, høje stiletter, små g-strenge og store parykker. Sjældent har jeg følt mig så underdressed i jeans, t-shirt og flade sandaler, haha. Det var så fedt at gå rundt til festen, hvor der vitterligt var plads til alle. Uanset om man var høj, lav, mørk, lys, veltrænet, overvægtig, gammel eller ung, så var der smil over hele linjen og enormt god stemning.
Der var gang i flere scener, koncerter, opvisninger, taler, stilhed for ofrene i Orlando, Dykes on Bikes og meget mere. Kort sagt, så var der bare feststemning og gode vibes. Både manden og jeg synes, det var en speciel, men god, oplevelse at opleve Pride. Ingen af os har prøvet at være til noget lignende, men det var så hyggeligt og farverigt.
Lige om lidt er det weekend igen, og vi ser frem til en skøn en af slagsen. I morgen kommer svigermor og min ene svigerinde nemlig til byen. Så den står på familiehygge og helt sikkert en masse oplevelser de kommende dage, når de skal udforske byen sammen med os.
1
Skriv et svar