Næsten alle har traditioner i forbindelse med julen. Både i løbet af december måned men i særdeleshed juleaften. Som inkarneret julefan holder jeg naturligvis også meget af juleaften. Jul for mig er dog ikke kun lig med den ene aften – julen begynder sidst i november og varer indtil den sidste julefrokostbøvs er overstået.
I år bliver dog helt anderledes. Manden og jeg bor nemlig, som I nok er klar over, i San Francisco. Og vi kommer ikke hjem til jul. Det har ikke været en helt lige til beslutning at træffe. Jeg kan også sagtens forstå, hvorfor mange måske ikke forstår, at vi ikke fluks hopper på et fly og fejrer højtiden i familiens skød.
Vi var i Danmark i august måned i forbindelse med et bryllup. Lige så skønt og hyggeligt det var at være hjemme i Odense, lige så hårdt og udmattende var det også. Vi var ramt af jetlag, vi havde ikke vores egen lejlighed, og vi var konstant “på”, fordi vi proppede ugens dage med aftaler.
Faktisk var det både hårdt fysisk og mentalt at vende tilbage til hjembyen for en stund. Den fysiske del var naturligvis på grund af jetlagget, og den mentale del skyldtes nok, at jeg til hverdag undertrykker savnet til familien og veninderne. Det fylder kun i små glimt her i San Francisco, men når man bruger en uge på netop at hygge med alle ens kære, så bliver man i den grad mindet om, hvor langt væk fra alt og alle, man er til daglig. Ærligt talt, så ved jeg ikke, om manden havde fået mig skubbet ind i et fly med kurs mod San Francisco igen, hvis vi havde tilbragt juletiden i Odense 😉
Økonomien spiller naturligvis også ind. Det er ikke billigt at rejse frem og tilbage, særligt ikke i juleperioden. Prisen er især pebret taget den tid vi ville være på danske breddegrader i betragtning. Manden har nemlig ikke voldsomt meget juleferie, så vi ville først kunne rejse omkring d. 22. december og returnere igen omkring nytår. Vi ville lige kunne nå de faste juletraditioner, tilsat jetlag, og så vende snuden vest på igen.
Desuden har det vist sig, at det var godt, vi ikke tog hjem. Mandens forskning indebærer nemlig celler, som skal passes og plejes. Normalt er de to om at dele opgaverne, men mandens kollega er smuttet en måneds tid til sit hjemland, så han er alene på pinden. Sådan nogle celler er ret sårbare og meget lidt forudsigelige. Et eksperiment mislykkedes, så han måtte starte forfra – og selvom han officielt gik på juleferie i fredags, så er han på arbejde hver eneste dag. Det skal han også d. 23., d. 24., d. 25… osv. Omend det kun er en-to timers arbejde hver dag, så kræver hans forskning, at han cykler ned i laboratoriet og arbejder hver eneste dag. Så en tur til Danmark havde passet helt af h til i arbejdsskemaet.
Vi håbede naturligvis, at nogen hjemmefra fik lyst til en anderledes jul og rejste herover til os. Det var oppe at vende flere gange i begge vores familier, men forskellige omstændigheder har gjort, at hverken min eller mandens familie pakker kufferterne og afprøver en amerikansk jul.
Normalt holder vi hvert andet år med min familie og hvert andet år med min mands familie. Sådan har det fungeret siden 2010, som var vores første fælles jul. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg gik på de lange gange i Danmarks Radio i Århus, hvor jeg var i praktik, og tudbrølede over at skulle beslutte, hvilken familie vi skulle lægge ud hos. Vi endte med at holde første jul sammen med mandens familie, og så har vi haft en fast trummerum lige siden. Lige indtil i år. Ikke nok med, at vi kun bliver os to ved julebordet, så er vi også over 8000 kilometer væk fra alt det vi kender som jul. Tidsforskellen på ni timer vender også op og ned på, hvornår de og vi spiser julemad, åbner gaver og jagter mandlen.
Julen bliver på alle måder anderledes i år. Og jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det giver et stik i mit julehjerte. Til tider et stort et. For udover selve juleaften, så har vi tradition for at hygge med dem vi ikke holder jul ved lillejuleaften og d. 25. og 26. er afsat til julefrokost med hver vores familie. Alt det skal vi ikke være en del af i år.
Omvendt så er i år en helt unik mulighed for nærvær og tosomhed. Selvom jeg er ked af at undvære alt det velkendte, så glæder jeg mig til en juleaften heeelt nede i gear. Vi skal kun tage hensyn til hinanden, og vi kan bytte om på rækkefølgen, hvis vi helst vil åbne gaver først, og vi bestemmer selv, hvor mange vers af “Et barn er født i Bethlehem” vi orker at kæmpe os igennem. Jeg forestiller mig en juleaften med rigtig god mad (anden er købt og ligger til optøning i køleskabet) som vi har brugt det meste af dagen på at tilberede, rødvin, småkager, gaveåbning i langsomt tempo, julemusik, lys i plastiskjuletræet, og at vi slæber dynerne ind på sofaen og dejser om til en julefilm. En juleaften, hvor vi bare er os to lyder faktisk ikke som en helt skidt idé.
Det kniber en anelse med julestemningen i år. Om det skyldes, at vi har omkring 15 grader og solskin fra en skyfri himmel, manglende juleshopping (vi har kun skulle købe julegaver til hinanden i år), at vi går glip af de faste juletraditioner i vores familier eller tanken om selve juleaften uden andre end hinanden er svært at sige. Julestemning eller ej, så er det jo d. 24. lige om lidt, og den smålunkne temperatur på julestemningsbarometeret skal ikke forhindre os i at fejre juleaften.
Vi tog forskud på julens glæder med flæskesteg og de første julegaver, da svigermor og hendes kæreste var på besøg for nyligt. Vi får også oplevet amerikansk jul, da en af mandens kolleger har inviteret os til at joine ham og familien. Så d. 25. lejer vi en bil og køre til Davis, hvor den står på julemiddag og pakkespil. Det bliver sjovt at prøve en ægte, amerikansk julemiddag. Beslutningen om ikke at tage hjem til jul har åbenbart også sine fordele.
2
Skriv et svar