Velkommen 2019! December måned med al dens jule- og nytårsstads er lagt bag os, da vi hoppede ned fra diverse møbler og ind i det nye år til midnat i går.
Hvordan gik vores jul så? Umiddelbart kunne jeg svare “Helt forfærdeligt”. For tingene gik absolut ikke glansbilledeglat. Men når jeg ser tilbage, så var julen faktisk ganske god. Problemet var mine forventninger.
Først og fremmest er julen jo langt mere end d. 24. december fra klokken 16.00 indledt af Disneys juleshow og til det sidste til- og fra-kort er læst op og gavepapiret flået af. Julen begynder, for mit vedkommende, i slutningen af november, hvor jeg aftaler bagedate med min bedste veninde, billetter til årets julestykke på teateret købes osv.
Og jeg har faktisk fået julet langt mere, end jeg troede, jeg ville. Når mit pendlerliv og en et-årig krudtugle regnes ind i ligningen. Jeg har fået julebagt, jeg fik styr på alle julegaver, jeg lavede pakkekalender til W, jeg fik købte to små juletræer (et til indenfor og et til udenfor), jeg fik spist risengrød, jeg lavede engle-ophæng med billeder af W, jeg fik skrevet og sendt julekort, jeg fik syet en julesok til W, jeg fik hæklet en nissehue til W, jeg fik pakket alle julegaver ind, jeg fik set Love Actually, osv.
At W så slet ikke ville have nissehuen på, at jeg kom alt for sent i seng pga. gaveindpakning, at juletræerne ikke var de allerkønneste, og at der ikke lå en pakkekalendergaver hver morgen i sokken men ind i mellem først ud på eftermiddagen – det er også en del af sandheden. Det tager jeg med.
Jeg har urimeligt og tenderende til urealistiske forventninger til juleaften (fra morgen til aften). I år fik jeg W med i kirke, selvom det ikke passede super godt med hans middagslur. Kun Fader Vor og den sidste salme gik vi glip af og nød det i stedet fra våbenhuset, hvor han fik kørt lidt rosiner ned. Inden da havde han faktisk opført sig godt og været nem at have med i kirke i en hel times tid. Det er meget for en 1-årig med masser af energi. Overordnet set var der tale om en gedigen kirkesucces.
Aftenen var ved svigerfar og hans kone sammen med mandens side af familien. Vi var 14 mennesker i alt, og selvfølgelig er det lidt af en mundfuld for en 1-årig. Vi begyndte dog tidligt på julegaverne til ham, og han blev lykkelig for en gyngehest, biler, the-stel og andre fine ting, som han fordrev noget tid med. Familien var dejligt fleksibel, og julemiddagen var derfor rykket frem til klokken 17.30, hvor W stornød and, kartofler og sovs. Både manden og jeg nåede da også at få nogenlunde varm mad og smage på det forskellige – stort fremskridt sammenlignet med sidste år! Jeg skulle køre hjem, så jeg nød et enkelt glas rødvin til maden og ville så gemme et til når W sov trygt, og vi skulle pakke julegaver ud. Vi fik gået om juletræet, og W gryntede lystigt, hver gang vi passerede et juleophæng udformet som en lyserød gris.
Putningen af W tog dog over en time, hvor den normalt tager 5-20 minutter. Han faldt dog til ro, jeg skænkede mig det føromtalte glas rødvin, og julegaveuddelingen var godt i gang. Der kom også dessert på bordet, og jeg nåede sågar at score mig en hel mandel i min portion ris ala mande. 50 minutters ro var, hvad det blev til. Så vågnede W, og almindeligvis er det bare at give ham sutten og liste ud af værelset igen. Ikke denne gang. Manden blev oppe ved ham i evigheder og endte med at sende mig en sms med teksten “Vi kører hjem”. W var helt utrøstelig, så alt måtte pakkes sammen i en pokkers fart, også alle de uåbnede gaver, og vi drønede hjem. Klokken 21 var vi hjemme ved os selv efter juleaften. Manden havde nået at åbne én julegave, og jeg havde nået at åbne fire.
Så var min tanke (læs: urealistiske forhåbning) at nyde det der pokkers glas rødvin, lade julefreden for alvor indfinde sig og nyde roen omkring at kunne pakke gaverne ud. Nix. W ville ikke overgive sig og var tydeligvis utilpas. Først klokken 23, hvor jeg var gået i kælderen for at nå en power nap, inden jeg skulle overtage vade-rundt-med-baby-på-armen-tjansen, faldt han til ro. Siddende i sofaen ved manden. Vi gik alle tre i seng, og resten af natten var med en del opvågninger og knap så meget søvn. Næste morgen startede med en morgengrød, der kom retur, så planerne om julefrokost ved familie blev aflyst.
Trods benspænd, så har jeg nydt december, og jeg nødt bestemt også d. 24. (indtil gråden satte ind), for juleaften er magisk for mig. Jeg lovede mig selv efter i år, at jeg skal skrue forventningerne heeelt ned til næste år. To år i træk har jeg haft mine tanker omkring december og juleaften skruet helt op, og begge år er det ikke gået efter planerne. Der er ikke samme tid, ro og frihed, når man har et lille barn med til juleaften. Sådan er vilkårerne. Til gengæld er der intet, som overgår at dele aftener som juleaften med ens yndlings-minimenneske. Og at være omgivet af ens nærmeste og rare folk. Det overgår alt andet.
Så anbefalingen (til mig selv og alle andre) må være at lade være med at have en drejebog klar. At lade være med at opstille succeskriterier. I stedet vil jeg tage december, julen, juleaften og nytårsaften lidt mere “som det kommer”. Lad os se, hvordan det går til næste år 🙂
Uha, ja juleaften kan godt løftes op på en piedestal som så slet ikke kan indfries, både uden og med børn. Men med små børn må man bare “embrace” kaos, sådan er det. Vi havde en 4 årig, høj på sukker og forventinger og gaver, der natten mellem juleaften og 1. juledag kastede op i lårtykke stråler som resultat – så kender parolen 😉
Jeg er forresten gået igang med at blogge igen (tidligere hverdagsskribleri bloggen, som jeg har lukket for længe siden). Håber du vil læse med på mit nye sted? 🙂
Hvor hyggeligt med en kommentar fra dig! Og hvor herligt, at du har genoptaget bloggeriet. Jeg vil meget gerne følge med 🙂
Og ja, man må bare “go with the flow” når det kommer til ting som jul, fødselsdag, nytår osv., når der er småbørn involveret.
/Line