Vores sidste hele dage i San Francisco! Det er godt nok underligt. Halvdelen af mit hjerte hopper ekstra meget af glæde over meget snart at skulle kramme alle dem, jeg holder af i Danmark. Den anden halvdel skriger, at det er helt forkert at forlade denne fantastiske by.
Faktisk kunne “at flytte fra San Francisco” være med på listen i dette indlæg. Men jeg har fundet lidt andre ting frem, som jeg absolut ikke bryder mig om. Nogle er måske sære i jeres øjne, men lur mig om I ikke også er enige med mig i flere af dem 😉 Og hvis I selv har ting, som I absolut ikke bryder jer om, så del endeligt ud af dem i kommentarfeltet.
Jeg bryder mig virkelig ikke om…
- At gøre rent. Jeg h-a-d-e-r det. Mest af alt nok fordi, jeg er så forbandet langsom til det. Og så fordi, at det føles nærmest nytteløst, når man alligevel skal svinge støvsugen og kludene igen inden for en nær fremtid.
- At vaske op. Faktisk kryber det sig nok foran at gøre rent på listen over ting, som jeg allerhelst undgår at bruge min tid på. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver i SÅ dårligt humør, når jeg skal vaske op/tørre af. Stakkels min mand, der faktisk synes det kan være okay hyggeligt at gøre sammen, fordi man tit får vendt verdenssituationen imens. Mine forældre gav os en opvaskemaskine i julegave i 2011 – den har reduceret mit dårlige humør med 80 procent, haha.
- Koriander. Det smager af sæbe og så er det altoverdøvende. Bare det har været i nærheden af de andre ingredienser, så er de forpestet med koriandersmag. Og de eeelsker koriander her i San Francisco! Hvis vi bliver i madafdelingen et øjeblik, så må jeg også nævne dild, gedeost, blodpølse og blåskimmelost som spiselige sager, jeg går udenom. Udover de få ting er jeg alt andet end kræsen 🙂
- Tequila. Fy for pokker da. Det er lidt ligesom snaps – hvem kan egentligt lide tequila?! Altså som i “Uhm, jeg nyder lige den her tequila”. 95% af alle vrænger jo næse og ligner Kaj fra Kaj & Andrea, når den mexicanske, flydende djævel indtages. Måske har jeg også drukket det lidt for meget en aften eller to i mine unge år, hvilket har afskrækket mig. Det er i hvert fald ikke med min gode vilje, hvis jeg nogensinde drikker ren tequila igen.
- Regnvejr. Når man skal cykle eller gå i det. Og især når man ikke var forberedt på regnvejret! Sidder man indendørs og kan blive der, til dråberne er forduftet, så er regnvejr jo hyggeligt nok.
- At parallelparkere. Parkering generelt er ikke min stærkeste side, men især parallelparkering tager mig uendeligt lang tid. #Glædermigtilathaveegenindkørselendag
- At komme for sent ud af døren. Alligevel sker det om og om og om og… igen. Jeg kan åbenbart bare ikke finde ud af at administrere min tid, så jeg slipper for stress, jag og svedskovsneglen på overlæben.
- Når jeg har været mega organiseret og lavet en madplan med detaljeret indkøbsseddel. Klip til supermarkedet, hvor mindst fem af tingene på sedlen er udsolgt. Jeg gider jo ikke at improvisere, når jeg har brugt tid på at planlægge vores måltider. Naturligvis vil alle andre også gerne have fingrene i ugens gode tilbud, men derfor er det irriterende alligevel 😉
- Donald Trump.
- At fryse. Jævnt træls når man som undertegnede er en gedigen frossenpind. Dynen ryger med ind på sofaen flere gange om ugen – selv i sommermånederne elsker jeg at ligge under et tæppe eller en dyne og få varmen. Når alle andre har shorts og t-shirt på, så er jeg lige på nippet til at fortryde mine bare tæer i ballerinaerne.
- Lyden af en vaskemaskine/tørretumbler/opvaskemaskine. Her i San Francisco har vi vaskemaskine og tørretumbler i lejligheden – mega luksus og virkelig rart at kunne vaske og tørre tøj, lige når det passer os. Men det larmer så hjernedødt meget, at jeg er ved at blive vanvittig efter max to omgange tøjvask. Det er sådan en irriterende, stressende lyd!
- Ikke at kunne finde mine nøgler/min pung. Næsten dagligt og altid, når jeg har mega travlt. Hvorfor lægger jeg dem ikke fast ét sted?
- Overboer med en komplet anderledes døgnrytme end én selv. Vores nuværende overboer er stille det meste af dagen. Skønt. Men omkring klokken 22 hver aften begynder de at (hvad der lyder som) flytte rundt på samtlige møbler og vade frem og tilbage i lejligheden. Med sko på. I timevis. Jeg er lige del røvirriteret over ikke at kunne få nattero og sindssygt nysgerrig efter, hvad de dog laver oppe i den lejlighed.
- Altid at skulle tisse, når jeg skal låse mig ind et sted. Den er sikker hver eneste gang. Og nej, nøglen ligger aldrig øverst i tasken eller i det rum, hvor jeg er helt sikker på, jeg har lagt den.
- At løbe tør for strøm på mobilen. Det er ligesom ens livsline, ik’? Jeg burde virkelig investere i en god powerbank, så jeg kan have et ekstra skud strøm med på farten.
Tine says
Åh jeg er så meget med dig i mange punkter! 😀 Især koriander, dild, tequila, forsvundne sager (især mobilen) og udsolgte varer i supermarkedet er også højt på min hadeliste. Og så har jeg det lige omvendt med dyner i sofaen 😉 Jeg HADER når kæresten tager dynen med ind i sofaen. Den fylder, støver og jeg får det alt for varmt 😉
VenterPaaVinBlog says
Opvask og tequila er to ting, jeg aldrig behøver at konfronteres med i mit liv igen.
– A