Udenlandsdansker – Måned #9

Jeg halter bagefter på blogfronten. Men selvom vi snart er halvvejs i marts måned, så kommer det her indlæg til at være en status på livet som udenlandsdansker efter ni måneder. Tænk sig, vi har boet her på den anden side af Atlanterhavet i snart 9,5 måneder. Det er godt nok lang tid!

Som jeg har nævnt i nærmest hvert indlæg, så føles det på én gang som om vi lige er ankommet med kufferterne fulde af forventninger, glæde, nervøsitet og eventyrlyst og samtidigt som om vi har boet her i San Francisco i laaang tid. Jeg har lidt mistet “tidsfornemmelsen”, og jeg skal ofte minde mig selv om, hvor lang tid vi har været her, og hvor kort tid vi har igen.

Februar måned var både rigtig skøn og rigtig hård. Ind i mellem får man nogle dårlige nyheder, og når man sidder langt væk fra alt og alle, så kan de godt komme til at fylde lidt mere, end de burde. Heldigvis er manden og jeg gode til at sige “Pyt, vi kan jo ikke ændre på noget her fra”. Jeg elsker den figur, som Sidsel og Lasse delte i DETTE indlæg. Uanset om man har problemer eller ej, og om man reelt kan gøre noget ved dem eller ej, så nytter det intet at bekymre sig. Det minder jeg mig selv om 🙂

Februar var også fyldt med besøg hjemmefra af en af mine bedste veninder, en tur til Grand Canyon og Las Vegas, min fødselsdag og andre herlige ting. Så intet negativt får lov til at overskygge den seneste måned!

Status på livet som udenlandsdansker:

• Vi var på en forlænget weekend (onsdag – søndag), hvor vi både nåede to nætter i Grand Canyon og to nætter i Las Vegas. Det var en fantastisk tur, og vi fik lov til at se en af mine bedste veninder blive gift med sin kæreste på ægte Vegas-manér. Læs om brylluppet og se en masse billeder HER. Ganske enkelt en uforglemmelig forlænget weekend, hvor vi fik genoplevet Grand Canyon og fejret gode venners kærlighed.
• Da vi ramte lejligheden om søndagen efter ovenstående tur, smuttede vi hurtigt i Target og handlede snacks ind til den helt store guldmedalje. Der var nemlig SuperBowl, og det skulle akkompagneres med rigelige mængder kalorier. Den stod på chips, popcorn, gulerødder, hummus, mozzarella sticks og vindruer. Jeg fulgte sporadisk med i kampen. Til gengæld elskede jeg half-time-showet med Lady Gaga! Og så blev jeg helt grebet af kampen hen mod afslutningen, som virkelig var spændende.
• Jeg har for alvor forelsket mig i hiking. Godt nok har jeg været spejder i maaange år, men det er godt nok længe siden, jeg var det på et aktivt niveau. Altså med vandreture, bivuaker, lejrbål osv. Til vores tur i Grand Canyon havde vi investeret i hikingstøvler, og dem har jeg brugt flittigt lige siden. En gang om ugen er jeg mødtes med en dansk pige, og vi har fået hiket en del sammen. Jeg elsker at opleve naturen og få pulsen lidt op, når det går stejlt opad. De fysiske anstrengelser (og efterfølgende ømme muskler, haha) er det hele værd, når man når frem til udsigterne/vandfaldet/Stillehavet.
• Livet herovre vokser mere og mere på mig. Jeg havde ikke troet, at jeg ville blive SÅ glad for San Francisco. Men jeg har komplet tabt mit hjerte til den her by. Tanken om at rejse hjem til Danmark er helt vildt rar og helt vildt trist. Faktisk giver det mig tårer i øjnene at tænke på, at vi snart skal retur. Hvorfor kan man ikke bo to steder på én gang? Og hvorfor ligger San Francisco så pokkers langt væk fra good old O’nse?!
• Jeg er en relativt glemsom og til tider distræt type. Alligevel har jeg aldrig glemt en taske/pung/whatever. Lige indtil februar 2017! Mens vi havde besøg af svigerfar og hans kone, var jeg på café med dem. Senere samme aften skulle jeg op og handle – men jeg kunne ikke finde min taske nogle steder! Vi fik, ved hjælp af fotografier, identificeret, hvornår jeg sidst havde haft tasken. Thank god, at svigerfars kone tager mange billeder 🙂 Så jeg fik ringet til Starbucks, da de åbnede kl. 05, og sørme om de ikke havde min taske. Det havde jeg alligevel ikke turde håbe på her i San Francisco. Men der findes gode, reelle mennesker overalt, og jeg er meget taknemmelig for, at sådan nogle indleverede min taske. Til gengæld havde jeg nået at spærre mine to kreditkort, så jeg måtte leve uden i to uger, mens jeg ventede på nogle nye. Er I klar over, hvor afhængig man er af den slags?!
• Den allersidste vinterdag, 28. februar, havde jeg fødselsdag. Faktisk optog jeg en masse små klip, som jeg tænker at lave en lille stemningsvideo ud af. Den stod på fødselsdagssang (*3), morgenbord, gode gaver, pandekager til frokost, Skype-snak i timevis, blomsterbuketter og virkelig god aftensmad og øl på et lokalt bryggeri. Så gør det altså ingenting at fylde 29 år. Også selvom det var en helt anderledes fødselsdag, fordi vi bor herovre.
• Jeg tjekker postkassen et par gange om ugen. Og hver gang er det med et lille spændingssug i maven. Tænk hvis der ligger et lille brev fra Danmark. Det gør der heldigvis ind i mellem, og det er simpelthen så hyggeligt. Håndskrevne hilsener er måske lidt gammeldags (og efterhånden absurd dyre at sende af sted), men de kan altså et eller andet.
• Selvom jeg har oplevet det af flere omgange, så er jeg stadig overrasket over, hvor imødekommende amerikanerne er. Jeg faldt i snak med en, som går på det samme fredagshold i fitness som mig. Jeg sagde noget helt kort såsom “God træning i dag, hva’?”, da vi havde skab lige ved siden af hinanden i omklædningen. Det blev til næsten en halv times small talk om stort og småt, Danmark og USA, film, politik, San Franciscos udvikling, behandlingen af kinesiske immigranter for mange år siden, osv. Næste fredag faldt vi igen i snak efter BodyPump, og det er så nemt at holde snakken kørende. Hjemme i Danmark kan jeg næsten ikke forestille mig et scenarie, hvor man falder i snak i omklædningsrummet og holder samtalen kørende mere end et par minutter 🙂