Der er allerede gået en måned mere af vores amerikanske eventyr. Juli er decideret fløjet af sted! Det føles slet ikke som om, det er flere uger siden, jeg sidst gav jer en opdatering på livet som udenlandsdansker. Det er der især én grund til: Juli har været fyldt med gæster hjemmefra. 1. juli landede svigermor og min ene svigerinde hos os og boede her i en uges tid, før vi tog til Yosemite sammen. De drog videre sydpå i Californien og kom så tilbage på vores lyserøde sovesofa et par dage midt i juli. Tre dage efter de rejste tilbage til Danmark, kom en af mine veninder fra journaliststudiet på ferie hos os. Der var fuld fart på, gode grin og masser af oplevelser i den uge hun var her i byen.
Vi har mere eller mindre haft gæster fra start til slut i juli måned. Det har været SÅ skønt. Men det har selvfølgelig også betydet, at jeg ikke har haft en almindelig hverdag som udenlandsdansker. I stedet har jeg fået undersøgt og oplevet vores hjemby endnu mere i selskab med vores besøgende. Jeg tænker, jeg vil skrive et mere uddybende indlæg om det med besøg hjemmefra. Det er nemlig helt fantastisk skønt, og jeg har nydt det hele vejen igennem. Men det minder også én om, hvad man ikke har. Altså hvad man går og savner, når der ikke lige er besøg.
Det er ved at være en kliché, men tiden herovre er en skør størrelse. Jeg føler (ligesom i sidste månedsopdatering) både at vi lige er kommet hertil og at mange ting endnu er nye for os, og samtidigt føler jeg, at vi har været her længe – og at det er ret naturligt for mig at traske bakkerne tynde, tage 38’eren (vores klart mest anvendte busrute) og lede efter varer i supermarkedet. Jeg føler mig hjemme her, samtidigt med at jeg føler det som nyt og lidt usikkert. Det er umuligt at beskrive for folk, der ikke har prøvet at rive rødderne godt og grundigt op og forsøge at etablere sig et nyt sted.
I kan læse den første opdatering om livet som udenlandsdansker lige her.
Status på livet som udenlandsdansker:
- Vi har købt en cykel! Jeg cyklede over Golden Gate Bridge med min veninde, og der kunne jeg mærke en nærmest barnlig glæde over igen at sidde på en cykel. Manden fik et godt tilbud gennem en kollega, så nu har vi investeret i en cykel. Den skal godt nok lige have luft i det ene dæk og småfikses, men jeg glæææder mig til at gå gang i hjulene på den og have den ekstra transportmulighed. Vi skal også lige have købt en cykel til manden, men det er han allerede godt i gang med.
- Skype er sgu ikke nok. Jovist, jeg sætter uendeligt stor pris på de kommunikationsmuligheder, man har “nu til daws”, men intet kan erstatte godt, gedigent samvær. Det er bare ikke det samme at føre en samtale gennem et computerprogram. Eller at følge hinandens liv på Facebook, Instagram og Snapchat. Der mangler noget, og jeg storsavner familien og mine veninder. Det savn kan Skype ikke rykke en millimeter ved.
- Bureaukratiet fortsætter i en freaking uendelighed. Jeg har, så godt som sikkert, to frivillige jobs på hånden. Det ene kan jeg dog først komme i gang med til september på grund af uheldige kalender-sammentræf med rejser, ferier, osv. Det andet er syv-ti timer om ugen, hvor jeg skal arbejde hjemmefra. De har bedt om tre referencer fra tidligere chefer/kolleger! Seriøst – for et frivilligt job en lille håndfuld timer om ugen. Ham der bliver min nærmeste chef forklarede desuden, at det tog ham to måneder at komme i gang og blive involveret i organisationen i sin tid. U-b-e-g-r-i-b-e-l-i-g-t.
- Rugbrød er ikke bare rugbrød. Svigermor og min svigerinde havde købt en lille pakke rugbrød med hjem til os fra Solvang. Den røg straks i fryseren, så den kunne holde sig lidt længere. I går tog vi så hul på den til frokost, og det smagte skønt med noget groft, mørkt brød under pålægget. Men rugbrødet var, selvom det er købt i Solvang og det tætteste på dansk bagværk man nærmest kommer, sødere end det man køber derhjemme. Uanset sødmen så var det rart at proppe andet end hvidt brød i skrutten.
- Når et område i San Francisco er dårligt, så er det virkelig dårligt. Og det kan ændre sig fra én gade til den næste, hvor man ikke har lyst til at gå ude efter mørkets frembrud. Man slet ikke har lyst til at fiske sin nye iPhone frem og forsøge at finde vej. Heldigvis har jeg kun befundet mig i de dårligere af slagsen ved højlys dag og aldrig alene, så jeg har ikke været utryg. Bare ekstra opmærksom. Det mest ubehagelige er, at jeg endnu ikke har et overblik over byen og derfor ikke aner, om en af de belastede gader ligger lige rundt om hjørnet.
- Der er så meget god mad herovre. Næsten uanset hvor jeg har spist henne, så har det været godt og levet op til mine forventninger. Til gengæld er det ret dyrt at gå ud herovre. Det er cirka samme prisleje som i Danmark, men jeg havde troet, at det ville være billigere.
- Det er svært ikke at gå i ferie-mode, når man har besøgende. Især når jeg ikke er i gang med nogle af de frivillige jobs endnu. Ind i mellem har jeg måtte minde mig selv om, at jeg jo ikke er på ferie men har en hverdag herovre.
Skriv et svar