W er snart fire måneder, så jeg (og manden) har efterhånden gjort os nogle erfaringer. Flere af dem er uden tvivl common sense og “det kan I da sige jer selv”, men ikke desto mindre er vi blevet klogere på livet med en baby. Og nogle af vores tanker/opdagelser/erfaringer vil jeg give videre – også til mig selv, hvis der nogensinde skulle komme et barn mere til familien 🙂 Mon ikke man har glemt mange af de her ting om få måneder eller år igen? Det er jo ret verdensomvæltende at byde et lille minimenneske velkommen i verden og integrere det i ens liv. Selvom langt de fleste ting er faldet mig meget mere naturligt, end jeg troede, så har jeg skrevet mig en ting eller 15 bag øret.
Desuden er jeg kæmpe fan af lister, så naturligvis får I lige mine gode råd og tips i punktform, så det er nemt at overskue og skimme sig igennem.
Lidt gode råd og rare ting at vide om livet med en baby:
- Bodystockings med slå-om-effekt er mere værd end det dyrebareste guld. Vi har været kæmpe fan af H&M’s version fra starten, og det er vi stadigvæk her små fire måneder senere. Det er altid dem, der bliver valgt først og derfor aldrig er rene men ligger i vasketøjskurven 🙂 Når ens nyfødte baby ikke selv kan holde hovedet, og generelt bare ikke gider have stof trukket henover sig, så er de uundværlige. Hvorfor er der ikke flere børnetøjsmærker, der laver slå-om-bodystockings? Jeg har i hvert fald haft svært ved at finde ret mange varianter. Heldigvis er H&M jo både prisvenligt og en del af tøjet i økologisk.
- Stofbleer, stofbleer, stofbleer. Alle siger det, og alle skriver det på blogs, hjemmesider osv. Køb en helvedes masse af dem. 30-40 stk. er ikke overdrevet. Så mange har vi vist ikke, men det kunne vi godt bruge. Desuden er det en oplagt barselsgave! Den er småkedelig, jovist. Og ikke lige så nuttet som heldragten med små kaniner på, helt sikkert ikke. Men stofbleerne vil i den grad blive værdsat og brugt nærmest dagligt af modtagerne i laaang tid – babyen ikke lige ud af en stofble.
- Fjernsynet kan give ti minutters ro. “Min baby skal ikke være en skærmbaby og glo på sådan noget”. Næ, det skal min baby bestemt ikke. Men indtil han har en holdning til, hvad der er på skærmen og ikke skriger “Tænd for Ramasjang NUUU!”, så har jeg intet problem med at lade ham fascinere af farver og lyde, mens jeg lige når at tisse eller kværne en ostemad.
- Mad/snacks, der kan tilberedes og spises med én hånd er et hit. Herunder chokolade, ovenstående ostemad, æbler (helst frugt, der ikke skal skrælles!), nødder, riskiks og bland-selv-slik.
- Kaffe bliver uundværligt. Gerne mere end én kop om dagen (men ikke spandevis, når man ammer, har jeg læst mig til). Og man lærer lynhurtigt at tylle den på få minutter uden at bide synderligt mærke i den brandvarme temperatur.
- Barselsgæster er skønne og et frisk pust i det noget trivielle liv på barsel. Når baby er helt nyankommen, er interessen naturligvis størst, og hvis ens nærmeste familie og venner blev bedt om det, så dannede de nok gladeligt en kø udenfor ens hoveddør for at få 10-15 minutters glimt af vidunderet. Men det er altså okay, og for os var det en nødvendighed, at fordele besøgene og gøre de søde gæster opmærksom på en bagkant. Jeg var blandt andet ikke vild med at amme, når der var andre til stede, i starten. Derfor blev barselsbesøget presset ind i mellem amningerne, og det var skide upraktisk, uforudsigeligt og svært at planlægge. Men sådan fungerede det bedst for mig. Desuden fandt vi hurtigt ud af, at mere end to besøg om dagen ikke fungerede for os.
- Har du lagt maaange planer for al den fritid, du får på barsel? Krøl dem sammen og smid dem i skraldespanden. Jeg aner ikke, hvor timerne i døgnet bliver af, men jeg når nærmest ingenting udover at tage mig af W. Ind i mellem når jeg lidt kreativt eller husligt, men det er slet ikke hver dag. Jeg havde tænkt, at jeg skulle sy, hækle, male og måske lære at strikke. Og gå til mindst 2-3 ting med W. Jeg har hækle to ting i alt, og vi nøjes med at gå til noget én gang om ugen. Udover at ses med mødregruppen.
- Rutiner, vaner og mønstre var ukendt terræn hos os, før vi ramte ca. 2,5 måneder. Det er stadig ikke stensikkert, hvor mange gange og hvor længe, W f.eks. vil sove. Men der er efterhånden et mønster i tingene, og det giver altså en helt anden ro. Så ved jeg, at hans morgenlur max er 45 minutter lang, og så går jeg ikke og håber på, at han snupper tre timer i drømmeland.
- Det kan virke uoverskueligt overhovedet at forlade hjemmet. Jeg har alligevel allerbedst erfaring med at gøre det. I starten virkede det umuligt at være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, men så begyndte jeg at tænke, at det værste der kan ske er, at jeg må vende om og melde afbud, eller at vi kommer lidt for sent. Og det er SÅ rart at komme lidt uden for boligens kvadratmeter.
- Netop på grund af det manglende mønster, så lærte jeg hurtigt mig selv at trykke på “Reset” hver aften. At dagen har været hård og dum betyder ikke, at den næste dag bliver lige sådan. Og omvendt kan man ikke regne med, at en strålende dag med masser af søvn gentager sig dagen efter. Derfor starter jeg hver dag på en frisk, fordi jeg om aftenen resetter og ikke regner med noget dagen derpå. Først efter næsten tre måneder, begyndte W at have noget, der mindede om en rytme – og han kan stadig snildt finde på at afvige fra den.
- Lav nem aftensmad, der kan spises i hold. Ingen af os har et kæmpe overskud til at kokkerere gourmetmåltider. Og W er alligevel vågen 95% af aftenerne omkring spisetid. Så vi spiser i hold, hvor den ene sidder med W og underholder ham, mens den anden får kørt noget i skrutten. Enten skifter vi bagefter, og ellers går jeg i seng med W, og så spiser manden, når der er ro på.
- Alle kommer med gode råd. De findes i øvrigt også i diverse forældremagasiner, onlineartikler og diverse. Hvis du var træt af rådene i graviditeten, så væbn dig med tålmodighed, for de stopper ikke. Mange af dem er gode og brugbare. Og mange af dem passer bare slet ikke på dig og din familie – og så skal man altså, undskyld mig, bare skide hul i dem. Eksempelvis hører man om og om og freaking om igen, at man skal sove, når barnet sover. Virkelig godt råd. Hvis man da ellers er typen, der har et barn som rent faktisk sover mere end 15 minutter af gangen (W var virkelig skidt på det punkt fra han var ca. tre uger gammel og næsten to måneder frem), og i øvrigt kan falde i søvn på kommando.
- Det er helt normalt at drømme sig tilbage til tiden før baby. Det betyder jo ikke, at man ikke elsker sit barn og fortryder at have fået det. Absolut ikke! Men jeg kan da ikke sige mig fri for at drømme om uafbrudt søvn, at hygge om og indtage aftensmaden sammen med min mand, at være knap så bundet af babys sovetider, at bestemme 100% over min egen tid, og hvad jeg vil bruge den på, og ikke at blive mega bekymret over den mindste lille knop på babys krop. Jeg var en bekymret type før, jovist, men det bliver man ikke mindre af ved at få et minimenneske! Vi kan naturligvis få W passet et par timer af gangen, men underligt nok, så er det ikke DET, jeg har behov for. Det føles lidt som symptombehandling, når det jeg ind i mellem længes efter er hele tilværelsen præ-baby og ikke bare et par timers pause. Der skal dog ikke herske en my tvivl om, at jeg ikke ville bytte mit nuværende liv væk for mit gamle for good. Slet slet slet ikke. Det er W alt for skøn til. Jeg kan bare godt savne elementer af “den gamle” tilværelse – men de vender vel tilbage efterhånden, som ens børn bliver ældre 🙂
- Find en podcast eller lydbog, som du har lyst til at høre. Så bliver barnevognstrilleturene slet ikke så trivielle, småensomme og til tider alvorligt kedelige. Jeg har selv lyttet til podcast et par gange, og der lagde jeg meget mindre mærke til, hvor længe turen varede. I øvrigt er en powerbank til mobilen også et godt tip, da man altså knipser tonsvis af billeder og videoer af den lille, nuttede arving, og pludseligt er man løbet tør for strøm på farten.
- Brug dit netværk! Vi er så priviligerede at have begge vores familier i den by, vi bor i. De tilbyder ofte en hjælpende hånd, og ind i mellem siger vi ja tak. Det kan være at komme og gå en tur med barnevognen, komme og hjælpe med tøjvask eller rengøring, at invitere på aftensmad eller lignende. Ligesom med de gode råd, så tag imod den hjælp, som giver mening for dig/jer.
Og nu var jeg så alligevel hende, der gav gode råd og tips til nybagte forældre. Tag hvad du kan bruge og glem for pokker resten! Hvis du selv har et gyldent tip, der har reddet dig maaange gange under barslen, så del endeligt løs i kommentarfeltet.
2
Rebekka says
Super godt indlæg, og jeg kan nikke genkendende til langt det meste af det.
Her fire uger inde i forældreskabet vil jeg også give et lille pip med – nogle af de ting, der fungerede for os/mig/baby 🙂
Ift. netværk vil jeg også slå et slag for, at bruge de veninder (eller søskende), der selv har små børn. Vores forældre er en anden generation, og nogle ting har bare ændret sig – og de kan sgu ikke altid huske alting, haha. Så brug veninderne ift. råd og brok – for man har vitterligt også ofte brug for bare at kunne sige “røv” til nogen 🙂
Jeg har lyst til at skrive en masse om babyting, vi er glade for – men det er jo SÅ individuelt, så det lader jeg være med! Men jeg vil dog anbefale en babyindsats til højstol, så er baby med i øjenhøjde ved aftenmåltidet – for ja, vi har også en pige, der aaaltid er vågen, når vi skal spise, men hun elsker virkelig at sidde i sin Nomi-stol (vi har lånt en indsats dertil). Det fungerer rigtig godt herhjemme i hvert fald.
Og så vil jeg sige, at folk ofte siger “lad være med at købe en masse tøj, de vokser jo ud af det” – jovist, hun kan måske kun passe tøjet i x antal uger, til gengæld bruger hun rask væk tre-fire sæt tøj om dagen pga. gylp, tis eller andre lækage-ulykker 😉 Så vi er ret glade for at vi har meget tøj, og man kan jo få så meget billigt på Reshopper, i genbrug osv. Vi har desuden arvet en del – så tag gladeligt imod arvetøj, hvis man bliver tilbudt det, det er sgu lækkert at have en masse ekstra. Synes jeg. 🙂