Det er nogle uger siden, vi startede op på vores jobs igen, efter tre ugers sommerferie sammen. Først nu har jeg haft tid (læs: overskud) til at skrible lidt ned om vores ferie. Vi nåede ret mange ting i løbet af de tre uger, og ih hvor kunne jeg snildt have snuppet en uge mere sammen med mine to yndlingsmænd.

Den første uge gik med at være på Stige Ø, i zoo sammen med mine forældre og bror og at være på Fanø med svigerfamilien.

Og så tog vi på W’s første udenlandsferie. Turen gik til Kreta, og den var på (næsten) alle måder en kæmpe succes. Vi fløj fra lufthavnen i Odense, og det er bestemt ikke sidste gang, vi gør det. Så nemt og bekvemt! W klarede i øvrigt begge rejsedage over al forventning. Ugen på Kreta stod på swimmingpool, is, pommes fritter og legeplads. Desværre var W slet ikke en vandhund, når det gjaldt swimmingpoolen. Så vi traf en spontan beslutning og lejede bil de sidste to dage, hvor vi så kørte til strand og ud at så lidt andet end hotellet. Det viste sig at være verdens bedste beslutning. Alt i alt havde vi en rigtig dejlige ferie, og der var slet ikke tvivl om at mindstemanden stornød at have begge sine forældres opmærksomhed langt væk fra hverdagens trummerum med indkøb, tøjvask, rengøring, oprydning, osv. Vi nød bare hinanden, solskin og masser af is!

Den sidste uge brugte vi på Jernbanemuseet, i haven på bærjagt, W og jeg besøgte hende her i København, og så besøgte vi alle tre et vennepar i Sønderjylland.

Kom ikke her og sig, vi ikke fik udnyttet ferien til fulde Jeg håber, I alle har haft en skøn sommerferie spækket med gode minder, der forevigt har printet sig ind på den mentale harddisk. Nu kan efteråret bare komme an.

I morgen tager vi i sommerhus på Fanø sammen med svigerfar og hans kone. Mandens ene søster og hendes mand når også at joine os, inden vi tager hjem igen. Vejret ser lovende ud, så der er pakket sommertøj i kufferten. Når vi kommer hjem fra Fanø skal netop sommertøjet lynhurtigt vaskes, for inden længe tager vi sydpå til årets sommerferiedestination.

Jeg eeelsker lister. Derfor har jeg lavet en liste over, hvad jeg typisk slæber med, når vi rejser i sommerferien. Og så tænkte jeg, at det var oplagt at dele den herinde med jer, hvis nogle af jer kan bruge den til inspiration eller som decideret afkrydsningsliste.

Naturligvis afhænger en pakkeliste helt af, hvor man skal hen (og hvornår på året) samt ens personlige præferencer. Der er også gjort lidt plads under hver af de seks kategorier til, at man selv kan skrive “must-haves” på og krydse af, når de er trygt og godt pakket. Hvis jeg mangler noget på listen, som I altid har med på årets sommerferie, så skriv endeligt en kommentar!

Jeg overvejer at lave en lignende liste over, hvad jeg helst ikke vil glemme, når der skal pakkes til et barn på halvandet år. Råb højt, hvis I er interesserede i sådan en sag.

Rigtig god sommer til jer alle

Nærmest lige siden jeg opdagede graviditeten, har jeg drømt og talt med manden om en sidste lille dig-og-mig-ud-i-verden-sammen-tur. Det hedder vist en babymoon, haha. Vi kunne ikke få vores kalendre til at gå op med mit job, mandens job, en ekstra scanning, vi skulle til, og så også lige hans 30 års fødselsdag (som i øvrigt blev fejret af tre omgange).

Heldigvis fik vi alligevel klemt en tur ind. Destinationerne var dog noget begrænsede, da jeg var for langt henne til at måtte flyve. Vi ville også gerne være i køreafstand, så vi nemt kunne vende snuderne mod Danmark, hvis der skulle gå gang i fødslen under opholdet. På min sidste arbejdsdag på avisen satte vi kursen mod Hamborg, så snart jeg var trådt ind i lejligheden og havde smidt lidt ting i en taske. Naturligvis var der handlet godt med køre-snacks ind. Vi var i byen tirsdag aften til fredag morgen. Og jeg kan kun på det kraftigste anbefale sådan en lille smuttur, inden man udvider familien med en bette (i øvrigt vil jeg anbefale sådan en tur, uanset om man venter barn eller ej ).

Vi nåede ikke alverden på de to hele dage vi havde i byen, men det var heller ikke meningen med turen. Meningen var at stikke lidt af fra det hele en sidste gang – ingen indkøb, tøjvask, opvask, oprydning, huslige forpligtelser eller arbejdstimer. Bare manden og jeg i en skøn by.

Onsdag tog vi i Miniatur Wunderland. Det var ret imponerende at gå og se de mange minilandskaber, og sikke en masse detaljer og små historier, der var brugt kræfter på. Vi brugte et par timer derinde, og det passede fint med, hvad min lænd og trætte stænger kunne holde til. Derefter tog vi tilbage på hotellet, smed benene op og slappede af en lille times tid, inden vi tøffede ind til byens centrum, hvor vi spiste frokost, gik op til rådhuset og i lidt butikker. Om aftenen havde manden bestilt bord på en burgerrestaurant, som var ganske god.

Vi sov desværre forfærdeligt, da airconditionen ikke virkede på vores værelse, og der var over 25 grader varmt. Vi blev derfor rykket over på værelset lige overfor – som var SÅ meget mere luksuriøst med et badekar midt i stuen/værelset, så man kunne ligge deri og se fjernsyn. Desværre virkede airconditionen heller ikke ordentligt derinde, men det var trods alt lidt køligere end det første værelse.

Torsdagen startede ud med en lille køretur ud til Primark. For nogle år siden kunne jeg bruge maaange timer i den slags butikker, men denne gang var jeg mere målrettet (og med alderen bliver jeg hurtigere småstresset og træt af asen og masen i butikker). Jeg kan jo alligevel ikke klemme mit korpus i ret meget tøj, og jeg aner ikke, hvilken størrelse jeg ender i efter graviditeten. Så jeg gik efter nogle ting, som både kan bruges nu og efter baby er kommet til verden. Og så røg der to små jule-outfits med hjem til baby, haha.

Efter shoppingen ville vi gerne i Skt. Michaelis Kirken, som er en af byens største seværdigheder. Vi kørte derhen, fandt en parkeringsplads, og var klar til at gå på opdagelse. Desværre kunne man kun betale parkering med kontanter (og kun mønter), virkelig gammeldags! Vi havde ikke nogle mønter, så vi måtte køre bilen tilbage til hotellet og finde noget frokost i nærheden. Vi begyndte derefter at bevæge os mod kirken til fods. Selvom vi boede centralt, og der kun var omkring 1,5 kilometer ud til kirken, så måtte vi give op cirka halvvejs. Min krop kunne ikke gå længere. Jeg blev simpelthen så sur – det er virkelig frustrerende, når ens hovede vil én ting, mens ens krop ikke er enig og modsætter sig. Så vi satte os ved havnen og kiggede på de mange flotte skiber og bygninger, mens jeg småsurmulede over min begrænsede fysik.

Vi trissede i stedet tilbage mod hotellet, langs vandet, og fandt en lille café, hvor mit humør steg igen i takt med indtagelsen af kaffe og kage. Efter en lur på hotellet tog vi på en italiensk restaurant, som var hyggelig og serverede virkelig god mad. Og en alkoholfri drink, der smagte så autentisk, at både manden og jeg blev i tvivl om, om der faktisk var alkohol i. Det forsikrede tjeneren os om, at der ikke var.

Fredag skulle vi ikke alt for sent fra byen, da vi skulle nå at handle til mandens 30 års fødselsdag ved grænsen. Vi gik hen på en nærliggende café, Nord Coast Coffee Roastery, og fik morgenmad. Manden fik en vaffel, og jeg fik en acai-bowl. Desuden fik jeg den bedste café latte, jeg nogensinde har fået. Stedet var moderne, priserne rimelige og kvaliteten i top. En klar anbefaling herfra! Da vi kom tilbage, skulle vi egentlig bare hente vores kufferter og så drøne mod grænsen. Desværre klokkede hotellet gevaldigt op i parkeringen, og vi ventede i noget nær 45 minutter på at få vores bil (som de havde parkeret og havde ansvaret for). På trods af forsinkelsen kørte vi ned forbi pakhuskvarteret, som er kåret til Unesco-verdensarv.

Vi fik handlet og satte kursen mod Odense. Selvom vi ikke nåede så meget, som vi normalt ville gøre, når vi rejser ud i verden, så er jeg lykkelig for, at vi tog på en sidste smuttur i lang tid, hvor vi bare var os to. Det er helt skørt og samtidigt fantastisk at tænke på, at vi har en lille medrejsende, når vi drager udenlands næste gang.

Desuden er vi enige om, at vi snildt kunne finde på at vende tilbage til Hamborg. Det er nemt at komme dertil, og byen rummer en unik blanding af gammelt og nyt, moderne og historisk.

Jeg stornyder sommeren og feriestemningen. Manden og jeg har været stukket af til mine forældres sommerhus i Kerteminde, af to omgange endda, og manglende internet samt en ustyrlig lyst til bare at komme heeelt ned i gear har betydet sommerstilhed herinde på bloggen.

I dag vågnede vi i sommerhuset efter at have været der siden i onsdags. Dryp, dryp, dryp – man er ikke i tvivl om, at det regner, når dråberne rammer sommerhustaget. Det larmer, og på samme tid var det en rar lyd at vågne op til. Perfekt timing, at vi skulle køre hjem fra sommerhuset i dag – der er bare lidt mere at tage sig til, når vejret holder tørt. Selvom efterårsdage med rusk, optændt brændeovn, stearinlys og simremad i sommerhuset absolut også har sin charme.

Jeg elsker at være i sommerhuset. Tempoet er et helt andet, og vi har ikke haft andet på dagsordenen end lige nøjagtig så lidt eller meget, som vi har orket at tage os til. Den har i høj grad stået på isvafler, grill, minigolf, soft ice, kolde drikke, solstråler, butikskiggeri, langsomme morgener, kryds & tværs og boglæsning.

Næsten hver dag har vi lagt vejen forbi stranden og havet. Det har de fleste dage været helt roligt. Jeg har været i bølgen blå en enkelt gang (det findes der fotodokumentation af lige HER). Vandet er fortsat ret koldt, men det har en perfekt, frisk temperatur til at soppe og dyppe tæerne. Om jeg kommer mere ud at bade i år end de få sekunder kan jeg dog godt være i tvivl om – det var koooldt!

Vi har udnyttet at være turister i eget land – ligefrem på egen ø. Der er flere stedet tæt på Kerteminde, som vi slet ikke har fået besøgt endnu. Det besluttede vi os for at bruge denne sommerferie til (manden har 2,5 ugers fri). Det er ikke en gang to måneder siden, vi landede på dansk jord efter et år i San Francisco, så det er ikke fordi, vi lider af uudholdelig udlængsel for tiden. Jeg pønser dog på at plotte en forlænget udlandsweekend ind en gang i efteråret.

En formiddag kørte vi til Ladbyskibet, som er fra vikingetiden. Det er et fint lille museum, men det allermest imponerende er det originale skib, som er over 1000 år gammelt. Det ligger præcist der, hvor vikingerne placerede det. Og så er der bygget en høj henover. 1:1 kopien, som ligger ude i vandet, er også rigtig flot og giver en idé om, hvordan skibet nok har set ud. Hvis man er på Nordfyn og er historieinteresseret, så er stedet absolut et besøg værd.

I går var vejret helt vildt skønt, så vi besluttede os for endnu et lokalt eventyr. Vi er jo blevet ret meget fans af at hike/vandre og at opleve smuk natur på den måde efter opholdet i Californien, så vi kørte mod Fyns Hoved. Her gik vi en ca. 3 kilometer lang tur, og vi gjorde (naturligvis) et holdt for at stikke tæerne i vandet og blive kølet lidt ned. Ingen af os anede, hvor flot og storslået naturen ved Fyns Hoved er. På en sommerdag er sådan en lille gåtur perfekt. Vi kunne sikkert godt finde på at køre dertil en anden gang, måske på en anden årstid, og op opleve naturen igen.

I starten af vores første ophold i sommerhuset var vi desuden på Johannes Larsen Museet, som ligger i Kerteminde. Vi havde længe snakket om, at det faktisk var lidt for dårligt slet ikke at have besøgt det, når vi nu tilbringer tid i byen flere gange om året. Jeg elsker at være på kunstmuseer, og her var det kombineret med en hyggelig have, en flot havudsigt og god kage på den lille café. Så hvis man er interesseret i en lokal, fynsk kunstners malerier (der er også andet end Johannes Larsen udstillet), så er museet en fin halvdagsaktivitet.

Nu er vi hjemme i Odense igen og har fået pakket ud fra de sidste dages sommerhusophold. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg hurtigt kommer til at savne dagene fyldt med brætspil, brunsviger, Tour de France på tv (jeg følger nu ikke så meget med), mad på grillen, slentren i Kertemindes lille gågade og dage helt uden de store planer. Vi overvejer faktisk at tage tilbage dertil i næste uge, hvor manden også har nogle fridage.

Hvad bruger I ferien på?

Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at jeg faldt ret meget for byen. Det er nok ikke sidste gang, vi besøger den. Dels var der, nogenlunde, rent og pænt, den offentlige transport fungerede super godt, der er masser af spændende steder og bygninger at besøge, og så er rigtig mange af deres museer ganske gratis.

Vi boede ret tæt på den zoologiske have, og i gåafstand fra hotellet ligger en libanesisk restaurant, Lebanese Taverna, som vi endte med at spise på flere gange. Maden var virkelig god, priserne rimelige og beliggenheden var perfekt for os ift. hotellet. Vi delte noget hummus til forret, og det smagte ganske enkelt fortryllende.

Jeg fik googlet mig frem til offentlig transport i byen, og vi boede kun få minutter fra en metrostation. En sød medarbejder hjalp mig med at få købt et kort og fyldt penge på, og så fortalte hun mig, hvordan metrosystemet fungerede. Dem som kender mig vil vide, at jeg kan fare vild i et supermarked. Stedsans er ikke lige min force, så jeg var liiidt nervøs ved tanken om at tage rundt i Washington på egen hånd. Det viste sig at være SÅ nemt og hurtigt at komme med offentlig transport, og så kostede det kun et par dollars hver vej.

Smithsonian dækker over en masse gratis museer, og jeg satte kursen mod parken, hvor mange af dem ligger. Første stop var Smithsonian Museum of Natural History, og det er klart et besøg værd. Ikke helt så imponerende som det i New York, men det her er til gengæld gratis, og jeg brugte næsten to timer derinde. På museet er der udstillinger om (forhistoriske) dyr, naturen, evolution, klima, kultur og en masse andet spændende.

Næsten lige ved siden af ligger Smithsonian National Museum of American History, og har man den mindste historienørd i sig, så er dette museum også et must. Igen koster det ingenting af komme ind. Jeg opdagede tilfældigt, at der var en guidet tur på museet, og den tog jeg med på. Det var en god oplevelse med en indlevende guide, som havde udvalgt højdepunkter på museet, som vi gik forbi og hørte uddybende omkring. Bagefter gik jeg selv rundt på museet, og jeg vendte også tilbage til flere af de ting, guiden havde vist os. På museet er bl.a. den hat, som Abraham Lincoln havde på, da han blev skudt i teateret, der er de møbler, som aftalen der sluttede borgerkrigen blev underskrevet ved, der er den eneste uniform man kender til, som George Washington (den første præsident) har haft på, og så er der kjoler fra præsidentfruer op igennem tiden – og en hel masse andet. Igen er det et museum, hvor man skal udvælge, hvad man er interesseret i, medmindre man har en del timer at fordrive.

Jeg tog kun tilbage til hotellet, fordi min fødder og ben var pænt trætte efter fem timers museumsbesøg. Næste dag var jeg dog klar til mere sightseeing, så jeg hoppede igen med metroen mod næsten det samme område.

Washington D.C. er kendt for deres kirsebærtræer, og de announcer hvert år, hvornår de vil springe ud. Rigtig mange mennesker planlægger deres besøg til byen efter de datoer, og vi var så heldige, at vores tur hertil faldt sammen med den offentliggjorte periode for kirsebærtræerne i fuldt flor. Desværre kom snestormen Stella og overhalede foråret lidt indenom, så over halvdelen af kirsebærtræerne nåede af dø ud, inden de for alvor blomstrede og de resterende blev forsinket en uges tid. Øv! Selvom det slet ikke var det lyserøde, fotografiske paradis, som jeg havde googlet mig frem til, så tog jeg alligevel til Tidal Bassin og så på de små lyserøde knopper. På vejen dertil gik jeg forbi Washington-Monumentet.

Det var ikke svært at forestille sig, hvor smukt det ser ud, når træerne peaker. Jeg begav mig videre mod en af byens største attraktion – selveste præsidentboligen The White House. Naturligvis er der proppet med små boder, som sælger souvenirs på gåturen derop. Jeg købte ikke liiige en Trump t-shirt med hjem  Det virkede ret omstændigt at få lov at komme på rundvisning (som udlænding/turist skal man kontakte sit lands ambassade og forhøre sig om muligheden), så jeg holdt mig pænt bag hegnet sammen med de mange andre turister. Tysklands Angela Merkel var i øvrigt på besøg denne dag, så der har nok været mere sikkerhed i området, end man ellers oplever.

Mit sidste stop denne dag var Smithsonian American Art Museum, som ligger samme sted som National Portrait Gallery. Jeg nåede det meste af begge museer, som hænger sammen. I den ene side af bygningen er det ene museum og i den anden side af samme bygning er det andet). Det kan efterhånden ikke overraske nogen, men igen var entreen 0 kroner. På alle Smithsonian Museerne er der dog mulighed for at donere et frivilligt beløb til museet, og jeg smed lidt småmønter og 1-dollars i de fleste steder. Jeg synes, det er så vildt, at så gennemførte og flotte kulturinstitutioner ikke koster noget, og det vil jeg gerne støtte op om også gælder i fremtiden.

Den andensidste dag havde manden lidt fritid, så vi nåede også at opleve lidt af Washington D.C. sammen. Vi tog på Smithsonian National Air and Space Museum. Igen gratis og igen virkelig godt. Desværre var det en anelse overfyldt med mennesker på museet, så vi brugte lidt tid på at komme rundt derind og komme hen til de små informationsskilte. Man kan blandt andet verdens første, succesfulde flyvemaskine, som Wright brødrene fremstillede og prøvefløj i 1903.

Efter museet gik vi først forbi The White House og derefter mod Lincoln Memorial, hvor der er en stor statue af Abraham Lincoln. Omgivelserne omkring bygningen er ret flotte og klart et besøg værd.

Inden vi tog mod lufthavnen på vores sidste dag i præsidentbyen tog vi i Zoo – som også er gratis Vi boede næsten lige ved siden af, og vi brugte omkring to timer derinde. Der var den sødeste panda, som fik forvildet sig op i et træ, den ikke helt kunne gennemskue at kravle ned fra igen. Desværre er ingen af mine billeder af den blevet ret gode. Men hvis man normalt kan lide at besøge zoologiske haver, så er denne i Washington bestemt en fin en af slagsen.

Som sagt håber jeg meget, vi en dag får mulighed for at opleve byen igen. Der er stadig museer, som jeg gerne vil besøge, og der er mange flotte bygninger/monumenter i byen. Hvis I nogensinde får muligheden, så afsæt nogle dage til at besøge Washington D.C. Det giver trætte ben og slidte skosåler, til gengæld slider man ikke på dankortet, når man besøger de mange kulturelle tilbud

Vi brugte den ene dag på at hike, se solnedgangen over kløften og spise lækker middag på et hotel inde i nationalparken. Jeg lå vågen det meste af den nat – måske var det alle naturindtrykkene, der lige skulle bundfælde sig. I hvert fald var jeg stadig vågen, da klokken var 03.30, og i løbet af natten havde jeg truffet en beslutning. Jeg ville på helikoptertur over Grand Canyon.

Næste morgen bestilte jeg en tur til os. Endeligt gik mandens store drøm om at se Grand Canyon fra luften i opfyldelse. Som I kan læse i mit tidligere indlæg om vores besøg, så prøvede vi op til flere gange at booke en tur i helikopter, da vi var i nationalparken i 2013. Desværre drillede vejret os rigtig meget, så vi fik aflyst alle forsøgene. Denne gang så det ud til at lykkes, så vi skyndte os at forlade hotellet, købe noget hurtig morgenmad på en tankstation og så ellers køre hen til flyvepladsen.

For at gøre det helt kort, så er det en af de absolut største oplevelse i mit liv. Grand Canyon i sig selv er out of this world smukt og imponerende. Tilsæt så sne, som giver kontrast til de varme jordfarver, og det at se det hele fra oven. Ubeskriveligt og nærmest uvirkeligt.

Hvis I vil have lidt glimt af, hvor flot det er at flyve henover kløften, så har jeg lavet en lille video fra vores helikoptertur. Kom med et minuts tid i luften over Grand Canyon

Man bliver fordelt i helikopteren efter vægt. Jeg fik den bedste plads, som var lige bag ved piloten helt ud til vinduet. Jeg havde hele tiden kløften lige ved siden af mig, så jeg oplevede faktisk det meste af flyveturen gennem en kameralinse

Imens man flyver, hører man lidt historie om kløften, og så hører man også “stemningsmusik”. Det er på grænsen til corny, men det passer faktisk ret godt til situationen. Jeg noterede mig den sang, som jeg syntes dannede den bedste lydkulisse – Dust in the Wind med Kansas. Den røg lynhurtigt på en af mine playlister på Spotify, og jeg får stadig kuldegysninger og ind i mellem lidt tårer i øjnene, når jeg hører den. Det er ikke verdens bedste sang, men den tager mig tilbage til fornemmelsen af at svæve i luften med et af verdens naturvidundere lige under mine fødder.

Hvis I nogensinde kommer i nærheden af Grand Canyon, så tag dertil. Og så kan jeg kun anbefale at kaste (de ret mange) penge efter en helikoptertur. Det er i hvert fald et minde, som jeg aldrig tror, jeg glemmer.

P.S.: Husk at vælg 1080p HD under indstillinger, når I ser videoen, så I kan få den bedste kvalitet.

Gør jer klar til en ordentlig omgang billedespam. For jeg kunne seriøst ikke begrænse mig, da jeg skulle vælge billeder til dette indlæg. Grand Canyon er så sindssygt et sted, og jeg havde over 20 billeder, som jeg ville vise jer, da jeg allerede havde sorteret i dem. Jeg måtte skære yderligere, men jeg lover jer for, at dette indlæg kun er et glimt af Grand Canyons skønhed.

Onsdag aften fløj manden og jeg til Las Vegas. Vi havde lejet en bil, og vi satte straks kursen mod Grand Canyon. Vi var i nationalparken på vores roadtrip i september 2013, og vi glædede os begge ubeskriveligt meget til gensynet. Faktisk var jeg lidt bange for, om Grand Canyon ville skuffe lidt. Kunne det virkelig være så smukt og imponerende, som jeg huskede det? Det skuffede ikke. Og det var mindst lige så imponerende at se stedet anden gang.

Fotos gør på ingen måder steder retfærdighed. Farverne, formerne, størrelsen – Grand Canyon er ikke på listen over verdens syv naturlige vidundere for sjov!

Vi ankom først til vores hotel omkring klokken 01.30 natten til torsdag, så vi skyndte os at hoppe under dynerne. Vi ville nemlig gerne tidligt op og have noget ud af torsdagen. Hotellet ligger i Tusayan, som er en lille by tæt på nationalparken.

Vejrudsigten havde advaret os om næsten 10 graders frost om natten og kun få plusgrader om dagen. Der var også faldt en del sne i ugerne op til vores besøg. Vi havde derfor investeret i hikingstøvler, pakket vores varmeste tøj og købt lidt til at holde ørerne varme. Det er en rigtig god idé at være opmærksom på vejret, når man besøger et natursted som Grand Canyon, hvor mange af oplevelserne er på udendørs præmisser. Man er udenfor i mange timer, temperaturen skifter en del (når man bevæger sig ned mod kløften og op igen), og i skyggen kan kulden være bidende.

Jeg har savnet snevejret ualmindeligt meget, og jeg har været dødmisundelig, når det fine hvide lag har lagt sig i Danmark. Derfor hvinede jeg af fryd og var ét stort smil, da vi ankom til hotellet, og ikke mindst da vi begav os ud på hiking torsdag formiddag.

Vi havde udset os Angel Bright Trail, som vi ville hike et godt stykke ned af. Vi er ikke garvede hikere, og vi vidste godt at en tur oppe fra kanten, helt ned i kløften og tilbage igen var for stor en mundfuld. Det første stykke af hiken var meget glat. Så glat at manden nær flænsede sin ene handske, da han greb fat i klippevæggen for ikke at vælte. Der er ikke noget hegn som sikkerhed, så vi gik meget langsomt og forsigtigt fremad.

Faktisk overvejede vi kraftigt at vende om. Vi havde ikke pigsko på eller købt nogle smarte dimser med kæder/pigge, som kan spændes uden på ens støvler. Vi aftalte at give det fem-ti minutter mere, og hvis hiken ikke ændrede sig, så måtte vi opgive.

Heldigvis vendte vi ikke om, og stien blev mere fremkommelig. Så længe vi gik i sne, så var der ikke så glat. Vi skruede dog ned for ambitionerne og aftalte at gå efter 1,5 mils hike ned i kløften. Man skal jo lige have energi og tid til at komme op igen

Gåturen i sne var fantastisk. Man bevæger sig langsomt ned i den ufatteligt store kløft, og landskabet omkring én er næsten umuligt at suge ordentligt ind. Grand Canyon er uden tvivl på min top tre over smukkeste ting, jeg nogensinde har set.

Der var noget særligt over at besøge stedet i vintermånederne, hvor sneen tilføjer endnu en farve til omgivelserne. Så selvom hiken var lidt besværlig og glat, så var det hvide lag med til at gøre udsigten endnu mere spektakulær.

Vi havde købt frokost og godt med snacks til turen. Lækre snacks skal der til, når man begiver sig ud på en hike. Der var ikke nogle oplagte steder at sætte sig ned og indtage måltidet (der var kun klippevæggen og den tilsneede sti). Vi stoppede derfor op og indtog frokosten og vores snacks stående. Når udsigten er som i Grand Canyon, så kan man ikke tillade sig at klage over manglende borde-bænke-sæt. Jeg kan ikke forestille mig et flottere sted at indtage mad.

Det var ikke koldt, mens vi gik. Dels får man varmen, når man hiker, og dels blæste det ikke nær så meget som oppe på kanten af kløften. Så vi frøs faktisk slet ikke undervejs, hvilket jeg ellers havde frygtet.

Vi tog os god tid til at nå frem til de 1,5 mil. Der var masser af muligheder for flotte udsigter, og landskabet ændrer sig hele tiden, når man vandrer. Hver gang man drejer om et hjørne eller vender sig om, så viser kløften sig fra en ny side. Det kan være svært at forstå, hvor stort et område Grand Canyon faktisk er – selv når man har set det på et kort på forhånd og læst om det.

Grand Canyon får mig til at føle mig så lille. Lillebitte i dette gigantiske naturvidunder. Området her er helt unik, og det er så smukt og imponerende, at jeg faktisk bliver rørt af det. Det får mig til at tænke på, hvor fantastisk naturen er, hvor vilde ting den kan skabe, og hvor meget vi mennesker bør passe på og bevare den bedst muligt.

Det tog os lidt over halvanden time at gå de 1,5 mil (ca. 2,5 kilometer). Vi havde dog også spist undervejs og holdt en del fotopauser. Vi faldt i snak med flere amerikanere på vej ned, og den ene frarådede os at gå længere end de 1,5 mil, når vi ikke havde pigge på støvlerne. Desuden er amerikanerne virkelig søde til at spørge, om de skal tage et billede af os. Ham der tilbød at tage fotos af os snakkede vi også med i nogle minutter – man går ikke ned på small-talk og amerikansk imødekommenhed, når man hiker.

Vi stod og kiggede rundt om os. Ud i kløften på de mange farver, de mange lag og de mange konturer. Så kiggede vi op. Vi havde slet ikke opfattet, hvor langt nede fra kløftkanten vi var. Faktisk kunne vi knap se de mennesker, som stod deroppe og kiggede ud over kløften. Turen op tog også lidt over to timer, og vi fik i den grad pulsen op – man skal ikke undervurdere terrænnets stigning kombineret med den tynde luft.

Vi blev inde i nationalparken for at se solen gå ned. Solnedgange er næsten altid imponerende, og med Grand Canyon som kulisse var det ingen undtagelse. Det eneste minus var, at det hurtigt blev umådeligt koldt at stå og se den smukke himmel og farverne forandre sig. Jeg rystede af kulde, men det var det hele værd! Også selvom man skal slås lidt med andre turister og et uendeligt antal selfiesticks.

Om aftenen havde vi bestilt bord på en restaurant på et hotel inde i parken. Vi havde spist der, sidst vi var i Grand Canyon. Jeg fik noget super lækkert kylling, og restaurantbesøget var den perfekte måde at afslutte dagen på. Jeg fik to kopper kaffe (en mini-stempelkande) til dessert omkring klokken 21.30, så jeg kunne slet ikke falde i søvn. Alle indtrykkene, kløftens storslåethed og koffeinen holdt mig vågen helt til klokken 03.30.

I nattens løb besluttede jeg mig for at være lidt modig. Sidst vi var i Grand Canyon bookede vi en helikoptertur 2-3 gange, men på grund af thunderstorms blev den aflyst hver gang. Jeg er meget bange for at flyve, og så er sådan en tur i øvrigt en pebret sag (ca. 1400 kroner pr. person). Måske var det min overtræthed, min brors besked på Facebook om, at vi skulle booke en tur eller mit løfte til mig selv om at være mere modig, der fik mig til at nævne det for manden, så snart han vågnede.

Manden havde snakket meget om sådan en helikoptertur, så han var nem at overtale. Jeg fik bestilt en flyvning, og vi fik i al hast pakket sammen, checket ud, købt morgenmad på en tankstation og fundet frem til lufthavnen.

Jeg fik en rigtig god plads lige ved vinduet. Vi var syv gæster ombord på helikopteren og så vores pilot. Jeg var bange, ret bange. Men jeg opdagede nærmest ikke, at vi lettede. Og så snart vi var i luften forsvandt enhver frygt fra min krop. Jeg er åbenbart mere til helikoptere end flyvemaskiner. Vi havde købt en tur, der skulle vare 25-30 minutter, men vi var afsted i næsten 40.

Billederne taler vist for sig selv. Turen var hver en dollar værd! Den følelse det giver, når man svæver ud over kløften kan ikke beskrives. Jeg fældede en tåre eller to i helikopteren – sjældent har jeg set noget så smukt og overvældende. Hvis man har tid og råd, så vil jeg bestemt anbefale at booke en helikoptertur.

Grand Canyon er så kæmpestort. Med helikopteren fløj vi fra syd til nord og tilbage igen. Selvom man ser det ovenfra, så kan jeg stadig ikke få ind i mit hovede, hvor enormt et område kløften dækker over.

Vi skulle afsted mod Las Vegas fredag. Det er en køretur på 4-5 timer (afhængigt af frokost og tissetrang), og vi ville helst ikke ankomme alt for sent. Det var altså ikke med min gode vilje, at vi lagde Grand Canyon bag os.

Selvom jeg var her for anden gang, så var det lige så overvældende. Dem som kender mig ved, at jeg sjældent tier stille, og at jeg stort set aldrig er tom for ord. Når jeg står der og ser ud over Grand Canyon, så er jeg målløs. Det tager nærmest pusten fra mig. Jeg forsøger at suge det helt ind, indprente det på min harddisk og få lagret naturoplevelsen til evig tid.

Hvis jeg får muligheden, så ses vi igen, Grand Canyon!

Vi havde én dag i vores lejlighed i San Francisco efter ferien i Danmark, før vi hoppede i en lejebil og smuttede på rundrejse i Californien. Vi hentede vores bil søndag formiddag inde i byen, og så satte vi kursen mod den nordvestlige del af Lake Tahoe, hvor vi havde booket et værelse på Granlibakken (ret pudsigt og skandinavisk-klingende navn).

På vej til den gigantiske sø holdt vi ind ved et outlet. Det blev en dyr fornøjelse, da vi begge shoppede lækre, praktiske jakker fra The North Face. Udover dem røg der kun et GAP-træningssæt til mig med fra outlettet. I nærheden lå en In-N-Out-Burger, som blev vores frokost. Mere velsmagende og prisvenlig fastfood findes vist ikke. Kommer I i nærheden af sådan et burgersted – så gå derind!

Ud på eftermiddagen ankom vi til vores resort og søen. Lake Tahoe er i høj grad et skisportssted. Der er dog også super lækkert, og overnaturligt smukt, resten af året. Vi var der i slutningen af august/starten af september, og der var ret stille og lidt mennesketomt. Det havde vi intet problem med, tværtimod. Det var rigtig rart, at der ikke var stress og jag, mennesker over det hele, kø til alting, osv. Vi havde brug for at koble af og komme ned i gear, og det var der masser af mulighed for.

Vi besluttede os for at bruge det meste af en dag i Squaw Valley. Her har der været afholdt OL i vinteren 1960, men desværre glemte vi at aflægge OL-museet et besøg. Vi tog derop for at hike og nyde naturen, men der er også nogle spa-faciliteter.

Der var endda lidt sne tilbage fra i vinters!

Vi gik en hike op på en lille bjergtop, og selvom billederne taler for sig selv, så er det umuligt at gengive så flotte udsigter gennem et kamera. Netop fordi vi besøgte området lidt uden for sæson havde vi stedet stort set for os selv.

Det var en smule hårdt rent konditionsmæssigt at komme helt til tops. Men ikke noget som ganske almindelige, raske folk kan klare Og de fysiske anstrengelser belønnede sig. Shit, hvor føler man sig lille og ydmyg, når man står alene (altså sammen med manden) på et lille bjerg med den vildeste natur 360 grader rundt. En tur til Squaw Valley og småhikes deroppe kan jeg kun anbefale på det kraftigste.

Udover at hike ved Squaw Valley nød vi faciliteterne på Granlibakken. Der var blandt andet pool, spabad og gratis tennis. Eneste minus var de mange hvepse (eller bier – jeg kan helt ærligt ikke kende forskel). Det er et generelt “problem” ved Lake Tahoe. De er overalt, og de er vanvittigt mange. Det betød, at vi ikke kunne indtage frokost undervejs på vores hikes, nyde en is udendørs, osv. Lidt ærgerligt, men man vænnede sig en smule til det. Heldigvis blev ingen af os stukket i løbet af den lille uge, vi tilbragte ved søen. Så selvom de konstant sværmer om en, og sætter sig på en, så er de ikke synderligt aggressive.

En anden vigtig pointe er, at der er store sving i temperaturen. Om dagen havde vi typisk omkring eller over 20 grader, og om natten kunne det blive ned til frysepunktet. Så vi havde stort set al slags tøj i brug, for det var koldt om morgenen og om aftenen.

Jeg har snakket lidt om her på bloggen, at jeg gerne vil være mere modig. Det må man sige, at jeg fik testet af ved Lake Tahoe. På Granlibakken (og andre steder ved søen) er der nemlig ziplining og “trætoppeeventyr”. Det så ret sjovt ud, og så havde jeg lyst til at prøve noget helt andet, end vi normalt begiver os ud i på ferier.

Det var i den dyre ende at komme op i trætoppene. Vi gav ca. 350 kroner per person for to timer. Vi endte i øvrigt med ikke at bruge al tiden, men hvis man ville prøve nogle af banerne mere end én gang, er to timer nødvendigt. Jeg er både højdeskræk og rædselslagen for hvepse/bier. At zipline indholdt i den grad begge ting. Der var SÅ mange hvepse, og de landede konstant på en. Det er liiidt svært at flygte fra dem, når man står på en mini-træplatform helt oppe i en trætop, eller når man er i gang med en udfordring og kun hænger i to karabinhager.

Højderne tog jeg overraskende pænt. Jeg rystede lidt på benene ind i mellem, og jeg småpanikkede på en af banerne, hvor man skulle gå fra ring til ring (sådan nogen som hænger fra loftet i gymnastiksale). Mine ben og arme føltes alt for korte til banen, så jeg endte med at have store problemer med at komme fra ring til ring. Jeg fik styr på panikken og selvfølgeligt kunne jeg klare banen, da jeg først stoppede med at hyperventilere og frygte for mit liv Ingen af os blev stukket af hvepse, og ingen af os sad fast i trætoppene.

Både mens vi var i gang og især efterfølgende, var jeg helt høj på adrenalin. Det var SÅ sjovt at zipline og en meget anderledes ferieoplevelse. Jeg kunne sagtens finde på at prøve noget lignende igen, for jeg er slet ikke så stor en pivskid, som jeg går og tror.

I næste indlæg fortæller jeg om, da vi drog mod den sydlige del af søen.

Vi kom hjem til vores lejlighed i San Francisco efter omkring seks timer på farten, og vi var begge godt bombede. Nok især manden, da han havde kørt bilen. Jeg havde mest bare forsøgt at holde styr på GPS’en og ikke at falde alt for meget i søvn. Vi fladede ud resten af dagen på sofaen, nød en stabil wi-fi-forbindelse og hentede noget (relativt) sund aftensmad. I går stod den så på udpakning af kufferter, tøjvask og et forsøg på at forberede hverdagens ankomst. Og her blev jeg altså lidt ramt af ferieblues. Den der gnavende og altoverskyggende fornemmelse af, at man bare slet ikke er færdig med at opleve og holde ferie. Den der tristhed over, at to uger propfyldt med skønne minder er overstået, og at hverdagen for alvor banker på.

Den bedste måde at overvinde ferieblues på er nok bare at tage fat på hverdagen. På den led er det jo gevaldigt heldigt, at den allerede indtræffer i dag. Måske ville mit ferieafsavn være endnu værre, hvis der ikke var en hverdag at gribe fat i og lade sig rive med af? I hvert fald ændrer mit liv herovre sig fra denne uge af, hvor jeg tager hul på nogle frivillige jobs. Den lille magnettavle med ugens planer på er allerede proppet godt med de aftaler, jeg har i denne uge. Så på trods af ferieblues, som forhåbentligt fordufter inden længe, kommer jeg absolut ikke til at kede mig.

Ud over at kaste mig ud i de frivillige jobs, så står den også på motion. Vi har hiket en del, ziplinet, spillet en smule tennis og cyklet lidt på vores ferie – men det kan vist ikke gøre det op for al den lækre mad og drikkelse, som vi har stornydt. Ferieformen har gjort sit indtog, og i denne uge skal der hankes op i de gode vaner, så den kan blive jaget væk igen

Jeg giver dog ikke helt slip på vores ferie endnu. Jeg planlægger nemlig at skrive om den herinde, og jeg har ret flittigt optaget små videoglimt, som jeg laver en stemningsvideo ud af. Så jeg kommer til at synke tilbage i alle de gode, sjove stunder og de smukke udsigter fra vores tur til Lake Tahoe, langs Highway 1 til Santa Barbara og hjem til San Francisco.

Ferien måtte for min skyld gerne fortsætte laaang tid endnu, men hverdagen har nu også sin charme. Jeg skal bare lige omstille mig fra ferie-mode til hverdags-mode. Har I det også sådan, når en skøn ferie er overstået?

Manden og jeg er på ferie i Danmark. Vi rejste onsdag aften fra San Francisco, og på grund af ni timers tidsforskel tog rejsen omkring tyve timer på uret. Nøj, hvor var jeg træt og udkørt, da vi landede i Kastrup. Min flyskræk holdt sig nogenlunde på afstand, men jeg er anspændt og slapper ikke af ét minut under flyveturen, så det var som at have løbet en laaang tur, da vi steg ud af maskinen.

Vi blev hentet i lufthavnen, og så har vi ellers haft fuldt booket program lige siden. Og der ud over jetlag. Vi har sovet tre forskellige steder (ved svigerfar, ved mine forældre og ved svigermor), og vi har tøj, ting og kufferter liggende på flere adresser. Vi rejser hjem, ja det kalder jeg faktisk både San Francisco og Odense, fredag morgen, så det sidste skal lige presses ud af good old O’nse. Jeg mangler at se min storebror, som kommer ud og spiser ved mine forældre i aften, og min bedste veninde, som jeg skal hygge med i morgen. I morgen slår jeg også et smut forbi mit gamle arbejde og hilser på.

Tiden er gået alt for hurtigt her på vores ferie i Danmark. Vi har været til bryllup, set tre gange bedsteforældre, jeg har haft veninder på besøg, vi har set OL, og vi har spist ved et vennepar. Med andre ord har vi ikke ligget på den lade side.

Kjole fra Banana Republic (udsolgt) // Sko fra ASOS HER

Det eneste jeg ikke har nået er at dele løs af stort og småt på bloggen, Facebook, Instagram og SnapChat. Jeg har været på en (mere eller mindre frivillig) digital detox, siden vi landede i Danmark.

For at beholde vores danske mobilnumre har vi begge nemlig ændret abonnementer til de allerbilligste. Mit koster vist 39 kroner om måneden. Det er det helt gammeldaws af slagsen, hvor man betaler for hvert enkelt sms og hvert enkelt opkald. Derfor er der selv sagt ikke data med i abonnementet. Og det skal jeg altså lige vænne mig til! Jeg har derfor kun være online og digitalt opdateret, når vi har været på wi-fi. Er I vimmer, hvor har jeg fundet ud af, hvor afhængig jeg er af internetadgang. Jeg skænkede det f.eks. ikke en eneste tanke, da jeg skulle finde vej hjem fra frisøren, at jeg ikke lige kunne lave en ruteplan i Google Maps ude i bilen. Jeg måtte gå rundt og lede efter gratis wi-fi for at få ruten tryllet frem på min lille skærm. Det er heller ikke muligt liiige at tjekke de seneste nyheder på DR’s app, svare tilbage på en Facebookbesked eller sende en sød SnapChat, mens man er på farten (ikke mens jeg kører bil, vel? Bare sådan generelt, når man venter i en kø, sidder ved frisøren, går fra A til B, osv.)

Det har være tankevækkende, til tider frustrerende og faktisk også meget rart med lidt digital detox. Jeg har sjældent været så nærværende og til stede, som jeg har været den sidste uges tid. Der var ikke wi-fi, der hvor brylluppet blev afholdt, så vi var “tvunget til” ikke at glo på miniskærmen i tide og utide. Det var altså helt rart bare at være lige der i nuet og ikke have mulighed for at tjekke alle mulige andre ting. Da jeg havde besøg i næsten ti timer af to gode veninder var jeg kun meget sporadisk på internettet (mange caféer har jo wi-fi), og det var altså ganske hyggeligt ikke at bruge tiden på andet end venindehygge og at være til stede.

Det bliver ikke nemt at rejse fra Danmark igen. Faktisk stikker det allerede i mit hjerte, at vi snart skal kramme en masse rare folk for sidste gang i lang tid. Nu skal de sidste dage med fynsk muld under fusserne nydes til fulde! Og så kan jeg altså anbefale at lægge mobilen fra sig ind i mellem.