Der er lidt stille for tiden herinde på bloggen (og mine sociale medier generelt), men det står altså i skærende kontrast til virkeligheden!
Manden og jeg er på ferie i Danmark. Vi rejste onsdag aften fra San Francisco, og på grund af ni timers tidsforskel tog rejsen omkring tyve timer på uret. Nøj, hvor var jeg træt og udkørt, da vi landede i Kastrup. Min flyskræk holdt sig nogenlunde på afstand, men jeg er anspændt og slapper ikke af ét minut under flyveturen, så det var som at have løbet en laaang tur, da vi steg ud af maskinen.
Vi blev hentet i lufthavnen, og så har vi ellers haft fuldt booket program lige siden. Og der ud over jetlag. Vi har sovet tre forskellige steder (ved svigerfar, ved mine forældre og ved svigermor), og vi har tøj, ting og kufferter liggende på flere adresser. Vi rejser hjem, ja det kalder jeg faktisk både San Francisco og Odense, fredag morgen, så det sidste skal lige presses ud af good old O’nse. Jeg mangler at se min storebror, som kommer ud og spiser ved mine forældre i aften, og min bedste veninde, som jeg skal hygge med i morgen. I morgen slår jeg også et smut forbi mit gamle arbejde og hilser på.
Tiden er gået alt for hurtigt her på vores ferie i Danmark. Vi har været til bryllup, set tre gange bedsteforældre, jeg har haft veninder på besøg, vi har set OL, og vi har spist ved et vennepar. Med andre ord har vi ikke ligget på den lade side.
Det eneste jeg ikke har nået er at dele løs af stort og småt på bloggen, Facebook, Instagram og SnapChat. Jeg har været på en (mere eller mindre frivillig) digital detox, siden vi landede i Danmark.
For at beholde vores danske mobilnumre har vi begge nemlig ændret abonnementer til de allerbilligste. Mit koster vist 39 kroner om måneden. Det er det helt gammeldaws af slagsen, hvor man betaler for hvert enkelt sms og hvert enkelt opkald. Derfor er der selv sagt ikke data med i abonnementet. Og det skal jeg altså lige vænne mig til! Jeg har derfor kun være online og digitalt opdateret, når vi har været på wi-fi. Er I vimmer, hvor har jeg fundet ud af, hvor afhængig jeg er af internetadgang. Jeg skænkede det f.eks. ikke en eneste tanke, da jeg skulle finde vej hjem fra frisøren, at jeg ikke lige kunne lave en ruteplan i Google Maps ude i bilen. Jeg måtte gå rundt og lede efter gratis wi-fi for at få ruten tryllet frem på min lille skærm. Det er heller ikke muligt liiige at tjekke de seneste nyheder på DR’s app, svare tilbage på en Facebookbesked eller sende en sød SnapChat, mens man er på farten (ikke mens jeg kører bil, vel? Bare sådan generelt, når man venter i en kø, sidder ved frisøren, går fra A til B, osv.)
Det har være tankevækkende, til tider frustrerende og faktisk også meget rart med lidt digital detox. Jeg har sjældent været så nærværende og til stede, som jeg har været den sidste uges tid. Der var ikke wi-fi, der hvor brylluppet blev afholdt, så vi var “tvunget til” ikke at glo på miniskærmen i tide og utide. Det var altså helt rart bare at være lige der i nuet og ikke have mulighed for at tjekke alle mulige andre ting. Da jeg havde besøg i næsten ti timer af to gode veninder var jeg kun meget sporadisk på internettet (mange caféer har jo wi-fi), og det var altså ganske hyggeligt ikke at bruge tiden på andet end venindehygge og at være til stede.
Det bliver ikke nemt at rejse fra Danmark igen. Faktisk stikker det allerede i mit hjerte, at vi snart skal kramme en masse rare folk for sidste gang i lang tid. Nu skal de sidste dage med fynsk muld under fusserne nydes til fulde! Og så kan jeg altså anbefale at lægge mobilen fra sig ind i mellem.
3
Lisbeth says
Det er virkelig en øjenåbner, når man pludselig er nødt til at tænke over sit internetforbrug. Jeg føler, at jeg er ret god til at lægge telefonen fra mig, men da vi var sydpå i en uge kunne jeg alligevel også godt mærke, hvor ofte jeg plejer lige at lave et hurtigt tjek. Gisp!
Men hvor er det bare godt at høre, at I får det bedste ud af turen herhjemme – og så når I endda også lige at få både Blomster-/ HCA Festival og sommervejr med! 🙂
Knus
// http://www.moonlitmadness.dk
Line says
Det er nemlig tit i de små, ligegyldige situationer, det går op for mig, hvor afhængig jeg er af min mobil/internetadgang. Hvis man lige skal slå en opskrift op, hvis man skal finde vej, hvis man skal tjekke nyhederne eller andet. Det var virkelig sundt kun at være “online”, når vi var på wi-fi 🙂
Knus
Line
A+K/VenterPaaVinBlog says
HVORFOR er den kjole udsolgt? Nøj den er fin 😀
Lyder ellers som en dejlig sommer – digital detox er faktisk en blanding af skønt og frustrerende. Men mest godt. Jeg oplevede det selv fx i min tur til Norge, hvor vi kun havde wifi på hotellet og havde ikke mobil-data slået til. Så kunne ikke smse/snapchatte eller noget som helst, før vi var hjemme ved midnatstid hver aften. Det var meget godt, når fokus netop var der hvor det hørte til: På at opleve byen og nyde min kærestes selskab (:
– A
Line says
Jeg beklager, at kjolen er udsolgt, haha. Den var også sat ned med 40 %, så det har nok gjort udslaget. Jeg er i hvert fald virkelig glad for den!
Det er nemlig sundt nok lige at få lidt detox. Eneste ulempe var, at mange var gået i seng, når jeg endeligt fik internetadgang og kunne dele løs af billeder. Liiidt kedeligt. Lidt ligesom de ni timers tidsforskel til San Francisco – alle i Danmark sover, når vi når til eftermiddagstid. Og når jeg går i seng omkring kl. 22, så står alle i Danmark op 🙂
/Line