Min oplevelse af det amerikanske valg

Jeg ville lige klappe hesten, sluge kamelen (findes der andre gode dyre-ordsprog?!) og lade tingene bundfælde sig. For som Anne-Li så rigtigt skriver i indlægget HER, så skal man passe på ikke at lade panikken tage over. Men uanset, hvor mange timer det er siden, at manden og jeg sad opløftede med sangria i glassene og så valgresultaterne trille ind stat for stat, så er jeg lige så chokeret nu som i tirsdags.

Naturligvis er det Donald Trumps valgsejr, jeg hentyder til. Jeg vil forsøge at fatte mig i nogenlunde korthed, noget jeg ellers ikke har for vane, og ikke lade mit temperament og bekymrede sind løbe helt af med mig.

Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at manden jo er demokratisk valgt. At valgsystemet herovre så er skruet lidt finurligt sammen, og Hillary Clinton på landsplan lader til at have fået flere stemmer, er en helt anden snak. Han vandt valget, og han vandt det endda ret overbevisende.

Dernæst er min opfattelse og oplevelse af det hele uden tvivl præget af to ufravilige faktorer: Jeg hepper (eller heppede, for det er vel lidt sent nu) klart mere på Hillary Clinton, demokraterne i al almindelighed og ikke blot hende, end Donald Trump, og vi bor i San Francisco. San Francisco er en storby, og disse har for vane at stemme demokratisk. Der ud over ligger San Francisco i landets største stat befolkningsmæssigt set, Californien, som vel nok er demokraternes højborg. Staten er en af de mere venstreorienterede af slagsen, og den demokratiske præsidentkandidat er også næsten sikret de 55 valgmænd som staten “tæller” ved et valg.

Jeg har interesseret mig meget for valget denne gang. Det gjorde jeg i øvrigt også ved de to seneste, som Barack Obama som bekendt vandt. Jeg huske helt tydeligt, da han vandt første gang i 2008, og jeg husker også, at jeg fældede en lille tåre, da han blev genvalgt i 2012. Denne gang var valget dog noget særligt – fordi vi bor i landet, og fordi jeg havde mulighed for at få stillet min nysgerrighed og videnbegærlighed ved at smalltalke med “almindelige amerikanere” om situationen.

Ingen havde spået dette resultat. Hverken de amerikanske medier, de danske medier, meningsmålingerne, amerikanerne eller Hillary Clinton selv – glasloftet og konfettikanonerne var ligesom linet op 😉 Det blev konstant italesat som rent matematik, hvis han skulle gå hen og vinde. Alt skulle blæse i den rigtige retning, og han skulle hive stort set alle svingstater hjem – og det kom han aldrig til, forlød det. Sandheden og ikke mindst virkeligheden er bare, at det gjorde han. Meningsmålingerne og folks, her i blandt er jeg selv “medskyldig”, småhånlige bemærkninger om hans kandidatur blev gjort til skamme. For mig var han et show. Han ville statuere et eksempel ved at stille op, og han havde (i mine øjne) slet ikke konkrete politiker forberedt – altså udover ting som en mur ved grænsen til Mexico, og at klimaforandringerne er fiktion skabt af Kina.

Vi sad og skålede i sangria, humøret var højt blandt de fremmødte til valgarrangementet. Hende vi faldt i snak med havde sågar arbejdet for Hillary’s kampagne for at blive præsidentkandidat tilbage i 2008, så hendes stemme ikke svær at gætte. Jeg havde en underlig fornemmelse. Ikke af at Donald Trump ville vinde, for det var jo en umulighed. Men en fornemmelse af, at det ville blive langt mere tæt end meningsmålingerne havde bebudet. Jeg havde i baghovedet, hvordan meningsmålingerne så ud frem mod det seneste danske folketingsvalg, og hvordan mandaterne så rent faktisk endte med at fordele sig.

Inden alle stater var afgjort, cyklede vi hjem. Manden skulle op på arbejde næste dag, sangria-karaflen var tømt, og Florida, samt en del andre svingstater, lod til at gå til Trump. Vi besluttede at se resten herhjemme. Stadig i den tro, at tallene ville ændre sig og demokraterne indtage det ovale kontor. Vi nåede hjem og så kun en halv times valg-tv mere. Så gik manden i seng. Det stod klart, at der skulle et mirakel til – nu bare med omvendt fortegn end forventet. Et mirakel for at Hillary Clinton ville sejre og blive landets første kvindelige præsident. Jeg var stædig. Og så håbede jeg til det sidste. Jeg så hvordan reporteren ved demokraternes “fest” fortalte om forstenede ansigter, chokerede fremmødte og om nedpakning af konfettikanonerne. Hillary gik ikke på scenen. Det gjorde tilgengæld Trump, da det stod klart, at han havde over 270 valgmænd. Jeg var nødt til at se det her øjeblik “live”. Nødt til at forsøge at fatte, at vores nuværende hjemland havde valgt ham som deres kommende præsident.

Jeg synes, han er skræmmende. I mine øjne er han ikke egnet, af flere årsager. Han udtrykker sig bl.a. racistisk, sexistisk, mandschauvinistisk, homofobisk og nedgørende. Slet og ret, så har han ikke meget moral og forbilledlig opførsel at byde ind med. For mig har han sparket landet hundrede år tilbage med sin protektionisme og sit syn på kvinder, mørke, latinamerikanere, muslimer, LGBT-folk, handikappede, osv. Dernæst har han ingen politisk erfaring – det er altså helt skørt, synes jeg. Men helt ærligt, så er Hillary Clinton jo heller ingen engel. Hun er, som amerikanerne siger, ikke ret “likeable”. Hun er ikke tillidsvækkende, og så fremstår hun ind i mellem kølig. Til gengæld har hun årevis af erfaring at trække på, om det så er gode eller dårlige erfaringer. På mange måder var valget jo mellem to onder, og det synes amerikanerne også! Ikke én jeg har snakket med i de fem måneder vi har boet i landet har udvist glæde over at skulle vælge imellem disse to kandidater.

Fordi vi bor i en ret venstreorienteret by og stat (efter amerikanske standarder vel at mærke), har jeg kun overhørt én, der snakkede om at stemme på Trump. Ikke på grund af hans visioner for landet, men alene som et fravalg af Clinton. Jeg ville ønske, at flere Trump-støtter havde krydset min vej. Mest fordi jeg er så nysgerrig efter at høre deres argumenter og forsøge at forstå, hvad der ligger bag deres valg. Det bliver hurtigt lidt ensporet, og at alle der har stemt på ham oppe i mit hovede må være enig med ham i alt og minde om ham. Det er jeg helt sikker på ikke er sandheden. Mange af hans vælgere er sikkert søde, rare mennesker, der har ønsket noget helt andet end det etablerede system. Vælgere, der har følt at Washington og “the establishment” var lysår væk fra deres egen og almindelige amerikaneres hverdag. Og så er valget af Trump en modreaktion på alt det politisk velkendte. Desværre har jeg ikke haft mulighed for at snakke politik med Trump-støtter, og det ærger mig faktisk.

Dagen efter valget var helt speciel. Og man forstår det nok ikke, hvis man ikke er midt i det. Manden cyklede sin vanlige rute ned til arbejdet, og der var skrevet “Fuck America” med graffiti. Jeg ville have taget et billede af det samme eftermiddag, men der var det fjernet. Demonstrationerne var allerede brudt ud om natten, og der var også flere af dem i løbet af dagen. Da vi cyklede i midtbyen tidligt onsdag aften var der proppet med politibiler. Utilfredsheden var til at tage og føle på.

Det der gjorde størst indtryk på mig var dog ikke graffitien eller demonstrationerne. Det var min indkøbstur i det lokale supermarked. Der var ingen grin. Der var ingen smil. Der var ingen small talk. Der var triste ansigter. Der var bange blikke. Og der var folk iført t-shirts med slogans på, der udtrykte deres utilfredshed. På én og samme tid fortsatte hverdagen som altid med indkøb af dagligvarer, og samtidigt var den forandret for altid. Jeg så folk med tårer i øjenkrogene. Og jeg så deres tomme, chokerede ansigtsudtryk. Igen læste jeg jo folk med mine egne briller på, så om de våde øjenkroge eller manglende smil skyldtes alt muligt andet end nattens præsidentvalg er jo umuligt for mig at vide med sikkerhed. Men stemningen var til at tage og føle på, og den var helt anderledes.

Jeg havde så gerne set Hillary Clinton vinde. Ikke fordi hun var den perfekte kandidat. Ikke fordi hun er en kvinde (der ville ikke være meget ligestilling over at bakke op om hende alene af den grund, vel?!). Ikke fordi jeg kan identificere mig ret meget med hende. Men fordi hun var den, i mine øjne, mest egnede af de to muligheder. Det var hun så ikke i en stor del af amerikanernes øjne, og det må man/jeg/hele landet/hele verden jo så tage til efterretning.

En sidste bemærkning må være, at man kan stikke meningsmålingerne og mediedækning skråt op. Hvad var det lige, der “gik galt”? Det kan man aldrig entydigt svare på. Måske tog ingen rigtigt Donald Trump alvorligt, udover de mange amerikanere, som så inderligt ønskede forandring. Måske havde demokraterne stillet op med en svagere kandidat, end de (og alle andre) troede. Måske var det samme effekt som ved Brexit og seneste danske folketingsvalg – man siger det i meningsmålingerne, der er politisk korrekt, og så stemmer man noget helt andet. Det får vi aldrig svar på, men dette amerikanske valg bør få medier, eksperter og alle andre til at reflektere lidt. Donald Trump var ikke bare en dårlig joke. Han er USA’s kommende præsident.

0