Der har vist aldrig i bloggens levetid været en stilhed her på domænet i så lang tid, som der har været denne gang. I et halvt års tid, har jeg slet ikke kigget forbi mit eget lille hjørne af internettet og delt ud af det helt lille og nære eller de helt store og abstrakte tanker. Jeg vil ikke bruge “spalteplads” på at undskylde og forklare.
Kort sagt, så nyder jeg livet her ude i virkeligheden, men jeg savner også at skrible løs herinde. Derfor har jeg samlet mine absolutte sommernødvendigheder i en lille collage, og så vil jeg løfte sløret for, hvor vores første udlandstur som en familie på tre går hen.
- Sidste sommer fandt jeg ud af, hvor højt jeg elsker at have badedragt på fremfor bikini. Jeg har denne fra H&M, og jeg elsker den!
- Solcreme. Et helt naturligt must. Jeg bruger denne både til mig selv og til W.
- Kjole i hørblanding. Jeg har netop bestilt denne, så jeg ved ikke, om lige netop denne er uundværlig. Men generelt er tøj i “naturmateriale” klart en favorit for mig om sommeren.
- Birkenstocks. De behøver vist ingen uddybning!
- Helt simpelt og helt igennem genialt til alle slags underdele. En sort tanktop er noget af det, jeg bruger mest – hele året faktisk.
- Jordbær. Er det bare mig, eller er det smagen af sommer? Jordbær, vandmelon og friske ærter bliver indtaget i rå mængder i sommermånederne.
- Lædersandaler. En lidt finere version af behageligt fodtøj end Birkenstocks. Jeg har nogle røde i ruskind med en sløjfe fra sidste års børnekollektion hos Zara. Dem på collagen er fra dette års kollektion – og i øvrigt nedsat til 59 kroner!
- Lidt smæk på farvepaletten. Jeg har købt denne solgule bomuldskjole, som jeg ikke kan vente med at tulle rundt i.
- Solbriller, og allerhelst disse fra RayBan. Det er Erika-modellen, og den klæder vitterligt alle. Jeg drømmer om dem i flere farver end denne.
- Denim-shorts – og gerne i den her lidt “slidte” udgave. De er lækre både med birkenstocks, høje hæle og sågar ankelstøvler til.
- Basic t-shirt i en lys farve. Jeg har mest i sort eller navy, men om sommeren kan lysere basics altså bare noget.
- Græsk salat. Det er på top fem over mine livretter, og jeg skal have det mere end én gang denne sommer!
Turen går til elskede Kreta. Derfor spiller den græske salat også en rolle på oversigten over summer essentials, haha. Vi snakkede længe (som i lææænge…) om, hvor vi skulle drage hen denne sommer. Sidste sommer tilbragte vi en uge i sommerhus på Langeland, og med en dengang halvt år gammel purk, var det helt igennem perfekt. Den danske sommer sidste år var jo også helt exceptionelt varm. I år havde vi lyst til lidt fjernere himmelstrøg. W har aldrig prøvet at bade, og det synes vi, han skal have lov til. Vi turde ikke satse på en lige så tør og varm sommer her i Danmark som sidste år.
Jeg havde fundet en skøn lille lejlighed ved Gardasøen, og vi ville køre derned. Men ved nærmere eftertanke er turen bare for lang til, hvad vi kan overskue. Så vi begyndte at researche på flyrejser, selvom det var en af mine kæpheste ikke at orke en lufthavn med en halvanden årig – og i øvrigt fik det mine klimaprincipper og gode tanker i den henseende til at stritte. Men sådan er det endt, og jeg glæder mig!
Manden og jeg har været på Kreta sammen to gange før, og jeg har også været der som barn. Så hvis der går ren børnepool, isspisning og siesta på hotellet, mens betten sover lur, i den, så er det helt okay med mig. Det er rart ikke at frygte at gå glip af noget – vi har vandret i Samariakløften, vi har været på bådtur, osv. Det bliver helt på vores alle tres præmisser, vi holder sommerferie i år (lidt apropos mit indlæg om at sænke forventningerne en smule).
Hvor skal I hen i år? Og har I nogle uundværlige sommernødvendigheder, som jeg bør kende til?
0
VenterPaaVinBlog says
Det lyder prægtigt – håber den græske salat er fantastisk på de kanter 😀
God tur.
– A
Line says
Tak. Jeg er sikker på, den græske salat er skøn 🙂
/Line
Camilla says
Vi skal til USA – førte gang for mit vedkommende 🙂
Vi flyver til Seattle, lejer en bil og tager så rute 101 hele vejen langs kysten ned til San Francisco (dog med et pitstop i Portland) og så videre ned at Highway 1 til LA hvor vi flyver hjem fra.
3 uger – vi flyver d. 26/7 – glæder mig HELT vildt 🙂
P.S. Hils Tine hvis du ser hende.
Line says
Det lyder som en super fed tur. Jeg kan KUN anbefale San Francisco, hvor jeg jo har boet i et år.
/Line
Jeanette says
Hvor er den pæne karry farvet kjole fra?
Og vil du give et tip om, hvordan du laver sådan en fin collage? 🙂
– Jeanette
Line says
Den karryfarvede kjole er fra Next. Men den ser ud til at være udsolgt lige nu. Den er i 100 % bomuld, og størrelsesmæssigt lidt til den store/bredde side. Tænker, den bliver perfekt sydpå, hvor det bliver over 30 grader varmt!
Jeg laver mine collager i Photoshop 🙂
/Line