Jeg er overbevist om, at jeg ikke er den eneste. Den der småbekymrede type. Det er ikke noget nyt for mig at være medlem af denne klub, og det er på ingen måde noget, der ødelægger min hverdag eller påvirker mig konstant. Men ind i mellem kommer det op til overfladen, og så må jeg lige minde mig selv om, at det jo bare er sådan jeg er. For jeg kan ind i mellem godt glemme, at jeg er den bekymrede type 🙂
Bekymringerne kan handle om både stort og småt. Det kan være på det helt abstrakte plan “Hvordan mon mit liv ser ud om ti år?” til det helt konkrete og ultranære “Hvad nu hvis jeg fortryder, det som jeg bestiller fra menukortet?”. Det er også vidt forskelligt, hvor meget den enkelte bekymring fylder. Og hvor lang tid den hænger ved.
Kender I det? Nogle tanker, spekulationer, bekymringer, overvejelser (kald det, hvad du vil. Bekymringer klinger lidt negativt…) har lidt efterdønninger og bliver siddende i kroppen/hovedet længere end andre. Én ting har jeg efterhånden erfaret: bekymringerne kommer, stort set, aldrig til sin ret. Det går jo aldrig så galt, som jeg ind i mellem går og forestiller mig. Alligevel kan jeg ikke bare låse døren for dem og udelukke dem fra mit liv, for jeg ér bare “lidt af en bekymret person”.
Omvendt er det heller ikke altid dumt at tilhøre denne art. For min bekymring er også positivt ladet – jeg bekymrer mig, på godt og ondt for mig selv, mine nærmeste, og helt zoomet ud også for verden. Altså i hvilken retning mit liv, vores samfund, og verdenssamfundet, udvikler sig. Derfor var jeg heller ikke upåvirket, da Donald Trump blev valgt til præsident (som i kan læse mere om her). Min tendens til at overtænke tingene gør også, at jeg er yderst opmærksom på mig selv/mine egne signaler og ikke mindst på mine omgivelsers forgodtbefindende. Det synes jeg selv er en gave og en fordel, fordi jeg faktisk godt kan lide at være opmærksom og omsorgsfuld.
Ulemperne ved at have en hjerne, der ind i mellem (unødvendigt) er på arbejde er ret åbenlyse. Jeg kan blive trist over noget, som der slet ikke var grund til. Sådan er det, når man har en tendens til at tage sorgerne på forskud. Omvendt bliver jeg ofte positivt overrasket, fordi tingene går langt bedre, end de havde udspillet sig oppe i mit hovede 🙂 En anden ulempe er, at jeg har svært ved at træffe beslutninger. Ind i mellem føles intet mere rigtigt end andet, og jeg aner ikke, om jeg skal vælge a eller b – igen kan det være lige fra valget mellem pasta og pizza på menukortet til de lidt større sager i livet. Heldigvis er jeg den seneste tid blevet lidt bedre. Jeg kan stadig være ubeslutsom og synes, at en beslutning er uoverskuelig, men jo ældre jeg bliver, jo bedre bliver jeg til at lytte efter mit indre kompas. Og hvis intet føles mere rigtigt end noget andet, så er det nok fordi, resultatet er lidt hip som hap for mig.
Det som især kan spænde ben for en bekymret type som undertegnede er, at jeg oven i også er lidt af en please. Jeg har det bare bedst, når jeg har gjort mit til, at folk omkring mig har det godt. Derefter kan jeg overskue at se på, hvad jeg faktisk selv tænker og synes. Igen ser jeg det ikke kun som noget negativt, at jeg er en pleaser, for det er da også en god egenskab at gøre sit bedste for andres velbefindende. Men hvis jeg både bruger energi på at bekymrer mig om mine egne og alle andres problemer, så kan det altså godt kamme over. Ingen kan jo bære alles byrde på deres skuldre – og det ønsker jeg på ingen måde at gøre, om det så var muligt! Det skal jeg bare lige minde mig selv om fra tid til anden.
Jeg øver mig i at sige “pyt”. Ind i mellem bare at være ligeglad med om bekymringens væsen forsøger at råbe mig op. For nogle gange er det altså rart at give slip og bare lade tingene gå deres gang. Uden at forsøge at tænke dem igennem fra ende til anden, før de overhovedet er gået i gang. Efterhånden er jeg blevet ret stærk i at sige til mig selv “Hvad er det værste, der kan ske?” og svaret på det spørgsmål er jo som oftest nærmest humoristisk og ligegyldigt. Det hjælper at sætte tingene i perspektiv og konfrontere sig selv lidt med, hvor latterligt det ind i mellem er at bekymre sig om alt mellem himmel og jord.
Det har været noget af en udfordring at flytte til USA. Fordi jeg forestillede mig et utal af scenarier oppe i hovedet, der kunne gå galt. Først og fremmest er jeg rædselsslagen for at flyve, så allerede der kunne den første katastrofe jo indtræffe. Dernæst var jeg bekymret for, om vores lejlighed overhovedet var til at bo i, og om den lå et sted, hvor vi kunne holde ud at opholde os. Der var også alle tankerne omkring min egen karriere, som jo er sat en smule på stand by, mens vi er herovre. Og så var der bekymringerne for, om vi nu også er ordentligt forsikret ift. sundhedssystemet herovre. For slet ikke at nævne tanken om at skulle undvære familien og veninderne i et år. Av! Der var nok for min lille hjerne at bryde med og bekymre sig om. Men faktum er jo, at det går godt. Vi har det godt herovre, og jeg havde slet ikke behøvet at forestille mig alverdens ulykker.
Det jeg ønsker mig allermest, og som ville afhjælpe enhver bekymring og spekulation, er en krystalkugle. I ved, så man liiige kan spole tiden enten bare få minutter eller mange år frem og se, hvordan det hele udspiller sig. Så man kan være i nuet med en forsikring om, at alt løser sig og bliver fint. Sådan en krystalkugle er jeg endnu ikke stødt på, og indtil jeg finder den tænker jeg at forlige mig med, at jeg bare er mere bekymret end mange andre. For nogle gange er det jo faktisk en positiv egenskab at spekulere og analysere lidt mere end gennemsnittet.
Er der nogle af jer, som kender en smule til at overtænke og (over)bekymre sig om stort og småt?
2
Skriv et svar