Vi skyder ugen i gang med mit andet lille tip til vores nye hjemby. Vi har nemlig været ude at spise, og det var en virkelig god (og anderledes) oplevelse, som jeg vil tippe jer om.
Mine forældre havde givet os nogle dollars med til en “velkomstmiddag”. Desværre var jeg syg den først uge herovre, så vi udskød at gå ud og nyde noget god mad. Vi var af sted efter små to uger her i byen, og vi endte mere eller mindre tilfældigt på den indiske restaurant Dosa.
Vi havde flere gode restauranter i kikkerten, men den vi allerhelst ville spise på var lukket ned på grund af renovering. Desuden ville vi gerne spise på en restaurant i gåafstand, og så bestilte vi bord på Dosa, som har gode anmeldelser online. Det levede vores aften på restauranten bestemt op til.
Der er en menu, hvor man får tre forskellige retter og dermed kommer lidt omkring i det indiske køkken. Det valgte vi begge, og så købte vi vinmenuen, hvor man får vin, der matcher de enkelte retter. Jeg startede med den smukkeste forret (øverste billede). Den var så frisk og fuld af smag! Og kirsebærrene var overdrevet lækre sammen med spirene, kokosnødden og ruccolaen. Første bid var liiidt til den stærke side (der var chili i salaten) og brændte min smagsløg en smule – heldigvis var der masser af vand på bordet, haha.
Manden fik også en super velsmagende første ret, som var en kebab-slider med lam, yoghurt og chutney af rød peber. Vinen og maden kom hurtigt på vores bord, og betjeningen var venlig. Dosa er nemlig ikke indisk mad, som mange danskere kender det. Der er ikke chicken tikka masala på menuen her, så vi var lidt på udebane 🙂 Dosa serverer, så vidt vi forstod, sydindisk mad, hvor det man normalt køber som take away i Danmark er nordindisk.
Et lille minus var, at bordet ikke var særlig stort, og tjeneren kom med næste ret og næste glas vin, inden vi var færdige med den første ret. Det er ikke ret god stil at “skynde” sådan på os, men vi fandt plads til det hele, og det gjorde ikke alverden, at det lige kiksede med overgangen fra første til anden ret.
Min anden ret er på ovenstående billede. Den var, ligesom det andet, rigtig god. Inden i dosaen var der en form for kartoffelmos med grøntsager i. Jeg fik den klassiske udgave af dosaen, og der var trøffelolie i min. Manden fik en ret, der lignede til forveksling. Der var dog en stor forskel – han havde bestilt chiliudgaven af sin dosa. Den var ikke for utrænede eller sarte smagsløg, for at sige det mildt. Jeg turde slet ikke smage hans mad, da jeg så, hvor meget det brændte hos ham.
Efter lidt tid fik han kontrol over den brændende fornemmelse, og selve smagen af retten fejlede bestemt ikke noget. Chili-niveauet var bare ikke lige, som vi er vant til. Nu er vi dog heller ikke typerne, der overdynger vores mad med chili til hverdag. Vand og vin, samt noget knap så stærk dyppelse, hjalp godt på vej.
Den sidste ret var vi enige om og valgte det samme. Og det fortrød ingen af os. Vi fik lam, som var i en marinade med yoghurt, kartofler og grøntsager, og så var der citronris til. Igen var retten til den stærke side, men slet ikke på en ubehagelig måde. Jeg kunne ikke spise det hele, men det var med stor ærgrelse, jeg lod resten blive spist af manden.
Alle de glas vin vi fik til vores retter var gode og passede fint til madens smag. Selvom mandens anden ret var lidt for stærk til vores præferencer, og at de serverede anden ret, før vi var færdige med den første, så havde vi en rigtig god oplevelse.
Restauranten er meget populær, og det så ud til, at der var mange indere, som spiste der. Det er jo altid et godt kvalitetstegn, når folk der kender til indisk mad vælger at spise på restauranten. Derfor vil jeg klart anbefale, at man bestiller bord. De har vist også et langbord, hvor konceptet er, at man kan komme ind fra gaden og få plads. Da vi kom var der dog en ret lang kø, og flere valgte at gå andre steder hen og spise. Der er en del støj i restauranten, fordi den er så populær og har rigtig mange gæster. Det gjorde nu ikke noget, og vi kunne sagtens sidde og snakke sammen uden at skulle råbe og gentage alting fem gange.
Vi kunne bestemt godt finde på at aflægge Dosa et besøg en anden gang. I kan læse mere om restauranten på deres hjemmeside her. Vores oplevelse var på restauranten på Fillmore Street, så hvordan den anden restaurant (Valencia) er, tør jeg ikke stå på mål for.
2
TIne says
Det ser rigtig lækkert ud!
Line says
Det var det virkelig også. Farverigt, stærkt og velsmagende 🙂 Rigtig sjovt at prøve noget lidt anderledes mad.
/Line