Tak for nu, San Francisco

Vi er vel hjemme i Danmark, nærmere betegnet O’nse, igen. Vores fly forlod San Francisco torsdag eftermiddag (lokal tid), og vi landede fredag eftermiddag i Kastrup (lokal tid). Her stod et vennepar, en af mine veninder og svigermor klar med kram, store smil og Dannebrogsflag. Sikke en velkomstkomité!

Jeg havde desværre kun sovet en halv time, usammenhængende, på den lidt over ti timer lange flyvetur. Så jeg var en anelse mørbanket, da vi var på landjorden igen. Vi fik proppet al vores bagage ind i bilen, og så kørte svigermor os til Odense. Her havde vi lige en lille times tid hjemme i lejligheden, før vi skulle til velkommen-hjem-hygge hos svigerfar. Vores nærmeste familie var samlet hjemme ved svigerfar, hvor den stod på smørrebrød og brunsviger. Rendyrket dansk og fynsk menu 🙂

Det er skønt at være i vores velkendte by igen. Virkelig skønt. At se alle ens kære, at give dem store kram og ikke at skulle skænke tidsforskel og fysisk distance én eneste tanke. Alligvel er det som om, jeg ikke har forstået det. Det har ikke bundfældet sig, at vi har låst døren til lejligheden på Terra Vista Avenue for sidste gang. Og at vi ikke skal tilbage til den store, lyserøde sofa, isterningmaskinen og den stejle gåtur op til Target. Lige nu nyder jeg glæden over at være tilbage i Danmark, men jeg har på fornemmelsen, at jeg får lidt efterdønninger og savn, når mit hovede (og hjerte) forstår, at vi ikke skal tilbage til Californien foreløbigt.

Et år i udlandet er den vildeste oplevelse. Vi har oplevet så uendeligt meget, og både manden og jeg er blevet stærkere, mere modige, og vi har klaret os igennem både medgang og modgang. Det er næsten umuligt at undgå modstand og hårde tider. Når man sidder over 8000 kilometer væk fra alt det man kender, så rammer den slags bare med 100 km ekstra i timen, og man kan ind i mellem føle en lille smule modstand og frustration som en kæmpe mavepuster.

Men vi klarede det. Og vi ikke bare klarede det – vi nød vores udlandseventyr, og vi havde slet ikke lyst til at sætte et punktum for det. Det har på ingen måder været “ren overlevelse” at bo i San Francisco i et år. Vi har suget byen med al dens personlighed og muligheder til os, og vi har ind i mellem knebet os selv i armen over, om det ikke bare var en drøm, at vi boede lige der i Californien og havde en så anderledes og spændende hverdag. Det var virkelighed, og det har været fantastisk.

Alt det hårde, frustrerende, komplicerede og mavepustende fyldte ikke nær så meget som alt det fascinerende, lærerige og helt igennem fantastiske. Jeg har både grint og grædt under vores ophold, og jeg ville ikke have været noget af det foruden. Er I klar over, hvor stærke man bliver sammen som par, når man står som komplet fremmede i en by langt væk hjemmefra og skal have en hverdag op at køre? Det kan ikke sættes på formel, og det kan desværre heller ikke købes på recept. Det skal ganske enkelt opleves.

Jeg havde det svært med at tage afsted for et år siden. Det betød blandt andet, at jeg skulle sige et job op her i Odense, som jeg var rigtig glad for. Og jeg havde ikke et nyt på hånden, da vi satte kursen over Atlanterhavet. Op til vores afrejse var mit hovede fyldt med bekymringer. Men vi er et team, og naturligvis bakkede jeg op om det helt igennem unikke karrieremulighed, som lå i San Francisco og ventede på min mand. Jeg har ikke fortrudt, og jeg ville gøre det hele om igen. Vi har begge udviklet os SÅ meget det sidste år, både sammen som par og ikke mindst individuelt.

Jeg elsker at være tilbage i Odense, og jeg har glædet mig til alt det velkendte og at have familie og veninder tæt på mig igen. Men San Francisco vil altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Det føles sært, men jeg har efterladt en lille flig af det i den farverige, skøre og fantastiske by. Jeg er også sikker på, at vi ikke har sat vores ben i byen for sidste gang.