Det er helt vildt at skrive et blogindlæg om livet som udenlandsdansker, når antallet af måneder pludseligt kræver to cifre og ikke kun ét. Marts måned var vores tiende her i San Francisco – om jeg begriber det?!
Vores ophold herovre lakker mod enden, og nogle dage er jeg afklaret med det og tænker, at det bliver trist, men også rart at komme hjem. Andre dage har jeg fuldstændigt svedt ud, at dette ikke er min hjemby, og at vi ikke hører til her i mere end et år. Det er vel et tegn på, at vi efterhånden er faldet ret godt til 🙂
Marts måned var god. Ret stille og rolig, og alligevel nåede vi en masse. Jeg brugte måneden på mine frivillige jobs, jeg mødtes med min indiske veninde, min danske hiking-veninde og hendes kæreste sov hos os en nat (hun er rejst hjem til Danmark igen), og vi havde besøg af mandens danske chef. Det blev også til nogle dage i Washington DC og et smut i vores lokale, retro-agtige biograf til en aften i selskab med en skønhed og et udyr.
- Washington DC er bestemt et besøg værd. Jeg oplevede meget af byen på egen hånd, fordi manden var optaget af arbejde, og jeg er SÅ glad for, at jeg gjorde det. Jeg nåede på 3 museer alene, forbi Det Hvide Hus, Tidal Basin og Washington Monument alene. Sammen med manden nåede jeg ét museum og Lincoln Memorial. Smithsonian museerne er alle gratis – virkelig inspirerende og super fedt for turister!
- Vi fik ikke bare set Washington DC. Vi fik set en del mere af østkysten. Der kom nemlig en snestorm (ved navn Stella) forbi, så vores fly fra San Francisco blev ændret til at have en mellemlanding i Chicago. Desværre blev vores fly til Chicago ved med at blive forsinket, så vi kunne ikke nå at skifte fly. Flyselskabet havde ikke rigtig nogen løsning på problemet, og da manden skulle på arbejde i Washington DC, måtte vi være kreative. Vi fik i stedet billetterne ændret til et direkte fly til Philadelphia, hvor vi måtte overnatte. Dagen efter fangede vi en bus og kørte i 3,5 timer til Washington DC. Det var selvfølgeligt en lang tur og en omvej, men til gengæld fik vi set en del af det østlige USA. På sådan en bus oplever man altså “det ægte USA” – vi stoppede i hvert fald i en del byer, og de var langt fra prangende og rige alle sammen.
- Amerikanerne er ret ligeglade med et lyskryds, når de skal over vejen. Herovre tæller lyskrydset ned fra ca. 10, når det skifter fra grønt til rødt. Selvom der kan være langt over på den anden side, så er det ingen hindring for at bevæge sig ud i krydset, selvom der kun er 1-2 sekunder tilbage, før det bliver rødt. Mange ænser heller ikke farven på lyskrydset, før de begiver sig ud i fodgængerfeltet. Det er liiidt småfarligt, når man kommer som cyklist eller bilist.
- Symbolet for cykelstier herovre er enten at der står “Bike Lane” på asfalten, eller at der er en tegning af en cyklist. Og her kan jeg godt lide den amerikanske løsning! Symbolet på en cyklist har nemlig cykelhjelm på. Det rokker nok ikke ved manges mening om, hvorvidt de spænder en hjelm om hovedet eller ej, men jeg kan godt lide det signal, man sender. Det offentlige symbol på en cyklist indebærer naturligvis en cykelhjelm 🙂
- Jeg savner at hike. Vi har ikke haft tid til det i marts, så jeg håber, at vi kan nå det i april eller starten af maj. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget jeg kommer til at savne hiking og den californiske natur, når vi flytter tilbage til go’e, gamle’ og fla’e O’ense.
- Tilværelsen er ret meget i limbo for tiden. Det ene ben i San Francisco og det andet ben i kufferten på vej hjem. Vi gør ikke de store nye tiltag herovre, når vi rejser hjem om kort tid, men vi kan heller ikke gøre ret mange tiltag i forhold til vores hjem og tilværelse i Odense, da den jo ligger et stykke ude i fremtiden (og vores lejlighed er optaget, indtil vi flytter hjem)
- Det er så dejligt nemt at falde i snak med folk. På mit faste fitnesshold snakker jeg en del med instruktøren og en af de andre deltagere, som er der næsten hver gang. Amerikanerne er gode til small talk, og de er ikke bange for at lære nye mennesker lidt bedre at kende. Jeg vil virkelig forsøge at tage bare lidt af deres mentalitet på det punkt med hjem i kufferten.
Skriv et svar