Go’ lørdag 🙂 For en uge siden var det nytårsaften, og nu er vi allerede en uge inde i det nye år. Jeg kan se at snevejret har kigget forbi i Danmark. Gid det var her! Vi kører regn, regn og atter regn (dog havde vi to tørvejrsdage i forgårs og i går).
Dagens indlæg skal dog slet ikke handle om snevejr, regnvejr eller vejrudsigter generelt. Men jeg måtte lige ud med, at jeg VIRKELIG savner den danske vinter – især når den indeholder sne. I stedet skal indlægget handle om, at jeg synes det er sjovt at se tilbage på, hvad I bedst har kunne lide i det hedengangne år 2016. Derfor har jeg kigget statistikken igennem og fundet de ti mest populære blogindlæg frem, og på Instagram har jeg fundet de ni mest likede billeder.
Liiidt snyd er det dog. Jeg udgav nemlig mit allerførste indlæg her på mit eget domæne d. 27. april 2016. Så januar, februar, marts og næsten hele april tæller ikke med i statistikken. De måneder kan læses ovre på min gamle blog (som er HER), men den er ikke medtaget i “Top 10”-indlæggene.
TOP 10 INDLÆG PÅ MIN NYE BLOG
- Det mest populære indlæg er DETTE, som er en lille status på min tilværelse som hjemmegående. Selvom det er en del måneder siden, jeg skrev mine tanker og følelser ned om at kvitte jobbet og tulle rundt herovre i San Francisco, så har jeg det stort set stadig ligesom den gang i juni, hvor jeg skrev indlægget.
- Nummer to handler om en weekend, hvor vi tog til ud og samlede skrald på en strand med en masse andre studerende, og hvor vi også drønede sydpå til Silicon Valley. Læs eller genlæs indlægget HER.
- Jeg har forsøgt at lave status over livet som udenlandsdansker hver måned, og det første indlæg i den serie havnede her på tredjepladsen over de mest læste indlæg. Find det HER.
- Efter den første uge i San Francisco skrev jeg lidt ned om, hvordan den var gået. Det var et populært indlæg, og I kan læse det HER.
- I august var vi en uges tid i Danmark til bryllup og på miniferie. Det kom der DETTE indlæg ud af, som handler om travlhed og (mere eller mindre frivillig) digital detox.
- Vi havde den bedste sommerferie, hvor vi rejste rundt i Californien. Jeg skylder vist en del indlæg fra den. Jeg løftede sløret for vores rejseplaner HER, og jeg kan godt forstå, at I var interessede i at læse om det. Californien er en fantastisk stat at rejse rundt i!
- Endnu en status om livet som udenlandsdansker har sneget sig med her i Top 10. Nemlig den anden måned, som I kan læse om HER.
- Stilhed på bloggen på grund af besøg hjemmefra kastede et indlæg med 18 små glimt af sig, find det HER, og det var et populært et af slagsen.
- Langdistancevenskaber er en bitch! Så er det sagt. Jeg hader at undvære alle de dejlige damer i min hverdag, og det fik mig til at reflektere lidt over emnet langdistancevenskaber. I kan blive klogere på mit syn på sagen lige HER.
- Jeg har delt lidt tips til San Francisco (og omegn) løbende herinde på bloggen. Det første tip i min lille serie handlede om Presidio Picnic, og det klarede lige skærende og kom med på denne liste. I kan læse indlægget og mere om picnicen HER.
I lader til at være svært glade for at læse om og følge med i vores liv herovre i San Francisco. Og det kan jeg godt forstå, I synes er spændende. Jeg elsker selv “hverdagsagtige”-indlæg på andres blogge, hvor bloggeren også åbner lidt personligt op, så jeg det overrasker mig ikke, at I er mest vilde med at høre om vores gøren og laden her i Californien.
Hvis der er nogle slags indlæg, I gerne vil have flere af herinde på Vidunderlige Virvar, så giv endelig lyd.
MINE 9 MEST LIKEDE BILLEDER PÅ INSTAGRAM
Sammen med at blogge på mit eget domæne oprettede jeg også en profil på Instagram (jeg havde en privat i forvejen, bare rolig. Så meget bagud er jeg ikke, haha) til bloggen. Jeg elsker at dele små glimt af hverdagens finurligheder, og der er både plads til store og små ting på bloggen og den tilhørende Instagram-konto.
Hvis I har lyst, så kan I følge med på Instagram lige HER. Så kan I også se alle de billeder, der ikke kom med i Top 9.
Det er lidt af hvert, I har givet et hjerte på Instagram. Lige fra det amerikanske valg og overvældende smuk natur ved Yosemite og Lake Tahoe til efterårssuppe og julesweater med lys i.
Jeg elsker selv Instagram som socialt medie, fordi det er skønt at scrolle igennem andres (og sine egne) små glimt af. Ens egen profil er jo en fotobog i miniformat fyldt med skønne minder. Jeg glæder mig til at proppe endnu flere minder ind i den her i 2017.
3
Skriv et svar