Udenlandsdansker – Måned #4

Vi er allerede godt i gang med oktober, og mandens og min femte måned som udenlandsdanskere. Derfor vil jeg lige skrible lidt ned omkring, hvad status er på livet her i San Francisco, og hvilke sjove observationer, jeg har gjort mig i den seneste tid. Hvis I ikke har læst med tidligere, så kan I finde minde opdateringer på livet som udenlandsdansker HER, HER og HER.

Det føles lidt som at gentage sig selv, men tiden går SÅ hurtigt. Vi er gode til at få proppet både afslapning og oplevelser ind i weekenderne, og hverdagene går med arbejde fra morgen til aften for mandens vedkommende, og for mit vedkommende går de med frivilligt arbejde, indkøb og træning i fitness sammen med manden. Jeg keder mig i hvert fald sjældent, og jeg nyder kombinationen af nu at have nogle opgaver på mine frivillige jobs og samtidigt at have en del fritid og frihed.

I september brugte vi en del tid på at holde ferie og køre rundt i Californien. Vi stornød begge at hive nogle uger ud af kalenderen for at rejse rundt i vores stat. Her er SÅ smukt og proppet til bristepunktet med fede oplevelser. Derfor var det også første i den sidste halvdel af måneden, at vi for alvor kom tilbage til hverdagens trummerum – og at jeg frik taget hul på mine to frivillige jobs.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at selvom vi har det godt i San Francisco og på mange punkter er faldet rigtig godt til, så savner jeg Danmark. Jeg savner min familie og mine veninder! Mere end jeg nok selv er bevidst om, for jeg undgår helst at tænke alt for meget på, hvor langt væk de er. Og hvor lang tid der går, før jeg ser dem igen. Det er vildt fedt at bo i udlandet, men det bliver altså også fedt at flytte tilbage igen.

Status på livet som udenlandsdansker:

• San Francisco er en vild by. Hvis man lider af FOMO (Fear Of Missing Out), så falder man død om herovre. Der sker noget hele tiden, og vi må konstant overveje, hvilke oplevelser, vi vil bruge vores penge på. Det bliver nok lidt af en kontrast at flytte tilbage til Odense, selvom der også er godt gang i vokseværket i den fynske by.
• Amerikanerne taler meget i telefon. Rigtig meget. Overalt. Det er der jo egentligt slet ikke noget i vejen med. Hvis ikke det var fordi, at samtalerne foregår med telefonen sat på højtaler. Så alle inden for en radius af flere meter kan høre samtalen. What?! Det giver absolut INGEN mening. Især ikke fordi de kommer gående med telefonen i hånden. Hvorfor ikke slå højtalerfunktionen fra og tage den op til øret? Eller anvende et headset.
• Ferie er ikke et så udbredt fænomen herovre. Det er meget normalt at tage cirka to uger… om året. Vi priser os ret lykkelige for, at manden er ansat på danske vilkår og derfor kan tage op til seks ugers ferie på et år. Ind i mellem skal man altså lige huske at sende en kærlig hilsen til dem, der har kæmpet for de ret lukrative forhold på det danske arbejdsmarked. Det samme gælder i øvrigt lønnen. Mindstelønnen herover er en joke.
• Amerikanerne elsker air condition. Det er en sikker vinder, hver gang man går ind i en butik eller restaurant. Der er SÅ koldt. Så lad jer ikke snyde af, at det kan være over 20 grader og hamrende godt vejr. Hvis I skal indenfor et sted, så er shorts og t-shirt absolut nok. Vi glemmer det stadig ind i mellem, og vi fortryder det hver eneste gang, vi ikke har fået pakket en ekstra bluse i tasken. Jeg tror det kan tælles på én hånd, hvor mange gange vi har været ude at spise, hvor jeg ikke har småfrosset.
• Komplimenterne flyver rundt herovre. Lige på dette punkt synes jeg, at danskere skal kopiere amerikanerne. Mere end tre gange har jeg overhørt, hvordan et kompliment har været starten på en samtale i fitness-omklædningen. Den ene gang var det en kvinde, som var vild med en anden kvindens halskæde (som i øvrigt var en brillesnor, hvilket kun gjorde “smykket” endnu mere genialt ifølge kompliment-giveren), og en anden gang var det en kvinde, som ville vide hvor en anden kvindes bukser var fra. I Odense er jeg vant til, at folk kryber langs væggene, særligt i fitness-omklædningen, og undgår enhver form for øjenkontakt. Hvis amerikanerne er vilde med noget eller gerne vil vide, hvor noget er købt, så siger de altså til. Det kan jeg sgu godt lide! Jeg har selv modtaget tre-fire komplimenter for min cykel af fremmede på gaden, og en kasseekspedient i det lokale supermarked var helt vild med min bluse for noget tid siden.
• Kunderne betyder noget for butikkerne/de ansatte. Jeg hader, når personalet overfalder mig, så snart jeg træder ind i en butik og ikke lader mig gå rundt selv og kigge på tingene. Men jeg hader også, når ekspedienter åbentlyst ignorerer min eksistens. Sidstnævnte har jeg nærmest ikke oplevet herovre. I Danmark har jeg til tider nærmest følt mig til besvær, fordi jeg gik ind i en butik – som om jeg afbrød ekspedienten midt i at opdatere Instagram, spille CandyCrush, scrolle gennem Facebook eller andet livsnødvendigt. Herovre er det som om, at serviceniveauet i butikker og på restauranter er lidt højere. Det føles som om, det betyder noget for de ansatte, at man lægger pengene netop hos dem. Og for tjenere betyder det jo også en del, hvor mange drikkepenge man vælger at lægge.
• I kontrast til ovenstående har manden og jeg nu flere gange oplevet tjenere lægge ud med at være imødekommende, hjælpsomme og venlige. Indtil vi bestiller. Hvis vi kun skal have én ret hver og ikke skal have alkohol, så bliver de nærmest fornærmede. Er det så unormalt kun at kunne klemme én ret og en cola ned?! Det føles som om, de forventer 2-3 retter per person og en flaske vin. Det ville naturligvis også give dem en del flere drikkepenge, men alligevel. De vil vel også gerne have, at man komme igen en anden gang? Hvor man måske kan klemme mere mad og en flaske vin ned.
• San Francisco er jo kendt som lidt af en hippie-by. Her er også en del “afslappede typer” og mange farver i gadebilledet og på folks påklædning. Men hardcore hippier havde vi ikke rigtig set så mange af. Indtil vi tog ned til Hardly Strictly Bluegrass Festival i Golden Gate Park. Vi anede ikke, hvad det var for et arrangement, men vi tog derhen fordi vejret var godt, vi bor i gåafstand og arrangementet var gratis. Menneskemængden var én ting (og langt større end vi havde forventet), men mængden af hippier var i særklasse. Vi var der kun i et kvarters tid, så blev den tykke røg fra joints lidt for meget af det gode.
• Der dufter (okay, stinker) virkelig ofte af hash i byen. På cykelturen ned til fitness, som tager 30 minutter, cykler jeg forbi mindst tre steder, hvor der 100% dufter sødligt og kvalmt. Hver eneste gang. Taxachaufføren, der kørte os til vores lejlighed på den første dag, fik ret, da han sagde, at hvis man ikke har noget i mod duften af lidt fjolletobak, så vil man elske San Francisco.