Udenlandsdansker – Måned #8

Januar var vores ottende måned her i San Francisco. Det er sindssygt at tænke på, vi allerede er godt i gang med den niende af slagsen! Ikke desto mindre så er det blevet tid til en lille status på livet som udenlandsdansker. Hvis I ikke har læst mine tidligere indlæg i denne mini-serie, så findes de HER, HER, HER, HER, HER, HER og HER.

For mange er januar lidt af en “hade-måned”. Den har vel lidt samme status som mandag har i forhold til de resterende ugedage? Jeg er i hvert fald stødt på masse af småbrok og gråvejr her i bloguniverset, og det er bestemt heller ikke fordi, at jeg synes januar er den mest sindsoprivende periode i årets løb. Men jeg havde faktisk en ganske god en af slagsen! Også selvom vejret var liiidt mere til regnvejrssiden, end jeg foretrækker.

Status på livet som udenlandsdansker:

• En lille, men vigtig, ting først. Jeg fandt ovenstående slik på en hylde i Target. Naturligvis kunne jeg ikke lade så pastelfine sager stå, så de røg med hjem i rygsækken (altså jeg betalte for dem først, ik´?!). De smager himmelsk! Faktisk minder de usandsynligt meget om Konge Mandler fra Toms, som er på min top tre over favoritslik. Hvor er jeg på samme tid lykkelig for og forfærdet over at have stiftet bekendtskab med disse – de forsvinder nemlig alt for hurtigt.
• Har jeg mødt en dansk pige gennem en Facebookgruppe for danskere her i San Francisco. Vi nåede at hike sammen én gang i januar, og vi har allerede hiket en gang mere her i februar og aftalt, hvornår vi skal ses igen. Det er så sjovt at møde folk så langt væk hjemme fra, som man med al sandsynlighed aldrig havde mødt hjemme i Danmark, og som man på papiret ikke har andet til fælles med end at opholde sig her i San Francisco. Alligevel kommer vi så godt ud af det med hinanden, og 3-4 timers hike er ingen problem at få fyldt ud med snakkeri.
• Jeg savner vores bil. For søren hvor jeg savner den lille sølvgrå Peugeot! Når man først har vænnet sig til at have en bil indenfor rækkevidde, så er der virkelig svært at vænne sig af med den luksus igen. Nærmest ugentligt glemmer jeg, at vi ikke lige har et firhjulet køretøj stående ved vores lejlighed, som jeg nemt kan tøffe rundt i. Især savner jeg at kunne handle stort ind, som også er det, jeg primært bruger bilen til i Danmark.
• Der er altså ikke noget at sige til, at amerikanerne ligger langt oppe på listen over folk med vægtproblemer. For nyligt bestilte jeg mad over nettet, og jeg ville gerne have en sodavand i samme ombæring. En almindelig kostede $3,59, mens en stor kostede $3,00. What?! Det giver absolut ingen mening! Jeg bestilte den store, og det er jo en pokalstørrelse. Jeg har slet ikke brug for så meget sodavand, men jeg har da heller ikke lyst til at betale mere for en mindre mængde. Jeg tænkte, det måtte være en fejl i forbindelse med min bestilling, men jeg har lige tjekket igen, og prisen har ikke ændret sig.
• Regn er én ting. Regn når man bor i bakkerne i San Francisco er noget for sig. Det fosser ned af gaden, og det er nærmest så der er små bølger i vandmængden. Vi har fået en del regn her i januar, og det ser for vildt ud hver gang.
• Jeg kan stadig ikke vænne mig til serviceniveauet herovre. Der kan Danmark dæleme godt lære en ting eller to. 95% af gangene er medarbejderen i supermarkedet (ved kassen eller “på gulvet”) smilende, hjælpsom og opmærksom. Og så pakker de ens varer for en i poser eller i ens medbragte taske. Det oplever jeg yderst sjældent i Danmark, og jeg skal faktisk lige vænne mig til, at medarbejderen ikke skal ekspedere næste kunde hurtigst muligt og helst bare gerne vil have mig ud af biksen med det samme. Jeg glemmer det og begynder altid selv at pakke mine varer, hvilket gør kasseekspedienten helt forvirret, haha.
• Reklamerne er lige så kvalmende, som man forestiller sig. De er overdrevne, sukkersøde og taler nærmest ned til forbrugeren. Jeg forstår ikke, at amerikanerne ikke for længst er “vokset fra” de helt opstillede, Colgate-smilende, rosenrødt portrætterede familiescenarier i reklamer om alt fra morgenmadsprodukter til hundeshampoo, medicin og mobilabonnementer. Det må vel virke, siden firmaerne fortsat producerer reklamer, som giver mig associationer til en svunden tid i det danske mediebillede.
• Allersidst i januar kom en af mine bedste veninder på besøg sammen med sin kæreste. Jeg skrev lidt om gensynsglæden HER. I aften kommer de igen til San Francisco og i morgen skal jeg desværre give en kæmpe farvelkrammer og se dem drøne mod lufthavnen. Øv, hvor jeg ikke gider at se hende rejse hjem – jeg elsker at have besøg herovre!